hverdagen som au pair

IKKE INSTAGRAM

I sidste omgang boganmeldelser kunne I nok se, at jeg fik læst mange bøger i september, hvorfor det er naturligt at antage, jeg har meget (fri-)tid som au pair her i Frankrig; at jeg lige passer børnene lidt en gang imellem, og ellers bare sidder med en bog og en croissant inden på en fortovscafé i Paris. Det er dog ikke tilfældet.

Instagram ser I godt nok hver weekend i stories, hvordan jeg rigtig er ude at opleve Paris og leve det franske liv. Men livet er jo sjældent som på Instagram, hvilket jeg så gang på gang forsøger at vise jer herinde.

Jeg har fortalt om skylden og skammen over at rejse væk, om savnet til og længslen efter hjem, og jeg har delt, hvordan det at rejse ud tydeliggør ens egne uhensigtsmæssige mønstre. I sidstnævnte indlæg delte jeg en håndfuld dagbogscitater – blandt andet dette:

STRESSSYMPTOMER

15/9 2019: “Jeg skrev om, hvordan samfundet dannede den perfekte ramme om min studenterstress. Måske var jeg for hurtig til at skyde skylden på samfundet.

Da åndenøden ramte mig for anden dag i træk i denne uge, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke er uskyldig. Jeg indgår i en anden sammenhæng og i et andet samfund hernede, alligevel blev jeg ramt af præcis de samme stresssymptomer.

Så er det, at jeg skal til at kigge indad, selvom vi skal skære ned for den praksis. Når sådan et problem gentager sig, begynder der at danne sig et mønster. Og når jeg er den eneste variabel i ligningen, der ikke er ændret, må mønstret være mit.

Det er mig, der tager nogle valg, der lader mig kæmpe samme kamp om og om igen. Oftest sker det dog ubevidst, hvorfor det først er på “fjumreårenes dannelsesrejser”, at man opdager dem, og derved ikke finder men opdager sig selv. Man opdager at de gamle mønstre stadig er svære at bryde. “

Som det kommer til udtryk her og i flere andre citater, lå flere stresssymptomer hele tiden og lurede i september. Nogle gange slog de ned – selvfølgelig med fuld kraft på samme tid. Det har ført til andre tilbagefald, som jeg vil skrive om en anden dag.

UFORUDSLIGELIGE HVERDAG

I dag gaber jeg allerede over lidt for meget, og samtidig ingenting. Vil I læse nogle slagkraftige indlæg med god sammenhæng, så spring videre til dem fra august og september. I dag vil jeg nemlig blot fortælle lidt om hverdagen som au pair; og om hvordan den kan danne rammen for mange ubehagelige følelser også.

Det er en fantatisk mulighed, og jeg har grebet den. Jeg nyder virkelig at være her, jeg oplever så meget, og jeg lærer så meget af at bo i denne inspirerende familie. At jeg så alligevel så september gennem tunnelsyn og indåndede luften desperat, kræver det nok en beskrivelse af min hverdag at forstå.

En vidunderlig hverdag, bestemt. Delelementerne holder jeg meget af og nyder hver for sig – sammenlagt kan det dog godt blive for meget. Særligt har jeg været udfordret af den manglende struktur, fordi dagene, ugerne og derfor også mine arbejdstider er virkelig uforudsigelige i en børnefamilie.

Intet kan rigtig planlægges. Det er i hvert fald svært at overholde planerne, når børnene lige pludselig bliver syge og så videre. I september begyndte vi alle på hverdagen, så den har dog på arbejdsfronten været langt mere struktureret og fri end i de to første måneder, hvor jeg nærmest arbejdede i døgndrift.

Og ja, det er at arbejde. Det har flere af os au pairs i småbørnsfamilier brug for at kalde det, fordi vi bliver nødt til at skelne. Når man bor sammen med familien, kan det være rigtigt svært, da grænserne er flydende. Men hvis ikke vi i det mindste italesætter det forskelligt, har vi jo aldrig fri.

Jeg kører i ring – lad os kommer videre. Lad os se lidt på, hvordan en typisk hverdag ser ud her hos mig, selvom ingen af dem er ens. Pigen er kun i vuggestue tre dage i ugen, hvor nedenstående derfor passer. Er faren væk, arbejder jeg mere, men samtidig er moren stort set altid her også med den treårige lillebror, så vi hjælpes ad.

hverdagen som au pair

MORGEN

Er faren på forretningsrejse, begynder jeg min morgen med at gøre mig meget hurtig klar, fordi det er for tidligt til at stå op i god tid. Jeg skal nemlig i det tilfælde vække den fem-årige dreng og gøre ham klar til børnehave, så jeg kan følge ham til skolebussen ved halv otte-tiden.

Normalt er det faren, der står for den del, så jeg kommer ned, når de går til bussen, og så hjælper jeg med at gøre pigen klar. Dog er det allerførste, og fuldstændigt frivillige, punkt på min dagsorden at tømme opvaskemaskinen.

Lidt over otte cykler jeg pigen på to op til vuggestuen, hvilket er 15-20 minutters frisk luft hver vej. Derfor nyder jeg faktisk denne tur, da den starter morgenen godt ud. Og jeg for sagt “Bonjour!” til en masse franskmænd, der jo ikke kan stå for en lille lyshåret, oftest syngende, pige i en cykelvogn.

Som au pair kan man dog også godt stå lidt i klemme i nogle situationer, fordi det er på forældrenes præmisser. Derfor kom vi stort set lidt for sent i vuggestue hele september, hvilket nok var med til at trigge min angst og ødelægge nogle morgener.

I den første efterårsmåned var jeg altså først hjemme igen og børnefri klokken 9-9:30, hvorfor jeg kun havde en lille time, da jeg skulle ud af døren cirka 10:10. I den tid passer jeg også ofte de to yngste, mens moren tager et bad.

MIDDAG

Nogle dage tager jeg stadig toget 10:20 sammen med en tysk/tjekkisk veninde, der også er au pair her i byen. Med toget er der kun et kvarter indtil La Dèfense, hvor min skole ligger – så jeg har nydt mange solskinsmorgener på triumfbuen tegnet af en dansker.

På disse gråvejrsdage tager vi dog ofte toget et kvarter senere, så vi ikke skal vente så længe. Jeg har undervisning uden pause fra klokken 11 til 13 fire dage i ugen – heldigvis er det supergod og varieret undervisning, så det går.

Lærerinden går dog altid over tid, hvorfor jeg tidligst kan nå et tog hjem halv to. Jeg bliver også nogle gange inde i området og spiser frokost, men selv hvis jeg tager toget med det samme, er jeg først hjemme lidt i to.

I september skulle jeg hente børnene fra klokken tre af, så der havde jeg kun en times fri, hvori jeg også skulle nå at spise frokost og lave lektier. Derfor kan I måske se nu, at det ikke er meget fritid, man har som au pair med mit sprogkursus i løbet af dagen.

Nu har vi dog aftalt, at jeg henter den ældste dreng ved busstoppestedet, og så er han med i cyklen, når jeg kører op og henter pigen. Den manøvre tager næsten en times tid, fra jeg cykler hjemmefra halv fire.

AFTEN

Pludselig er det altså ikke så mange timer, jeg skal have til at gå med børnene, da vi  først er hjemme halv fem tre dage i ugen. Så skal der jo lige vaskes hænder, pakkes ud, spises goûter (eftermiddagsmad), og så er der ikke meget aktiv leg med dem, før jeg hjælper med aftensmaden, og de ser fjernsyn.

En gang imellem er der legekammerater på besøg, eller de er på besøg hos dem. Andre gange tager vi på legeplads – i sommers krævede det meget at give børnene mulighed for at få afløb for deres energi. Nu er de to ældste egentlig bare så trætte efter en dag i institution, at de helst vil slappe af og lege stille herhjemme.

Hverdagen er altså langt mere overskuelig nu. Faren er tidligt hjemme i forhold til de franske standarder, så vi spiser typisk aftensmad omkring klokken halv otte, og derefter har jeg fri. Er faren rejst putter jeg dog børnene, eller jeg bærer rundt på babyen, imens moren putter de store.

Af en fransk au pair har jeg altså ret tidligt fri – der er lige et par timer her om aftenen til mig selv. Sagen er dog den, at jeg med ovenstående program typisk er så træt om aftenen, at jeg ikke kan producere noget.

hverdagen som au pair

PRIORITERING

Det er dejligt endelig at kunne falde tidligt i søvn. Men hold nu op, hvor savner jeg også at skrive, læse og arbejde på mine egne projekter. Det sker stort set kun i weekenden – og kun hvis jeg tager en hjemmedag søndag.

På den anden side skal jeg jo udnytte at bo lige ved Paris, så jeg er altid på weekendture. I dag er det søndag, og jeg har haft ting at gøre herhjemme, og regnen tillod mig kun halvanden times frisk luft i nabolaget. De sidste mange weekender har jeg været afsted hele weekenden, og jeg har derfor ikke rigtig fået ladet op eller stresset af.

Det er mit valg, min prioritering, et langt stykke hen ad vejen. Jeg siger det selv om og om igen her: Det hele handler om prioritering. Jeg ved det godt. Problemet har nok været distancen mellem min forventninger og realiteten.

Jeg troede, jeg ville have mere tid og energi til at skrive, og hvad jeg ellers er passioneret omkring end i gymnasiet. Det er løgn at sige, jeg ikke kan finde tiden, for det handler om at tage den. Netop det har jeg ikke set som en mulighed, da jeg jo har et ansvar for at passe børnene og tildels også skolen hernede.

TILBAGEFALD

11/9 2019: “Jeg har en time. Jeg skal finde ud af, hvad jeg kan gøre lige nu. Jeg kan skrive. Totalt mentalt meltdown, breakdown, touch down. Måske netop fordi jeg ikke kan skrive.

Det er nu jeg skal være opmærksom, nu jeg skal vise, at jeg har lært af mine fejl, at jeg godt kan tage vare på mig selv. Det her er min prøve, og på en eller anden måde går det ikke så godt. Ellers var jeg ikke kommet helt herud. Det er så dumt.

Jeg har fri i dag, der er netop ingen grund til at være stresset, men alligevel er jeg på kanten; på vej ud over den. Tårer, der presser sig på men ikke løber, for så ville min krop give slip på alt presset og alle spændingerne.

Jeg har mærket det hele tiden; at stressens efterdønninger stadig sidder i mig. Jeg nåede aldrig tilbage til point zero. Jeg troede, at jeg var på vej, men det var måske i den forkerte retning..?”

Løsningen har for mig været at forstå og acceptere mine prioriteter hernede. At finde ro i, at jeg ikke dyrker det med at udtrykke mig så meget, fordi jeg i stedet for prioriterer at komme ud i den franske kultur og få en masse indtryk.

VORES VALG

Samtidig indså jeg også, at jeg ikke kunne klage over ikke at have tid til de ting, jeg ville – for hvis jeg ville dem, ville jeg tage mig tiden. I starten af måneden satte jeg mig derfor ned og så på:

  • Hvad er det for nogle ting, jeg savner at gøre, og som jeg forbinder med fritid?
  • Hvad er det for nogle bagvedliggende ting, der giver mig glæde?
  • Hvordan kan jeg gøre de ting i små portioner, så jeg kan passe dem ind i mine små huller i hverdagen?

For eksempel kan jeg jo godt lide at skrive herinde. Det får mig i flow, jeg er fordybet, det føles meningsfuldt og så videre, men det tager altså også pokkers lang tid. Det kræver, at jeg er en smule skarpt mentalt, frisk i fingrene og at jeg kan skrive forholdsvist uafbrudt i mindst en time.

Ovenstående kan man sjældent som au pair. Til gengæld kan alle mennesker altid skrive lidt, bare ganske kort. Så på den habit tracker, jeg tegnede i min kalender, ville jeg blot opbygge vanen at skrive en smule hver dag. Intet vigtigt, ind imellem bare stikord for eksempel om stressymptomer, andre gange dybe dagbogstankerækker, som I ser konklusionerne af herinde.

Derudover forsøgte jeg at opbygge nogle andre gode vaner, som jeg har skrevet er vejen frem, i et gammelt indlæg med link til en habit tracker her. Det var helt basale ting som at huske mit D-vitamintilskud og lave lektier.

LIDT ER NOK

Og så var det små selvomsorgsting, som ville få mig til at huske at passe på mig selv og dyrke mine interesser. For eksempel brugte jeg vejrtrækningsappen Oak tre gange dagligt hele september, og hver morgen startede jeg ud med at læse en side i en stoisk bog, I først for anmeldelsen af om et år.

Læsning var også noget, jeg skulle gøre hver dag, hvilket virkelig gave mig skubbet til at bruge de små pauser og ventetiden i løbet af dagen på at nå igennem en masse bøger. Alt dette var dog kun muligt, fordi et andet mål og var kun at bruge Instagram 15 minutter dagligt.

Hold nu op, en forskel det valg gjorde. Der er mange små perioders ventetid på en dag, hvor man ikke kan gå i gang med noget rigtigt. Det er så nemt lige at tjekke Instagram, når man vågner, ikke kan sove, venter på bussen, sidder i toget og så videre.

Sammenlagt bliver det til virkelig mange minutter, som jeg kan mærke er givet bedre ud ved at læse, skrive eller simpelthen bare tække vejret og være lidt i mig selv.

Netop i dag, da jeg gik i regnen i halvanden time, følte jeg, at jeg er ved at finde tilbage til mig selv. Der var noget inde i mig, der sagde klik, da jeg var i Danmark sidst. Jeg begynder igen at komme ovenpå. Jeg har for eksempel igen lysten og modet til at læse op af LUFTBOBLER foran et publikum ved denne begivenhed.

hverdagen som au pair

DÅRLIG SAMVITTIGHED

Den har nok egentlig været helt gal, selvom jeg samtidig har et dejligt liv her i Frankrig. Dårlig samvittighed har været min grundfølelse i mange uger, indtil jeg så havet igen.

Jeg har haft dårlig samvittighed over at være rejst væk, som skrevet her; over ikke at være der for dem derhjemme. Men jeg har også haft dårlig samvittighed over at være her; over at have stjålet denne fantastiske mulighed fra nogle andre.

Jeg får dårlig samvittighed, over hvor meget børnene har knyttet sig til mig og over at rejse fra familien her. Jeg får dårlig samvittighed over at være sammen med de andre au pairs og spilde deres tid, de kunne bruge på at lave venskaber med de au pairs, der bliver her lige så længe som dem. Men jeg får også dårlig samvittighed over at skubbe dem væk.

Og endeligt får jeg dårlig samvittighed, over at jeg har dårlig samvittighed. Det kan jeg da ikke tiladde mig, og det er i øvrigt også helt irrationelt – det ved jeg godt. Egentlig er det nok bare angsten, der har kamoufleret sig og angriber lige så stille i stedet for igennem voldsomme anfald.

RUM

Lad os gemme den snak til en anden dag. Jeg håber nemlig, at I har forstået min pointe nu. At I har set, at alt ikke er som på Instagram – eller det er i hvert fald ikke kun ren lykke. Livet rummer alle følelser, så det må vi også lære.

Derfor har jeg ikke brug for nogen medlidenhed; nogle der siger, at der ikke er grund til dårlig samvittighed, at jeg skal passe på mig selv, hvis jeg er stresset. For jeg rummer de ting. Jeg rummer, at det voldsomme savn er en del af denne rejse, og derfor ødelægger den det ikke.

Ja, september var en lang måned, men jeg tog en dag og derefter en uge ad gangen, og jeg greb alle de muligheder, jeg kunne. Jeg fortryder ikke noget, for jeg har valgt at prioritere sådan her.

11/9 2019: “Det er vane for mig at prioritere skole først, men det er ikke nødvendigvis det optimale for mig hernede. Det er ikke formålet, for hvorfor er jeg her? Jeg er her for at leve i Frankrig, og det bør være førsteprioriteten. […] Min pligt er at opleve Frankrig, passe mit job, og jeg må også gerne møde nyde mennesker.

TAKNEMMELIGHED

Når jeg kommer hjem fra Danmark i starten af november, er der kun seks uger tilbage, før Danmark igen bliver mit hjem. Det er trist at tænke på, selvom jeg på den anden side ikke kan vente. Men det får mig virkelig til at værdsætte den sidste tid her.

I nogen menneskers ører, lyder det måske ikke sådan, fordi vi er blevet bildt ind, at der er gode og dårlige følelser, men jeg har det virkelig godt her. Sandheden er, at alle følelser kan føre til smerte, så vi kan lige så godt øve os i at bære den.

Hele tiden ligger de ovenstående følelser og nager, men den altoverskyggende følelse er dog taknemmelighed. Jeg er meget taknemmelig for min rejse med alt, hvad den indebærer, og jeg håber, at I er det samme!

Du skal ikke forveksle det vigtige med det, der betyder noget.

– Lori Spielmann, “Min mor plejede at sige

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’