Julen er ved at være ovre, og lad mig først lige sige, jeg håber, I havde en fantastisk en af slagsen. Men den dvæler vi ikke længe ved, da vi fluks drøner videre til næste højdepunkt – nytår.

Nytår er en tid til at se tilbage på året, der gik – hvad gik godt, og hvad gik slet ikke? Det er naturligvis også den perfekte lejlighed til at gøre sig nogle overvejelser om det nye år – blandt andet på baggrund af disse 10 spørgsmål.

Men i dag vil jeg, sammen med jer, se tilbage på mit 2017. Et noget mere stille år end mit 2016, hvilket indebar alt fra flytning til gymnasiestart – læs om det her og her.

Samtidig har 2017 også været det mest stormfulde år. Aldrig har jeg brudt så mange grænser – både de slags, som ikke skal brydes og de, som skal.

Jeg husker året med blandede følelser, men ærligt talt husker jeg næsten intet – så lad os komme i gang. Lad os spole gennem årets indlæg her på LMinside, vi nøjes dog med det første halvår i dag – resten kommer i morgen.


Året der gik #1 – 2017

Januar

Året startede som sagt ud med 10 overvejelser i forhold til det nye år, og den reflekterende tone fortsatte i guiden Find jeres passion.

Måneden var generelt fyldt med refleksioner og en øget selvrealisering, da jeg også åbnede op om følelsen af ikke at gøre en forskel.

Der var naturligvis også plads til hverdagsting som Ugen der gik #3 – gang i gymnasielivet, en opskrift på hjemmelavet McDonald’s – og naturligvis opskriften på crème brûlée i anledningen af julegaverne.

Februar

Refleksionerne fortsatte ind i februar med vigtige tanker om livets omveje, som i virkeligheden er de eneste rigtige. Når ja, så kom den indtil videre eneste test herinde også – testen af hvad ens håndskrift afslører.

Også i februar kom der en opskrift – naturligvis på fastelavnsboller i forbindelse med selvsamme tradition. Man kan vel godt sige året startede sødt ud.

Mange flere indlæg blev det ikke til, udover dette om vinterferien. Jeg tror, jeg vil prøve at gøre det til en fast ting i 2018, at skrive et Ugen der gik hver måned. I har jo efterspurgt flere hverdagsindlæg.

Marts

Meget apropos startede marts netop ud med Ugen der gik #4, og hverdagen fortsatte ind i indlægget om hvem og hvor jeg var i marts.

I det indlæg nævnte jeg prioritering som omdrejningspunktet for min tilværelse, og det blev også til dette indlæg om prioritering efterfulgt af 9 citater om det selvsamme.

Og som altid skulle I ikke snydes for et par opskrifter – først min go-to bulgursalat, og derefter på crème brûlée éclairs.

April

I februar genbrugte jeg idéen med 9 citater, denne gang efter at have skrevet om tabuet ensomhed. Jeg snuppede også idéen med Tøm Køleskabte-retter, da jeg præsenterede jer for disse farverige frikadeller.

Til forbrænding af dem anbefalede jeg at gå tur – eller jeg kom i hvert fald med 5 gode gå-grunde. En af gåturene endte på stranden til påskelørdag, som I i år fik i billeder.

Månedens første indlæg handlede dog om noget lidt andet – nemlig at feminisme ikke kun handler om kvinder,og at mænd også kønsdiskrimineres.

Maj

Maj startede som april også ud med et korrigerende indlæg, et lille surt opstød eller i hvert fald en opfordring til at være lidt sødere over for hinanden ude i den offentlige trafik.

Resten af måneden fik dog problemfrit, hvor der både var plads til nostalgisk at mindes min konfirmation og mit første gymnasieår.

Som altid var der også plads til en opskrift eller tre – mere nøjagtig til en opskrift på varme hveder, pavlova og en på endnu en pastaret.

Ikke at forglemme, at det var i maj jeg delte Bøger læst i 2017 januar-april – et projekt jeg først afsluttede her i december.

Juni

Første sommermåned, men sidste måned i dette indlæg bød også på en opskrift, en opskrift jeg altid finder frem ved uventet besøg – hurtig smuldredejstærte.

Et andet fællestræk med maj er nostalgien, da jeg i juni besøgte 5 steder, jeg husker fra min barndom – og tog billeder til jer naturligvis.

Releksionerne fra årets begyndelse afspejledes også i juni, da jeg skrev et indlæg med en lidt bedrevidende titel: Derfor er du ikke lykkelig, selvom du lever drømmelivet. Ikke desto mindre må jeg efter en genlæsning erkende, jeg havde ret – i hvert fald ifølge min erfaring.

Ikke alle julis indlæg var dog lige så tunge, da jeg i først fik luftet tankerne om blogskriveriet og til sidst fortalt om min uge der gik #5.


Det var så de et gensyn med det første halvår 2017 – jeg håber det var et glædeligt et for jeres vedkommende. I morgen bevæger vi os her på bloggen væk fra overskuddet og hen til disse sidste seks travle og pressede måneder.

Men lad mig lige sikre jer, at I får dette tak. Tak, for det første for at læse herned, for det andet for overhovedet at læse med, og til sidst for at være jer.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’