Meget er forandret i denne tid, en ting er dog den samme; nemlig at tiden trods alt stadig går, og pludselig er en ny måned gået. Og for mit vedkommende er nye sider læst, selvom jeg ikke troede, at jeg nåede at læse under de sidste par måneders karantæne, sygdom og det, der var værre.

Tænk, at jeg, da jeg læste disse bøger, ikke anede, at samfundet ville lukke helt ned. Men mange af dem handler netop om samfundet og var i isolationen min adgang til det. Mon ikke I også kan have brug for at komme i kontakt med det igen? Og måske ændre det, når vi genåbner?

FEBRUAR

Til min søster – Dy Plambeck

Jeg må ærligt indrømme, at denne bog ikke står så skarpt i hukommelsen. Hvilket jo er tegn på, at den desværre ikke gjorde så stærkt indtryk, og forklarer denne helt subjektive vurdering.

Til gengæld står bogens start meget klart i min hukommelse, hvor forfatterinden beskriver en fødsel på vildeste vis. Og jeg husker, at det er det indtryk, romanen trods alt har efterladt; at den var rå, barsk og derfor smuk.

Volden er et dyr, der stikker sine lange arme ind i dig og rykker rundt på alt i dig.

Uanset, hvad jeg synes, er denne roman vigtig; netop fordi den er så langt fra den verden og virkelighed, jeg normalt beskæftiger mig med. Ligesom jeg skrev her, at På sit yderste var, er Til min søster en fortælling om de liv, vi ikke ser.

En vigtig fortælling, som kommer til sin ret i Dy Plambecks hænder. Dens placering på bestseller-listen er bestemt forståelig emnet og sproget taget i betragtning. Det kan min manglende interesse i den type bøger ikke ændre på.

Ærø – Sømænd, frihed og velsmag –Kristina Skytte Glue og Bjørg Dalheim

Nu virker min oprindelige anmeldelse af denne smukke fortælling- og fotobog næsten lidt komisk. For bogen er på sin vis en samling fortællinger om mennesker, der tør at følge deres drømme, hvilket ironisk nok førere til et mere simpelt samfund og måske endda liv.

Lige netop det er en udvikling, jeg ønsker at se i resten af landet. Jeg tror, at vi har brug for at høre livshistorier, der kan give os åbenbaringen, at der rent faktisk er et alternativ til hamsterhjulet. Men det er vi alle jo pludselig blevet tvunget til at indse og afprøve – hvilket jeg har samlet inspiration til her.

Men måske netop på grund af landets nuværende situation, er der andet end underholdning og smukke billeder i bogen om Ærø. Der er også håb, fordi den viser, at vi faktisk godt kan klare os som små samfund.

Da smitten spredte sig verden over, blev det pludselig tydeligt, hvor globaliserede vi er. Nu er grænserne lukkede, og ingen samfund ligner sig selv. Vi står alle som individer og samfundsborgere over for udfordringer, og derfor er det nu, vi har brug for sammenholdet.

Der er ikke nogen, der lige kommer og laver det. Hvis ikke vi laver det selv, så sker der ikke noget.

Jeg beskrev selv i sidste indlæg, hvordan jeg ser fællesskaber blomstre op og mennesker tage handling. Hvorfor? Fordi vi er nødt til det. Og det er netop den mentalitet, der hersker her på øen, og som bogen vidner om.

Side efter side berettes der om mennesker, der ikke engang har tal på, hvor mange foreninger og lignende, de er med i. Jeg er vokset op i et sådan samfund, så jeg har set den styrke der ligger i at føle et medansvar. At handle på sine idéer og følge sine drømme, for hvem skulle ellers gøre det?

Det sørgende dyr – Svend Brinkmann

Brinkmann er efterhånden fast inventar iblandt boganmeldelserne. I dag handler det om romanen Det sørgende dyr, som dog skiller sig noget ud fra de tidligere anmeldte bøger fra forfatterens hånd.

Romanen er nærmere en opsummering af den nyeste sorgforskning frem for en letlæselig selvhjælpsbog. Det skader på ingen måde ifølge mig, dog frygter jeg, at nogle er blevet snydt af markedsføringen. Viden om sorg i bogen er naturligvis relevant for alle, men det er formidlingen muligvis ikke.

Det moderne menneske har måske en udfordring med hensyn til at indrømme sin afmægtighed og afhængighed af andre i mødet med livets store eksistentielle dramaer, og derfor tyer det (eller systemet) hurtigt til en psykiatrisk-diagnostisk tænkning om det, der er svært.

Som altid kaster Brinkmann om sig med gode pointer, og faktisk tages man som læser pædagogisk i hånden igennem hele argumentationen og sorghistorien. Det kræver dog en forholdsvis stor viden om videnskabelig metoder, psykologiske retninger og teoretikere at kunne følge med.

Har man interessen for psykologi og for at få en mere faglig forståelse af de sorgprocesser, vi alle vil skulle igennem i livet, er det en fantastisk bog. Forfatteren kommer virkelig hele vejen rundt om sorg som fænomen, hvilket danner argumentationen for den vigtige påstand at sorg ikke skal diagnosticeres.

MARTS

Det ender godt – Johannes Møllehave om døden – Erik Bjerager

Ovennævnte påstand erklærer Johannes Møllehave sig enig i i bogen, jeg læste marts. For når emnet er død, er det uundgåeligt ikke også at berøre sorgen; sorgen over at skulle miste og sorgen over at have mistet. Og dog ligger der så meget andet i snakken om døden.

Snakken om døden bliver taget for sjældent, og pludselig er det for sent. For mange kan det også være en svær samtale at starte, fordi det er så sårbart. Frygter man døden, er påmindelsen om ens forgængelighed måske ligefrem uudholdelig.

Men er der en ting, jeg har lært af at læse stribevis af bøger om emnet er det, at når vi skriver og snakker om døden, sker der noget interessant; vi kommer til at snakke om livet. De to følges ad, døden er uvis, og som jeg skrev i et indlæg engang, fungerer den egentlig mest som en deadline for at få noget ud af ens liv.

Og så skal man huske på, at man ikke fremmer døden ved at tale om den.

Nok har jeg lige afsluttet den fjerde bog i træk med døden som undertitel, men ingen af dem viser så fint som denne, hvor mange lag der ligger i døden – selvom vi reelt set ikke aner noget om den. At snakke, og her skrive, om døden er også at snakke om håb, frygt, lykke, kærlighed, savn, sorg, mening og så meget andet.

De emner når Møllehave på fineste vis rundt om med rørende ærlighed. Dog bliver de behandlet fra hans synspunkt som troende, og derfor må man bære over med den meget kristne tilgang, hvis man ikke er til det. Jeg syntes faktisk, det var en interessant måde at se kristendommen indefra og forstå behovet for religioner.

Vi fortsætter sporet med bøger om døden, sorg og alt der hører med til det i næste omgang boganmeldelser. Men søger i noget mere opmuntrende, så ligger der jo en hel bunke andre gode bøger her.
Rigtig god læselyst og rigtig god påske!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’