For et par dage siden åbnede jeg op for en spørgerunde på Instagram, og I kan stadig nå at stille spørgsmål nede i boksen til højre. Flere af de nuværende spørgsmål omhandler dog gymnasiet og i særdeleshed 3.G – så det får I lige et helt indlæg om i dag.

3.G bærer alene ansvaret for, at I ikke får flere indlæg – de er meget sparsomme for tiden. Men der er simpelthen ikke tid, hvilket jeg kommer ind på længere nede. Så nu til det helt store spørgsmål:

Hvordan er det at gå i 3.G?

Det evige spørgsmål til nuværende og tidligere gymnasieelever er hvilket år, der er det hårdeste – og et udbredt svar er 2.G. Jeg erfarede dog sidste år, at det svinger helt vildt alt efter ens studieretning.

Sidste år var flere af de naturvidenskabelige rigtigt presset, men det er vidst bare generelt for alle årene. Selv har jeg en studieretning med fransk, engelsk og psykologi, og for mig har 2.G faktisk været det letteste år – tidsmæssigt.

Vi havde langt flere moduler i 1.G, hvor vores skema derimod var forholdsvist let i 2.G. Her i år er der egentlig heller ikke så forfærdeligt mange timer, men de ligger i en stor rodebunke, fordi alle i klassen har valgt at hæve forskellige fag på kryds og tværs.

Find alle indlæg om uddannelse her.

Det er faktisk ret specielt at have så få timer med hele klassen – der er mange dage, hvor vi slet ikke ser hinanden. I nogle timer er vi kun ni på et hold, mens vi i andre bliver slået sammen med fire andre klasser for at kunne nå op på femten personer.

Jeg har afsluttet alle mine tvungne c-niveaufag og selv valgt hvilke af dem, jeg ville hæve til b-niveau. 3.G er altså præget af valgfrihed, og så er det ikke mindst det første år, hvor vi kan mærke, hvilken studieretning, vi har valgt.

Den bedste boble

De første tre uger af skoleåret, indtil min matematiktimer begyndte, gik jeg bare rundt i en boble af humaiora og sundhedsvidenskab – og det gør jeg høj grad stadig.

Jeg bevæger mig rundt i de bløde videnskaber, i en verden med konstant fokus på mennesker, psykologi og alt hvad der ellers hører med til min studieretning. Ligesom de andre 3.G’ere er jeg landet i deres selvvalgte univers – og det er faktisk ret fedt.

3.G er uden tvivl det bedste år – hvis I spørger mig. Mon ikke det hænger sammen med, at man har de fag, man selv har valgt, og som man godt kan lide. I år har jeg rent faktisk lyst til de fleste fag, og jeg kan sågar synes lektierne er spændende og dannende.

Det er i 3.G, at man begynder at kunne samle og bruge alt det, man har lært de andre år, så pludselig virker det knap så meningsløst. Lige så stille, eller faktisk fra den ene dag til den anden, skulle vi til at bruge alle teorierne og metoderne til opgaver og eksamener.

Der skal præsteres

Og det er jo så det lille men – for nok er 3.G det bedste år, men det er også det hårdeste. Det faglige niveau og forventningerne er langt højere, for nu burde vi lige som have styr på det og have vænnet os til gymnasieskolens tankegang. Det har man for øvrigt god tid til, så der er ingen kommende 1.G’ere, der skal frygte det faglige niveau.

Frem for alt eller værst af alt, alt efter hvordan man nu ser på det, kan man virkelig mærke, vi nærmer os slutningen. Der er hyppige påmindelser om SRP, AT, eksamener, årskarakterer og studenterhuer.

Læs også: 12-talstabuet

Her gik jeg i en naiv tro på, at studieretningsprojektet (SRP) kun ville fylde de to uger, der er sat af til det i december, men allerede nu skal vi vælge fag. Ligesom der også allerede nu er valgt hvilket firma, huerne skal købes fra.

Knivskarp proritering

Det går så stærkt, både dage og uger flyver forbi, fordi de er så tæt proppet. Som sagt har jeg ikke tid til bloggen i år og egentlig heller ikke til så meget andet – kunne I måske tænke jer at følge med en uge i mit liv?

Selvfølgelig var det også svært at nå afleveringer, blogindlæg og lektier sidste år, men tiden var der jo. Tidligere har jeg ligesom alle andre lavet overspringshandlinger og fået brugt for meget tid på ligegyldige ting.

Læs også: Derfor handler det hele om prioritering

I år er min prioritering knivskarp, og jeg er bogstaveligt talt i gang fra jeg står op og til en time eller to efter, jeg burde være gået i seng. Alt spildtid er skåret væk, og jeg laver noget hele tiden. Ikke at det er skidt, jeg kan godt lide at være produktiv.

Men det bekymrer mig, at der helt praktisk ikke er mere tid. Når jeg har været i skole, ordnet dagens gøremål og været afsted til diverse ting, så er der helt fysisk ikke mere tid – og der er ikke flere ting, som jeg kan skære fra.

1, 2, 3

Men det er okay, for det er min egen bevidste prioritering. Jeg kunne lade være med at lave lektier, som jeg har haft vane for tidligere, men I år hygger jeg mig med det. Jeg giver den lige hele armen, for det er jo sidste år – og det er netop det, der er så specielt.

Læs også: 9 citater om prioritering

1.G var fint, fordi alt var nyt, og alting var for første gang. 3.G er spændende, fordi alting er for sidste gang. 2.G er et midterår, hvor tingene hverken er for første eller sidste gang – og jeg tror netop, det er derfor, vi alle synes, det er det værste år.

Men indtil videre er 3.G godt men travlt. Det er så vildt og ganske uforståeligt, at det er sidste år. Der er ikke lang tid til, at vi går ud af eksamenslokalet for sidste gang og stiger op i studentervognen.

Så jeg beklager stilheden, men der er én hue, jeg meget gerne vil have på hovedet. Nu er jeg spændt på at høre, hvilket år af gymnaiset I synes eller syntes var det bedste.

You get what you focus on,
so focus on what you want!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’