Mine månedlige ord i det første halvår af 2018 havde haft så stor effekt, som I kunne læse her i tirsdagens indlæg, at jeg naturligvis fortsatte med at finde og følge nye ord året ud – de sidste seks deler jeg i dag.

6 månedens ord fra 2018 #2

PASSION – juli

Juli betød sommerferie, og sommerferie betød fritid og frihed, da jeg for første gang havde valgt ikke at arbejde – som jeg jo havde lovet mig selv i dette indlæg.

Den tid ville jeg rigtig gerne udnytte til at lave de ting, jeg er passioneret omkring, og som bringer mig glæde. I særdeleshed for at undgå den ubehagelige følelse af rastløshed og utilstrækkelighed, hvis man bare har spildt dagene.

De første uger gik det meget godt, men så skete der det, at jeg simpelthen glemte ordet. Jeg blev ikke mindet om det, og pludselig prioriterede jeg ikke min passion eller noget som helst meningsfuldt først.

Fejlkilden var nok, at jeg ikke havde været konkret nok. Lige netop dette ord kræver, at man ved, hvad det er, man skal vælge at bruge sin tid på. Så løsningen har siden været, at jeg skriver i min kalender, hvad jeg skal lave – for eksempel at skrive dette indlæg. Derudover har jeg en liste med ting, der bringer mig glæde – min redsningskrans fra depressions farvande.

BEVIDST – august

Jeg dedikerede hele indlægget “Sådan fandt jeg tilbage til mig selv og hverdagen gennem månedens ord” til ordet for august – bevidst. Men jeg kan lige opsummere det kort her.

Jeg mistede mig selv i ferien, og mine følelser begyndte igen at flade ud, så at sige. Derfor handlede måneden blandt andet om igen at blive bevidst om mit indre i stedet for at undertrykke det.

Ordet havde dog også en mere praktisk funktion, da jeg jo midt i august skulle starte i 3.G. Derfor var hovedformålet at blive bevidst om, hvad jeg brugte min tid på, og hvilke valg jeg traf. På den måde fik jeg opbygget nogle gode vaner fra start.

PLADS – september

Jeg kunne ikke dele septembers ord med jer, før jeg fortalte om min angst – derfor kan jeg først afsløre ordet plads nu. Formålet var, som med mange af ordene fra det første halvår, at mindske angstens styring af mit liv.

Gennem bloggens levetid har jeg udviklet mig rigtig meget, og da vi nåede til september vidste jeg godt, hvem jeg var. Det eneste tilbagestående problem var så, at jeg ikke var den person blandt andre – alle mine relationer har været forskruede, og i ingen af dem har jeg været mig selv.

I så mange år har jeg ikke måtte snakke om mig selv. Det falder mig nu helt naturligt altid at svare det modsatte af, hvad der egentlig er sandt, fordi det har været mit måde at holde alle på afstand og langt væk fra mine sårbarheder.

Derfor var mit projekt i september at begynde at tage plads, at fylde, at snakke om mig selv. Til en start var det blot det at fylde, det handlede om, først i de næste måneder sneg ærligheden sig ind.

Hver dag i september skulle jeg skrive to situationer ned, hvor jeg havde taget plads. To gange om dagen skulle jeg altså tage plads, og det var godt nok hårdt, uvant og ubehageligt, men se bare, hvad det har ført til.

Nu kan jeg med mindre skyldfølelse inddrage mig selv i samtaler, hvilket kun har påvirket dem positivt og ført til mere balancerede relationer. Og jeg måtte jo også erfare, at folk fik mere ud af tiden sammen med mig og gerne ville bruge mere tid sammen, når jeg var og gav noget af mig selv – ikke så overraskende, men alligevel lidt, når angsten længe har bildt mig det modsatte ind.

NÆRVÆR – oktober

I oktober var mit fokus stadig på relationerne og samtalerne, og en ting vi i dagens Danmark mangler i begge tingene er nærvær. Samtidig er det at være nærværende i andres øjne noget af det allervigtigste for mig.

Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været god til at være nærværende i sociale situationer, hvor min mobil altid ligger i en taske eller et andet sted – men man kan altid forbedre sig. Så i november øvede jeg mig i at lytte helt opmærksomt.

Jeg tillod ikke mine tanker at vandre afsted under samtaler, og det har jeg overholdt siden. Hvad har jeg så lært af det? Tja, jeg har faktisk opdaget, hvor utroligt uinteressante nogle samtaler er.

At der er nogle mennesker og samtaler, som jeg, hårdt som det lyder, ikke får noget ud af. Dem skal jeg øve mig i ikke at bruge tid på i det nye år – men kun hvis de er direkte demotiverende. For det kan faktisk være svært at lytte opmærksomt.

Men at lytte opmærksomt og nærværende er nøglen til de meningsfulde samtaler og stærke relationer. Og sikke en forskel det gjorde, da jeg i efterårsferien rejste med 25 fremmede til London i seks dage. Jeg fik skønne venner, og jeg holdte travlheden og angsten ud.

Nærvær er dog også noget, man med fordel kan udøve alene og i sin handlinger. Ligesom vi kan tale og lytte nærværende, kan vi også handle nærværende. Vi kan fokusere på, hvad det er vi laver i nuet – ligesom alverdens mindfullness-eksperter opfordrer os til.

BREATH – november

I slutningen af oktober troede jeg, at novembers ord skulle være ærlighed. Jeg havde set, hvilken forskel det gjorde, når jeg inddrog og var mig selv i samtaler, så det ville jeg blive bedre til. Det var dog lige en ting, jeg blev nødt til først i takt med, at dagene blev kortere og mørkere. At trække vejret.

Breath blev ordet for november og årets eneste engelske ord – men det skønne ved denne metode er jo fleksibiliteten. Nu her kunne ånd jo have været et fint ord, men på daværende tidspunkt var det nødt til at være helt lavpraktisk – mere kunne jeg ikke overskue.

Helt basalt skulle jeg bare trække vejret, hvilket tvinger en til at være i nuet og slappe af. Jeg glemte de daglige dybe vejrtrækninger, men til gengæld trak jeg vejret dybt i tilspidsede situationer – og det gør jeg nu hver gang.

Jeg har lært at trække vejret, tage udgangspunktet i nuet, acceptere det og være taknemmelig for det. Det er sådan en ro på de dage, hvor at trække vejret er alt, jeg kan overskue, men det har i den grad også lært mig at håndtere diverse situationer.

I november tog jeg på udveksling til Italien i ti dage med nogle fra gymnasiet, jeg ikke tidligere har talt med. Det var selvfølgelig super angstprovokerende, og jeg kæmpede med at tage plads hjemme hos værtsfamilien – heldigvis havde det været ordet i september.

Men ordet breath fik mig også til at affinde mig med italienernes noget ustrukturede livsstil, for der var en grund til vi danskere snakkede om italiensk tid, på trods af at de befinder sig i samme tidszone. Lad mig bare sige det sådan, at det første de lærte at sige på dansk var: “Hvad skal vi?”

ÆRLIGHED – december

I december kunne jeg så tage udgangspunktet i ordet ærlighed, som jo var belejligt i forbindelse med offentliggørelsen af min bog og de tilhørende fortællinger.

Det mest uhyggelige var dog, at da jeg gik i gang med forrige indlæg og skulle finde ordene fra 2018, stødte jeg i min notesbog på følgende sætning: “Hvem og hvor jeg vil være om ved udgangen af 2018? Ærlig.” Det husker jeg hverken at have skrevet eller tænkt, så tænk at det alligevel blev den og der, jeg er ved udgangen af 2018.

For endelig er jeg ærlig, over for mig selv, min familie, venner, jer og resten af verden. Jeg øver mig stadig, for angsten svarer bare hurtigere end mig nogle gange, hvor jeg så må trække mine ord tilbage og sige sandheden i stedet for.

Se blot hvor ærligt dagens ord er – her er intet filter, og det er ikke skidt. Jeg er ikke længere bange for at være ærlig, for så længe jeg er tro mod mig selv, kan folks ord om det jo ikke ramme mig. Skulle der endelig være nogle, der ikke kan acceptere min ærlighed og min historie, så er det bare ikke med dem, jeg skal tilbringe min tid.


Som I kan fornemme står jeg pludselig utroligt stærkt. De første seks ord i år fik mig til at hvile i mig selv, og de sidste har sørget for, at jeg også gør det nogenlunde iblandt andre. Ikke fordi jeg ikke famler, er angst og så videre, men jeg accepterer det nu – og jeg øver mig hele tiden.

De 12 måneders ord har altså ført til, at jeg, hvis jeg skulle beskrive 2018 med et ord, ville bruge ordet stolt. Helt uden at føle jantelovens skam tør jeg sige, jeg er stolt.

Når man ser på årets begivenheder og al den smerte, der er beskrevet i digtsamlingen, ser 2018 hårdt og dårligt ud i andres øjne. Når jeg ser på det, fyldes jeg med stolthed over, at jeg klarede mig igennem og over, at jeg voksede med opgaven.

Livet gør nogengange ondt på os alle, men vi kan lære så meget af det, hvis vi tør udfordre os selv. Det handler langt fra om at lære at leve lykkeligt hele tiden, men omvendt om at kunne leve og blive i livet, når det går ned ad bakke – for som I kan se på mit 2018, vil det altid gå op og ned.
Må I finde styrken til at klare livets bølgegang i jeres 2019!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’