Det er tid

Der er ingen vej udenom. Jeg kommer ikke ud af det, før jeg kommer ud med det. Jeg har angst, og den forsøger at slå mig ihjel.


15/9 2018:Jeg bliver simpelthen nødt til snart at dele det her. Det er så stort, og det er ved at være tid. Jeg er ved at være klar, og det er på tide, jeg begynder at bruge denne kamp konstruktivt til at hjælpe andre.

13/9 2018:Det er godt nok svært. Hvordan skal man dog forklare det, når man ved, ingen nogensinde vil kunne forstå det fuldkomment. Det er så stort og voldsomt, og jeg tror slet ikke folk er klar over, hvor invaliderende, det kan være. Jeg tror faktisk slet ikke, folk er klar over, hvad ordet betyder, eller hvordan det rent faktisk er.

Så måske jeg burde fortælle, hvordan jeg har oplevet angsten, og hvad den har været for mig. For den vil aldrig være den samme for nogle – vi oplever den alle forskelligt ligesom med alt andet her i livet. Men der vil være fællesnævnere, og andre vil kunne genkende elementer fra min fortælling. Genkendelsen vil endda give dem noget positivt. De vil, såvel som jeg, opdage, at vi ikke er alene.


Da det var værst

Da det var allerværst, kunne jeg ikke engang åbne døren for min veninde eller tage telefonen, når min far ringede. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået få meter herfra og hyperventileret bag min hoveddør. Alle de dage, hvor jeg ikke har åbnet mit vindue, fordi ingen måtte høre mig. Alle de gange, hvor jeg ikke engang har kunne tænde lyset i min lejlighed.

Jeg har været så syg. Det kan jeg godt se nu. Og det holdte sig jo ikke bare ude blandt andre, selvom det var social angst. Den er der stadig hele tiden – selv i mit eget hjem. Jeg er konstant bevidst om min nabo, underbo og dem, som nu engang måtte gå forbi eller se lyset i mit vindue. Selv hjemme hos mine forældre, føler jeg hele tiden naboerne kan høre eller se mig.

Er det dumt? Ja. Er det rationelt? Nej, og det er netop sådan jeg vil adskille angst og almindelig frygt. Frygt er sundt og nødvendigt i nogle situationer, det er angst ikke. Angst er irrationelt, og vi kan godt se, at der logisk set ikke er grund til at frygte ufarlige situationer.

Det er netop, når angsten bevæger sig ind i situationer, hvor den ikke burde være, at det bliver et problem. Når angsten begynder at stå i vejen for, at man kan leve eller blot opretholde sit liv – når den forsøger at tage ens liv.

Ikke at måtte være

Det virker måske som om, jeg blæser angstens betydning op – får den til at lyde værre end den er. Det er ikke tilfældet, tværtimod har jeg indtil nu undervurderet den. I så mange år har jeg ikke vidst, at den var der – og jeg har ikke vidst, hvor stor kontrol den havde over mig og mit liv.

I skal forestille jer at leve ud fra den præmis, at I aldrig må blive set eller få opmærksomhed – heller ikke den positive. I må slet ikke eksistere i andres bevidsthed, faktisk ville det bare være bedst, hvis I slet ikke var. Det er de principper, jeg har skulle forsøge at leve op til, men som I nok kan fornemme, er der ikke meget liv over det.

Nu skal det ikke forstås som om, at dette er noget, jeg har været bevidst om. Det er nogle mønstre, der er fremtrædende, når nu jeg kigger tilbage. Alle mine angstanfald er kommet i situationer, hvor jeg er blevet låst fast og ikke har kunne finde nogen vej, angsten godkendte, uden om opmærksomheden.

Jeg kan ikke trække vejret

Går vi mange år tilbage, lang tid før jeg overhovedet kendte til begrebet angst, kan vi allerede finde eksempler på en type angstanfald, som længe plagede mig. Men vi spoler lige tiden lidt fremad til den dag, hvor jeg indså, at det ikke bare var tilfældig allergi men angst.


Rekonstruktion: Det er den 7. august 2016, og vi står i den bygning, hvor min tvillingesøster nu skal tilbringe sit kommende efterskoleår. Med ét stopper jeg med at trække vejret, jeg kan slet ikke trække vejret ind. Min storesøster kigger smågrinende på mig over, hvad der lød som starten på et host. Men jeg må ikke hoste. Det larmer. Folk vil lægge mærke til mig. Vi får øjenkontakt, jeg kan ikke sige noget, jeg har tårer i øjenene, jeg kan ikke holde facaden. Jeg kan ikke trække vejret. 

Rummet snurrer, jeg kan ikke holde balancen. Normalt skynder jeg mig ud af lokalet og finder noget vand. Men vi er midt på skolen, jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme væk. Jeg har ikke noget vand, og jeg får det varmere og varmere. Jeg begynder at ryste i takt med flere blikke bliver rettet mod mig. De skal bo sammen med min søster et år, nu har de set mig, og jeg kan ikke undgå dem. Jeg kan stadig ikke trække vejret. Min puls og blodets susen er alt jeg kan høre, da min familie følger mig ned i et tomt klasseværelse. Hvordan skal jeg kunne begynde i gymnasiet i morgen? Hvad nu hvis det her sker igen?


Og det gjorde det. Det var allerede sket så mange gange, at jeg ikke engang nåede at registrere, jeg skulle hoste. Jeg stoppede bare med at trække vejret. Så mange gange, at det var kutyme at holde vejret og gribe vandflasken, mens jeg prøvede diskret at storme ud af lokalet.  Sådan gjorde jeg, da vi i 8. klasse var i brobygning, og jeg har gjort det igen og igen lige siden.

Angsten for angsten

De sidste par år har jeg altid haft en vandflaske med til sociale arrangementer. Desværre kan man ikke vide sig sikker af den grund. Der er så mange steder, angsten bilder mig ind, man ikke må hoste, og der er lige så mange steder, den bilder mig ind, jeg ikke kan forlade.

Så jeg må altså hverken hoste eller rejste mig op og gå, hvad gør man så? Jo, man kunne jo holde vejret, hvilket gerne fører til angstanfald, som jo kun vækker mere opmærksomhed. En win/win-situation for angsten, der så kan gå og straffe dig for det bagefter.

Så det var sådan jeg nåede til den dag på efterskolen, hvor jeg ikke kunne trække vejret af, hvad der senere viste sig at være, knap så uforklarlige årsager. Og jeg har valgt dette eksempel ud, fordi det så fint viser, hvordan angsten for angsten opstår. En ekstra angst som i den grad indsnævrer ens livskvalitet, og som jeg i et seperat indlæg vil skrive mere om, hvordan jeg fik styr på.

Samtidig kunne den lille rekonstruktion forhåbentlig give jer et indblik i, hvilke kropslige fornemmelser og tanker, der eksempelvis fylder under angstanfald. Den allermest præcise beskrivelse, jeg endnu er kommet op med er overskriften på dette indlæg.

Angst er at drukne uden at dø!

Så mange små kampe

Og det værste er jo, at dette anfald ikke engang var så slemt igen. Jeg er blevet slået i gulvet herhjemme, fordi jeg besluttede at åbne døren for en veninde i tyve sekunder, selvom angsten raserede.

Jeg har siddet låst fast i hjørnet af et soveværelse i sommerhuset, uden at kunne rykke mig, tage overtøjet af, få mine fingre til at slippe halstørklædet eller kalde på mine venner, jeg kunne høre på den anden side af døren. Uden at kunne trække vejret. Og ja, nu nævner jeg kun de værste anfald. Men de er jo ikke engang problemet, dem ville jeg godt kunne leve med.

Det er det at skulle gennem alle de små kampe, der er så nedslidende. At rykke på stolen, gå ned med vasketøj, gå ud af døren, skrive en besked, handle ind, tage færgen, køre bil, blogge. I kan nok se, en dag kan nå at byde på mange kampe.


23/4 2018 Det er lidt svært, når hver dag er en kamp. Sådan vil det selvfølgelig altid være, men når hver dag består af så mange små kampe. For det gør de nu. Det er bare en lang række kampe – en lang kamp. Når alle de små ting skal være sådan en udfordring, bliver jeg så træt.

30/8 2018: Det at have angst vil sige konstant at være i en trædemølle. Ved hvert eneste valg skal jeg hele vejen igennem diskussionen om og om igen. Fordi angsten prøver at overbevise mig om, at jeg ikke må få noget som helst opmærksomhed. Så hver gang kommer den med alle dens argumenter og beviser for, hvorfor jeg skal lade være.


En diagnose og et hvorfor

Det spørgsmål, de fleste udenforstående stiller, må nok være hvorfor. “Hvorfor gør du det ikke bare alligevel? Hvorfor må du ikke hoste? Hvorfor må du ikke få opmærksomhed? Hvorfor tror du det? Det passer jo ikke.” Og I har fulstændig ret, alle de ting angsten bilder os ind passer ikke. Det er bare så sindsygt svært at tro på, den argumenterer nemlig ret godt.

Spørgsmålet hvorfor er svært at besvare, så det vil jeg gøre en anden gang. Angst er jo utrolig kompliceret, indviklet og svært at gennemskue – men efter halvandet år med forskellige psykologer begynder jeg at have et par formodninger, om hvad den kommer af. For ja, dette indlæg har været meget længe ventet.

For snart et år siden delte jeg indlægget “Jeg fortalte jer kun den halve sandhed“, som ligesom introducerede dette og tidligere indlæg. Der skulle dog gå endnu et halvt år, før jeg løftede sløret for mine depressive perioder – som jeg et par måneder senere lavede en opfølger til her.

De perioder førte også til en tur ind forbi Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, og som jeg afsluttede dette indlæg med diagnosticerede de mig ikke med klinisk depression. Og det er så meget de faste læsere har vidst – indtil i dag. Nu kan jeg nemlig fortælle, at jeg fik en blandet angst-depressiv diagnose, og at jeg personligt tror det depressive var en måde at kunne leve med angsten.

Den bedste vaccine

For som I forhåbentligt har fået et indblik i i dette indlæg, er angst faktisk virkelig invaliderende. Det er komplekst, altovertagende men alligevel usynligt. Ingen kendte, og kun meget få kender, til min angst – indtil nu.

Det er nemlig på tide, vi snakker om det – at vi italesætter en sygdom, som så mange kæmper med. For det er en sygdom, og noget siger mig den bedste vaccine er at tale om den. Angst vil altid være en udfordring, men den bliver lettere at bære, hvis vi som ramte kan tale åbent om den. Det er bestemt ikke de pårørende, der forhindrer det, men måske nærmere for frygten for, at de ikke forstår.

Så jeg håber, I pårørende gennem min historie har fået et indblik i, hvordan angst kan opleves. Og allervigtigst at I andre, der måtte sidde og kæmpe med angst, ved, at I ikke er alene.

Dette meget lange indlæg er desværre ikke helt fyldestgørende, så der vil komme en del flere – som jeg lover bliver mindre flyvske. Husk at følg LMinside på facebook, Instagram, Snapchat eller Bloglovin’, hvis I ikke vil gå glip af dem.

Fremgang

For eksempel har jeg slet ikke nået at nævne, at jeg i løbet af 3.G for første gang var af sted uden vandflaske. Og mest utroligt af alt, at jeg for en måned siden tænkte: “Hov, jeg kæmper slet ikke lige nu. Hvor er angsten?

Hvordan jeg nåede dertil, må I vente med at høre om til en anden gang. Men det går faktisk bedre, og jeg begynder sågar at gennemskue angsten lidt – hvilket jeg allerede har brugt i samarbejde med nogle psykologer fra kommunen og forhåbentlig kan bruge herinde.

Så jeg håber, I fortsat vil læse med. Ikke fordi min historie er vigtig, men fordi det at snakke om angst er så uendeligt vigtigt.
Af hjertet tak for at have læst hele vejen ned, og må I aldrig føle, at I drukner!

Don’t assume I’m weak because I’ve panic attacks.
You’ll never know the amount of strength it takes to face the world every day.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’