Der er saltvand i mit hår, bølgebrusen i mine ører og havluft gemt i bunden af mine lunger, hvor jeg håber, den vil blive, så jeg kan klare mig lidt igen. I weekenden tog jeg til Le Havre, en utrolig grim by, men det var også kun havet, jeg kom for.
Som I så på Instagram, sad jeg lørdag ved vandet, imens mørket faldt på. Søndag sad jeg der hele eftermiddagen på trods af voldsom blæst og ægte efterårsvejr; det mindede jo så bare det mere om Danmark.
Jeg har venner hernede, der gerne ville have været med på en weekendtur, og en værtsfamilie, der tænkte, det ville være hyggeligt. Men jeg valgte at tage af sted alene – hvorfor kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg. Der er vel heller ikke så mange andre, der ville bruge en hel weekend med at sidde og stirre på vandet, tænke.
