Juli

Mød din angst – og lev dit liv værdifuldt – Heidi Strandberg Andreasen

Det kommer måske lidt ud af det blå, at jeg har læst en bog om angst, men faktisk var forfatteren den første terapeut, jeg mødte på hele denne tur gennem systemet – hun er utrolig dygtig.

Desværre passede bogen dog ikke lige til mig, men jeg tror faktisk i højere grad det handler om timing. Da jeg i juli læste den, var jeg ikke villig til at lave øvelserne i den – måske var jeg bange for skulle være uden angsten.

Den angst, som jeg aldrig har nævnt for jer herinde, og som det bestemt ikke var mening skulle afsløres på denne måde. Snart tror jeg, jeg er klar til at fortælle om den efter to år.

Det går nemlig bedre, og selvom jeg ikke brugte bogen i juli, er det faktisk en metode fra den, der gør, jeg i dag går til gymnastik igen. Så den kan anbefales – også blot til pårørende, der vil have lidt indsigt i angstens mekanismer.

Lyset i havet – M.L. Stedman

Denne fine bog med den smukke titel havde jeg med mig på sommerens strand- og sejlture. Kan I komme i tanke om en, der passer bedre til sommerlæsning i solskinnet? Jeg kan ikke.

Bogens indre var ligeså smukt som dens ydre. Det var den fineste og mest forfærdelige historie på sammme tid.  Jeg var helt vild med starten af den, der blot beskriver ensomheden på en ø, da det var en dejlig kontrast til vores travle liv. Og på mange måder passende, når nu jeg var taget til Ærø for at holde en rolig ferie.

Resten af historien havde også en unik ærlighed over sig, som gjorde den meget medrivende. Dog forstyrrede det mig, at dialogen var skrevet i, hvad jeg går ud fra var, et forsøg på at oversætte den australske accent.

Solstål – Mike McCormack

En hel bog uden et eneste punktum. Lyder det ulæseligt? Det er det måske, men ikke desto mindre, har Mike McCormack skrevet netop det. En hel bog uden et eneste punktum – ikke engang på sidste side.

Det kræver naturligvis, at man er en rutineret læser, men faktisk kunne jeg rigtig godt lide det. Jeg er utrolig utålmodig i visse tilfælde, og kan blive så irriteret i bøger med korte sætninger, der tvinger en til at sætte farten ned.

Denne fortælling var en lang sætning, og det understøttede virkelig, at det var hovedpersonens tankestrøm. Man følger hans tankestrøm, helt som den er – hvilket også vil sige, man slipper for at høre på sin egen.

Som altid blev jeg fanget af den poetiske titel, og heldigvis var der også et poetisk element i fortællingen. Den er nemlig forholdsvis kedelig, men jeg synes, der er noget fint ved, at den handler om, hvordan ting bygges op og falder fra hinanden.

August

Alkymisten – Paul Coelho

Efter at have læst Den Lille Prins i maj, tænkte jeg, det var på tide at give denne klassiker en chance til. Jeg fik den i konfirmationsgave, men dengang var den lidt svær at forstå – jeg kan godt se nu, den kræver lidt viden om alt fra geografi til alkymi.

Denne gang var det heldigvis ikke et problem at forstå hverken det konkrete eller abstrakte plan. Nu er min bog fyldt med notater i margenen, og jeg er spændt på at se, om jeg finder frem til de samme budskaber om at følge sine drømme senere i livet.

Alkymisten rummer nemlig nogle vigtige og fine budskaber, men den kan på ingen måde måle sig med Den Lille Prins. Så hvis I kun skal læse en af den type bøger i jeres liv, så vil jeg anbefale Den Lille Prins

September

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø – Tove Ditlevsen

Jeg har efterhånden læst flere nyudgivne digtsamlinger, så nu var det på tide, at jeg også fik læst nogle mere klassiske. Jeg læste dette udpluk af Tove Ditlevsens værker, og som altid med samlinger, svingede det meget fra digt til digt, hvad jeg syntes om dem.

Umiddelbart var Tove Ditlevsens stil ikke lige mig – indholdet var for konkret og pessimistisk. I andre digte udfoldede hun dog sproget på allerfineste vis, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der er en grund til, hun anses for værende en af Danmarks største digtere.

Milk and honey – Rupi Kaur

Fra en af Danmarks største digtere bevægede jeg mig videre til en af de største på nuværende tidspunkt – den unge Rupi Kaur. Det er en så anderledes genre, og de små tekststykker og sætninger var bogen igennem akkompagneret af simple stregtegninger.

Rupi Kaur har en helt utrolig evne til at skære tingene ind til benet, og med tre ord ramme så præcist. Samtidig behandler hun vigtige emner, dog var det kun to af de fire i denne bog, der rigtigt fangede mig.

Tæl til Tina – Tina Dickow

Denne selvbiografi har jeg glædet mig usandsynligt meget til lige siden, jeg så “Indefra med Anders Agger – Tina Dickow” – som desuden var en af mine 9 favoritter fra 2017.

Tæl til Tina levede ikke bare op til forventningerne, den overraskede også meget. Tina Dickows ydmyge og introverte forbindelse til naturen, omverden og sig selv fangede mig for længe siden, men i bogen oplever man også en anden side af hende. Den Tina Dickow, der på godt og ondt har kæmpet sig til en utrolig karriere.

Selvbiografien er så ærlig, og skrevet i et helt bramfri sprog helt nede på jorden med den danske humor, som vi normalt kun oplever uden for bøgernes verden. Det er meget inspirerende, hvordan hun simpelthen tager magten over og fortæller sin egen historie.

Jeg er ikke død – Sarah Moore Fitzgerald

Igen fangede en titel min opmærksomhed. Jeg synes, det er så interessant at se, hvordan selvmord bliver fremstillet i kunsten  – og ikke mindst i en ungdomsbog som denne.

I og med det var en ungdomsbog, kunne jeg godt mærke, jeg lige var en håndfuld år for gammel. Hvorfor skal bøger til teenagere være så clichéfyldte? Måske fordi clichéerne virker, jeg blev i hvert fald fanget af historien, omend den var lidt for karikeret.


Det var denne omgang bøger, og det er da blevet til en god håndfuld. Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at jeg den ene måned ikke engang nåede at læse 200 sider, når jeg måneden efter nåede fire bøger, hvoraf den ene alene var på 344 sider. Svinger jeres antal læste bøger lige så voldsomt?

Jeg kan også se, jeg skal tage mig sammen, hvis jeg overhovedet skal nå at blive færdig med en bog her i oktober. Til gengæld havde jeg fire nye bøger med hjem i kufferten fra London i forgårs. Vil I vide hvilke, så husk at læs med, når jeg udgiver næste omgang boganmeldelser.
Hvilken bog læser I lige nu?

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’