Hen over sommeren er der her på domænet fokus på suicidalitet, selvskadetrang og selvmordstanker i serien #sorthvidsommer. Som led i aftaburiseringen, vil der ikke blive lagt fingre imellem, og triggere kan derfor forekomme. I bedes altså være opmærksomme på, hvorvidt det er sikkert for jer at læse videre.
I dagens indlæg, som er det første i rækken, forklarer jeg bevæggrunden for disse skriverier. Hvorfor dele dem, og hvorfor netop nu? Hvorfor skal vi som samfund, som kæmpende og som pårørende tage denne snak om suicidalitet?
TRIGGER WARNING
Skulle I gå med lignende tanker, der kører ud af kontrol, så sørg for at række ud efter hjælp. Gerne inden læsningen, der måske kan få den manøvre til at virke nyttesløs. Men vi er altid nogle, der vil hjælpe!
Selvom jeg ikke kender jer, ved jeg, at der er mennesker omkring jer, der elsker jer og vil hjælpe. Selvom jeg ikke kender jer, ved jeg, at I fortjener at have det godt, og at I er velkomne til at kontakte mig, hvis det giver mening for jer.
Og selvom de endnu ikke kender jer, sidder der dygtige professionelle i hele landet, som også vil jer det godt og har nogle ressourcer, der kan hjælpe. Her er et par af de landsdækkende tilbud, men på Google kan I hurtigt finde nogle regionale tilbud – eller en liste som denne.
- Livslinjen 70 201 201 (11-05) chat (mandag-torsdag 17-21, lørdag 13-14)
- Headspace chat (mandag-fredag 12-18)
- BørneTelefonen 116 111 og chat (hverdag 9-2, weekend 11-2) SMS (hverdag 9-24, weekend 11-24)
Er I i overhængende fare for at skade jer selv, så ring eller få andre til at ringe til jeres læge, lægevagten eller 112. Det fortjener I!
FRA KRISENS KERNE
Hvis vi ser bort fra den ærlige livsopdatering for en måned siden, hører I normalt først om livskriserne, når jeg er igennem dem. Når de har forvandlet sig til et fjernt minde og en masse fine refleksioner. Og dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig står hundrede procent inde for de refleksioner og ser dem som sande.
Alligevel oplevede jeg, da de depressive symptomer var på deres højeste for nogle uger siden, at ikke engang mine egne løfter her, gjorde indvirkning. Jeg ved at livet svinger, at tingene bliver bedre, og det kan vi selv og mange andre fortælle os. Men det er som om, at når vi står midt i det, er det ikke nok.
At høre om alle dem, der er kommet videre, og som lover, at vi kan gøre det samme, er naturligvis betryggende. Men når vi er suget så langt ind i en ond spiral, kan der sås tvivl ved alt. Jeg er eksempelvis selv kommet igennem depressive perioder flere gange, og alligevel kunne jeg frygte, at denne gang var undtagelsen.
AT BLIVE STÅENDE HVER FOR SIG SAMMEN
Selvom jeg aldrig har været længere ude eller nede for den sags skyld, ved jeg, at jeg bliver glad igen, og at jeg går en lys og passioneret fremtid i møde. Det har jeg altså ikke brug for at blive fortalt eller lovet, selvom jeg kan tvivle – andre kan trods alt heller ikke garantere det. Til gengæld opdagede jeg, at jeg havde mere brug for at høre fra nogle, der stod samme sted.
Jeg havde og har ikke brug for at høre, at det hele bliver godt igen. Jeg havde brug for at høre, at vi også godt kan være i livet indtil da. At selvom det er svært, bliver vi. Det er bare ikke så mange af os, der rent faktisk står frem midt i krisen, midt i det svære. Så det må jeg jo gøre selv.
Naturligvis håber jeg at kunne give pårørende og os som samfund et indblik, hvordan og hvorfor vi unge når så langt ud, at vi kommer til at se selvmordet som udvej. Men først og fremmest er ordene bare et bevis på, at selv når livet gør ondt at være i, kan vi altid vælge at blive stående. Og det gør jeg.
EN SNAK OM SUICIDALITET
Nu er jeg meget kontant, som I kan fornemme, og jeg kalder altså en spade for en spade. Så er I advaret – eller fanget i et bagholdsangreb måske nærmere. Men med disse indlæg insisterer jeg på at skabe pladsen til at snakke om disse svære ting, vi alle før eller siden møder.
Det er der en åbenlys mangel på, og der er naturligvis også hensynsfulde grunde til, at vi ikke snakker om for eksempel selvmord eller selvskade, som vi snakker om remoulade eller mayonaise. Selvom det for mig kan virke som ligestillede valg, fordi de første er så meget til stede i min hverdag for tiden.
Alligevel føler jeg mig ikke helt berettiget til at udtale mig om emnet og slet ikke så bramfrit, når nu jeg hverken har forsøgt nogle af tingene eller været nær pårørende. Så jeg forstår godt fortielsen. De første fire år herinde skrev jeg også ærligt men ud fra den eneste regel; at jeg ikke måtte omtale de suicidale impulser, der periodevis har været en del af mit liv i snart ti år.
Det er der ikke mange, der ved, fordi vi netop ikke må sige det. Der er et tabu, men lige netop dette tabu har vi ikke opbygget for at beskytte os selv men andre. Dog er jeg i tvivl om, hvor meget det hjælper, når selvmordstruede går i en verden, hvor de tanker er et tabu at dele. Hvad tænker I?
STILHEDEN VOKSER
Naturligvis, bliver vi unge opfordret til at delagtiggøre nogle i overvejelserne, og selvfølgelig skal de også tages alvorligt. Men jeg mistænker lidt, at netop det kan føre til fortielse for i hvert fald de garvede overleveres side.
Når vi ikke snakker om tingene, vokser de sig større. Den floskel kender vi alle. Jeg mistænker dog, at det ikke kun bliver selvmordstankerne, der vokser sig større i stilheden. At i stilheden vokser også uhyggen, uvidenheden og uforståendeheden hos de pårørende.
Det fører kun til yderligere fortielse i form af misforstået hensyn, da ingen vil skræmme deres nærmeste. Med den diskurs der er for selvmordstanker i Danmark, hvor ordet alene næsten er som at sige Voldemort eller puste en smitsom sygdom på andre, vokser tankernes magt sig kun større.
Så måske er det ikke kun de truede, der skal have hjælp til tankerne, men også de pårørende. Måske mangler der oplysning, så snakken bliver mindre skræmmende. Så snakken bare bliver en snak, der derfor også bliver lettere at tage hul på.
Og så vi ikke fortier af frygt for at blive set på som syge, frygt for at det at stå frem kun vil gøre det sværere at komme videre. For når vi vælger at tale åbent om tanker som disse, vil mange blive skræmte. Dybe samtaler er ikke for alle, og vi behøver heller ikke som mig at dele dem med alle.
Vi skal altså desværre stadig overveje eller i hvert fald være bevidste om, hvilke konsekvenser der følger med at dele sider, som samfundet blæser op til noget farligt. Men ærligt talt har jeg det sådan, at hvis en fremtidig arbejdsgiver bliver skræmt væk af eller ikke kan rumme, at jeg først og fremmest er ærlig, så er det ikke en arbejdsplads, jeg ønsker at være på.
VÆLGE VEJRTRÆKNINGER
Naturligvis gør det ondt at høre, at nogle, man holder af, ønsker at skade sig selv. Muligvis, fordi vi antager, at det gør ondt på den ramte at have det sådan. Men min erfaring siger mig, at det er os, der tager lettest på det.
I visse af mine relationer, hvor vi alle har stiftet bekendtskab med de sider af livet, er der plads til at fjerne deres status. Selvfølgelig kan det virke sindsygt at gå rundt og tale så løssluppent om dem. Men det kan også noget at kunne sige en dag, vi ikke vil mere, trække lidt på skuldrene, sende et indforstået smil og så jo ellers bare fortsætte; fortsætte med at være.
For det er jo det, vi skal. Vi skal blive, og vi skal være. Og så længe vi lykkedes med det, er vi lykkedes. Og i bund og grund kræver det måske ikke andet end ikke at vælge hver en vejrtrækning fra.
FORBIPASSERENDE PÅMINDELSE
Selvfølgelig fortjener alle hjælp, og selvfølgelig skal man have det, hvis problemet vokser langvarigt vokser sig stort. Men for mange mennesker er selvmordstanken også blot en forbipasserende, der banker på, fordi han har set, det brænder i kælderen.
Som forhåbentlig kommende psykologistuderende, skal jeg selvfølgelig også sige, at følelserne er der for at fortælle os noget. At vi kan lære af alle kriser. Så det vil jeg naturligvis opfordre jer til at være opmærksomme på.
Men egentlig er det nu bare som det ganske almindelige menneske, jeg er, at jeg de sidste måneder har erfaret en håndfuld bestemte følelser, der ofte gemmer sig bag selvskadetrangen. Dem tænker jeg at tage fat på det næste stykke tid.
#SORTHVIDSOMMER
Hen over sommeren, kommer jeg altså til at dele flere tanker om, hvad suicidalitet handler om og føles som på individplan. Men I kan også forvente et kritisk blik på, hvordan samfundet forholder sig til det – og hvordan systemet håndterer det. Det hele vil naturligvis blot være baseret på mine erfaringer.
Nogler erfaringer, jeg ellers var klar til at slette sammen med alle de andre, jeg igennem tiden har delt med jer herinde. Den depressive ligegyldighed er nemlig altomsluttende, men nu får passionen lige et skud til til at få mig ud af den.
Normalt vil dette jo være det mest meningsfulde for mig, omend meget personligt, så jeg håber, at det om ikke andet kan være det for jer. At I vil være med til at skabe dette rum, hvor der er plads til snakken om det svære i livet. Desuden udvider jeg nok rummet til Instagram, så lidt #sorthvidsommer kan bryde det perfekte feed.
Kender I måske nogle, der kunne have lidt ekstra brug for det i denne tid? Og hvis I hører til den gruppe, sender jeg jer store coronafrie kram.
Smil til dig!
Laura // LMinside.dk
Facebook Instagram Bloglovin’
