balancerer
på en bræddeløs bro
i huller
hvor jeg kun kan stå
imellem ingenting
og intet
imellem eksistenser
der ikke er
AT STÅ STILLE
Det er nu over en måned siden, jeg sidst så Eiffeltårnet, børnene og alt det andet, der hørte med til mit liv i Frankrig.
De sidste par uger har jeg i stedet for gået i gummistøvler og havskum, ligesom jeg både lærer at strikke og hækle for ikke at stå alt for stille. Det kan det nemlig godt føles som om, at tiden, livet og øen gør herovre.
For nogle dage siden var der vindstille på min daglige gåtur, som på den pågældende dag snoede sig ned igennem Marstals gader.
Sjældent har jeg været et sted, der var så stille; skræmmende stille. Den eneste lyd var min egen vejrtækning, hvilket ikke engang er tilfældet dybest inde i de franske skove, jeg boede omkring.
På gåturen kunne jeg blive helt i tvivl om, om tiden og de andres liv rent faktisk var gået i stå; eller om det bare var mig og mit.
Jeg ser ud
mod verden,
men det er
som om
jeg sidder
fast
i jorden,
kviksand,
der stille suger
mig ned.
Jeg ser til,
men er jeg
overhovedet?
Hos jer?
Er vi samme sted?
Det hele kører,
Billygterne reflekteres,
gadelygterne tændes,
stjernerne drejer,
og hver nat
er månen mere fuld.
Samtidig øges tallet
på gravstenen,
så selvom tiden går,
er jeg kun mere død,
hver nat
en dag
tættere
på at ligge under
gravpladsens muld.
AT VENTE PÅ AT LANDE
Og misforstå mig ikke, jeg lever og tiden flyver – min forsinkede sommerferie er allerede ved at nå sin ende.
Det er bare lidt som om, jeg stadig sidder i flyveren og venter på at lande. Der er tusinde ting, jeg skal have ordnet først, men intet internet, så jeg kan bare sidde fanget i tankernes flykabine.
Det er måske svært at forstå – eller bare svært at forklare. Naturligvis, er jeg landet i livet; det kan bare godt føles som at stå imellem to eksistenser.
AT REJSE
Da jeg rejste for et halvt år siden, rejste jeg jo fra en studentertilværelse i Svendborg, men det er ikke den lejlighed, jeg er kommet hjem til. De tre gymnasieår er endelig afsluttede, og lejligheden er en andens.
Altså er jeg ikke vænnet tilbage til den tilværelse, jeg forlod; men heller ikke til min kommende. Det er selvfølgelig svært for jer at finde rundt i, når I ikke ved, hvad den består af, eller hvor jeg er nu.
Lige nu er jeg på Ærø hos mine forældre, hvor jeg nyder et par uger med nogenlunde ro – om ikke andet øens.
Der har nemlig været nok at se til, og jeg har siden jeg kom hjem boet i en kuffert, der fulgte mig frem og tilbage mellem øen og fastlandet. Men på lørdag bosætter jeg mig på fastlandet noget mere permanent.
AT DELE LIVET
Denne forsinkede sommerferie er altså primært gået med flytterelaterede ting, selvom det jævnfør analogien om flyet ikke er alt, der kan ordnes endnu.
Derfor har jeg til tider været presset og ikke så god til at slappe rigtig af, for jeg foretrækker jo at have styre på det hele på forhånd. Dog er jeg ikke ene mand om at bestemme denne gang.
Måske I husker, at jeg i sommers udgav indlægget: Der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være alene. Og det skal jeg heller ikke mere.
Det er nemlig sådan, at jeg har fundet en person, ikke kun at dele lejlighed men også livet med. Og når man har fundet en, der kan rumme mig, og ovenikøbet deler rengøringsstandarden, er det jo med at slå til.
AT FINDE HJEM
Så om ganske få dage flytter vi sammen i en lille lejlighed på Trøjborg, da han netop er begyndt at studere på Aarhus Universitet.
Og ja, jeg ved godt, jeg i dette indlæg skrev, at jeg i hvert fald ikke ville vælge Aarhus. Siden da har prioriteterne ændret sig, og min søster og tætteste venner bor alle deroppe i nærheden.
Samtidig må jeg indrømme, at jeg er ret forelsket i placeringen lige midt imellem universitetet og havet med udsigt over Nordre Kirkegård. Tanken om en tilværelse på Trøjborg, som det åbenbart hedder, er altså langt mere tiltrækkende end alternativerne.
AT OMBESTEMME SIG
Aarhus er utvivlsomt også en bedre by for mig end alternativerne, så vi må håbe, at det samme gælder universitet. Men det er trods alt ikke der, at al min tid skal bruges.
Selvom den lange flytteproces tærer lidt på mig, glæder jeg mig altså til min kommende eksistens og at klatre ned fra den bræddeløse bro. Jeg har intet job, og formen på livet i Aarhus står altså stadig lidt uklart, men mon ikke det nok skal gå?
Jeg bliver i hvert fald nødt til før eller siden at affinde mig med, at uanset hvor jeg vælger at slå mig ned, vil der være savn og derfor skyld jævnfør dette indlæg.
AT TAGE AFSKED
Jeg er blevet så frygtelig dårlig til afskeder. Selvom det kun er for en time eller to, kan jeg næsten ikke bære det.
Er det for længere tid, har jeg lyst til at blive liggende i sengen om morgenen – som om det ville stoppe tiden og forhindre seperationen i at komme.
Og ovenstående er måske meget normalt, men for mig er det nyt og fremmed. I skal tænke på, at ordene kommer fra én, der i tre år har boet alene, og som nød to døgn helt uden menneskekontakt i visse weekender.
Så det er et af de punkter, hvor udlandsopholdet har ændret mig. Det har virkelig vendt op og ned på min prioritering, hvilket min skrøbelighed i sociale relationer og ændringerne i dem blot er et tegn på.
AT ÆNDRE PRIORITERING
Selvom jeg som særligt sensitiv altid har haft brug for relativt meget tid til at lade op alene, vil jeg for tiden ikke trække mig fra mine forældre eller hvem, jeg ellers bor sammen med.
Jeg kunne ikke drømme om at lukke at burre mig inde med computeren for at få skrevet det her indlæg, hvis der var andre hjemme. Og det tror jeg ikke er en skidt ting.
Omvendt tror jeg bare, at det er et udtryk for, at jeg har lært, hvad der er vigtigst. Jeg vil skam gerne skrive, men som var det en nærdødsoplevelse lærte Frankrig mig, at det vigtigste er relationerne.
AT INDSE
Alle vise mennesker siger det. Alle døende mennesker indser det; at vigtigst af alt er relationerne. Der er altid masser af ego-projekter at tage fat på, men den tid kunne også bruges på at skabe minder.
Jeg oplevede så meget smukt i Frankrig, og jeg kan ikke engang finde det rette ord til at beskrive værdien af den tur. Det var en gave, og jeg har lyst til at sige mit livs største – men det er jo netop det, den fik mig til at indse, at den ikke er.
Den største gave, vi får, er menneskene omkring os. Og det lyder klistret og cliché, men jeg må jo erkende, at det er familien og vennerne fra Frankrig, jeg savner mere end den kultur, jeg ellers følte mig så hjemme i.
AT VÅGNE FRA EN DRØM
Selvfølgelig skal man finde en balance, og jeg skal genfinde den; livet skal jo også kunne hænge sammen. Men lige nu giver jeg mig plads til at bytte jobansøgninger og mig-tid ud med brætspil og familietid.
Min far er gammel sømand, og advarede mig om, at det kan tage lidt tid at vende hjem og falde til igen efter sådan en udmønstring. Og selvom min au pair-tid i Frankrig nu mest af alt føles som en fjern drøm, er det en drøm, som er svær at vågne fra…
Jeg håber, at dette indlæg har kunne vise nogle nye nuancer af hjemkomst, man ikke altid hører om. Som forudset her har de seks skønne måneder ændret mig, så det kræver lidt at skulle falde til igen imellem gamle og nye eksistenser.
Smil til dig!
Laura // LMinside<3
Facebook Instagram Bloglovin’
