Jeg har netop set en tale på Facebook, holdt af en af de mest inspirerende kvinder i mit liv ved hendes bogudgivelse på Ærø, som jeg for øvrigt nævnte i et facebookopslag og mit julegavehaul.

Bogen anmelder jeg snart, men den tilhørende tale var lige, hvad jeg manglede til dette indlæg. Et indlæg om, hvordan og hvorfor vi mon vælger at tage vores barndomsby med os videre.

Barndommen sætter naturligvis fysiske og psykiske spor i os og vores liv, men jeg har længe lagt mærke til, hvordan vi også selv vælger at trække den med ind i vores fremtidige liv – eller i hvert fald hvordan jeg gør det.

Det er ikke så underligt i sig selv, men det undrer mig, at det i så høj grad er barndomsøen, jeg har valgt at tage med. Hver gang jeg har mine venner fra gymnasieklassen med herhjemme, undrer de sig over, at der er ærøting over det hele – for det er der.

Plakater, magneter stofnet, krukker og sågar noget mad er her på kollegieværelset mærket med Ærø. Ikke så underligt taget i betragtning, at jeg er ærøbo helt ind i hjertet.

Som I kan fornemme i dette og dette indlæg er der også kun grund til at være det, og det er ikke specielt mærkværdigt. Men er det ikke lidt underligt, at jeg på den måde har ærøting på næsten hver af mine få kvadratmeter?

Hvorfor har jeg som de andre unge ærøboere, valgt at synliggøre Ærø fysisk i min indretning? Mine fotoalbum og scrapbøger ligger hjemme hos mine forældre, i stedet for er det Ærø jeg har taget med og ser, hver gang jeg åbner øjnene.

Jeg tror svaret findes i den første opgave, jeg afleverede i gymnasiet – en selvbiografi:

“Selvom det er i det hus, jeg har boet, er det ikke kun det, som er mit hjem. Hele øen er mit hjem; huset, haven, gaderne, strandene, skovene, skolen og ikke mindst menneskene er mit hjem. Ens hjem er der, hvor hjertet er, og mit hjerte er ikke i det gamle hus alene, mit hjerte er i hele øen, eller rettere sagt er hele øen i mit hjerte. Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at vokse op på Ærø, for havde jeg ikke det, var jeg aldrig blevet til den, jeg er i dag.”

Anne siger det også selv i den førstnævnte tale:

“Og jeg har også to mødre. Den ene hedder “mor”, den anden hedder “Marstal”, fordi Marstal har jo også opdraget mig, ligesom den har opdraget andre børn.”

Det er nok ikke et svar, men jeg synes den stærke tilknytning til barndommens rammer er interessant. Det er sjovt at vi ærøboere i så høj grad bygger vores identitet på det at være fra Ærø – særligt sammenlignet med dem her fra fastlandet.

De stiller sig ganske uforstående over for netop det. Hvorfor siger vi altid, at vi er fra Ærø, når vi ikke har boet der i flere år? Hvorfor er vi så stolte og patriotiske, også os, som ikke engang planlægger at flytte tilbage?

Jeg har ikke kunne komme nærmere svaret, end at det må være, fordi at det som sagt var Ærø, der var rammen for vores barndomme.

Den tryghed i øens fysiske rammer og sociale fællesskab må være den, jeg har taget med i form af tingene på billederne i dette indlæg.

Men det er måske blot ordet fællesskab, der er svaret. Som jeg så talen, lagde jeg mærke til, hvordan det er som, der er et fælles sprog, en fælles verden og humor.

Et fællesskab og sammenhold, som er og gennem tiden har været nødvendigt for en ø uden bro. Ikke kun giver det ærøboere et fælles udgangspunkt og en fælles historie, men det skaber også et stort fællesskab.

Man er så afhængige af hinanden, og som en lille ø, der kaldes en del af udkantsdanmark, er man afhængig af at stå sammen. Jeg var jo selv til en fredelig demonstration, da nogle politikere syntes Ærø kunne nøjes med en ambulance – hvilket jeg selvfølgelig her var og stadig er uenig i.

Men gennem tidens kampe er der blevet skabt et os og et dem. Når der kommer en trussel udefra, vil det automatisk skabe et fællesskab som modreaktion – hvilket jeg skrev om her i forbindelse med et forsinket tog.

Mine venner og jeg bruger konsekvent begrebet fastlandsboere i mangel på bedre, for der er bare brug for at kunne skelne mellem det os og det dem. Særligt når nu vi selv bor herpå fastlandet.

Mon ikke det derfor vi tager Ærø med i vores indretning og identitet? Fordi at man så altid er en del af et fælleskab, fra en tryg hjemstavn med en fælles historie?

Det kan godt være, vi er for stolte. Jeg synes dog kun, det er på plads at være stolt af og taknemmelig for at komme fra et sted, som man frivilligt bærer med sig resten af livet.

Hvis I har det på samme måde med Ærø eller jeres barndomsby, har I så en idé om hvorfor?

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’