DEBAT

Her udlægger jeg min mening om alverdens emner – måske du er af en anden holdning…

Der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være alene

(Jeg beklager dette rodede indlæg, som ellers kunne have været ret skarpt. Det er skrevet over lang tid i små pauser midt i dimission, flytning og børnepasning, men jeg håber ikke, at det tilslører essensen for meget. God læselyst!)

KOLLEGIEVÆRELSET

26/6 2019: På mandag klokken syv kommer flyttebilen. Den tager møblerne og tingene med, som jeg de sidste år har levet iblandt. I tre år har dette været mit hjem og min base. Nu er den pakket ned i flyttekasser, og snart låser jeg døren for sidste gang.

Men det er faktisk okay. Jeg har været glad for denne lejlighed, som allerede fra første nat føltes som en videreførelse af mig. Det har været min hule til fordybelse; her er blevet skrevet mange ord, grædt mange tårer.

Læs videre

Selvvalgt studenterstress..?

Jeg er en af de ansigtsløse,
en af statens fodsoldater.
En af dem, de påstår,
de vil hjælpe,
men kun under valgkampen,
indtil de har fået
deres mandater.
De lover os livet
med store ord
i deres taler,
men mellem linjerne
gemmer sig
en degradering
af vores kvaler.
Cafépenge, forkælelse,
kald det,
hvad I vil.
Men husk også,
hvor lidt af huslejen,
de rækker til.
Det er måske
svært at se,
hvad vi sløve,
dovne unge
formår.
Vi bliver curlet af sted,
mens vores tak er
endeløse fjumreår.
Hvad med gælden,
alt det, vi skylder,
alt det, vi har fået?
Men sig mig,
er det jer eller os,
der får fortjenesten
for de år,
der er gået?
Har disse tre år
tilføjet noget til vores liv?
Eller skar i dem
i virkeligheden ud af det
med en lidt for sløv kniv?
For mit sår
bløder stadig.
Jeg kan mærke,
hvor i skar.
I troede,
vi ikke ville opdage det,
men hver gang hukommelsen,
glider hen over årene,
mærker jeg  de ujævne ar.
Det var ikke en gave,
det var ikke en leg.
Ganske vidst var præmien god,
men I glemmer,
hvad den har kostet mig.
Tusinder af tunge skridt
mod kassen,
I har sat mig i.
Bundet til en stol
i alle døgnets lyse timer
med et
længselsfuldt blik
efter at få,
blive
fri.

FÆRDIG

15/5 2019 “Jeg er fucking færdig! Ja undskyld mit ordvalg, men mindre kan simpelthen ikke gøre det. Der er ikke flere lektier, der er ikke mere undervisning, og der er ikke flere afleveringer – ikke desto mindre er deres afleveringsfrister overskredet. Hvorfor vil I forstå, når I har læst dette indlæg til ende, for jeg er færdig.

Læs videre

Komplimentskulturen

“Hvor ser du godt ud,” siger I, og hun ser lettere panisk ud, mens hun ryster på hovedet og siger: “Iligemåde!”
Har I også den veninde? Måske er I selv den veninde eller ven – for når drenge lader facaderne falde, bliver man lige så ofte mødt af den reaktion.

I disse ungdomsår er det de færreste, der oprigtigt kan tage imod et kompliment. Og desværre ser det ud til at janteloven har udbredt den tendens til landets øvrige generationer. Automatisk vil folk pege på, at det skyldes netop janteloven eller dårligt selvværd, men efter selv lige at være blevet spurgt har jeg fundet flere mulige grunde.

Læs videre

Vi er grænsegenerationen

Vi er grænsegenerationen. Det er os, der ligger lige på kanten. Med et helt lands historie i bagagen er det os, der skal gå forrest og være nytænkende. Vi lever i overgangen, og er et delområde endnu ikke nået til overgangsfasen, så er det os, der må igangsætte den.

Læs videre

At give gaver er at give en påmindelse om én selv

At modtage gaver er grænseoverskridende

For en lille måneds tid siden fyldte jeg 18 år, og med det fulgte der ikke kun en masse voksenting som at søge udeboende SU, skifte teleselskab, tegne forsinkring og så videre.

På dagen fulgte også overvældende gaver – som jeg faktisk havde glemt alt om, indtil min familie planlagde, at vi skulle åbne dem, når min søster kom hjem. Nå ja, måske I lige burde læse dette indlæg for at forstå, hvorfor jeg skriver vi.

Men tilbage til gaverne, for i modsætningen til alle mine fødselsdage og juleaftener, er fokussset på dem i dag. Jeg har det nemlig som de fleste i jantelovens Danmark svært ved at modtage gaver, og faktisk synes jeg, det er vildt grænseoverskridende.

Læs videre

Ved fortsat at bevæge dig rundt på LMinside.dk accepterer du brugen af cookies! Læs mere her

For at give dig den bedste oplevelse her på LMinside, bruger hjemmesiden cookies. Bliver du på LMinside.dk, betragtes det som din accept. Cookies er en lille tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger og udføre statistik, så jeg kan se, hvad der bliver læst. Der indsamles og behandles typisk oplysninger som et unikt ID og tekniske oplysninger om din computer, tablet eller mobiltelefon, dit IP-nummer, geografisk placering, samt hvilke sider du klikker på. I det omfang du selv giver eksplicit samtykke hertil og selv indtaster informationerne behandles desuden navn og e-mail. Websitet indeholder cookies fra tredjeparter, hvilket primært er Google Analytics. I kan se tredjeparter andre websites hyppigt placerer cookies fra her: http://danskemedier.dk/digital/frq3rdparties/ Alle informationerne er naturligvis i sikkerhed og behandles overens med lovgivningen. Du kan til hver en tid slette cookies, eller du kan blokere dem – se vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering. Du er dog nødt til at acceptere for fortsat at læse med på LMinside.dk. Du kan desuden til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger anvendes. Du kan også tilbagekalde dit samtykke til, at der bliver behandlet oplysninger om dig. Hvis de oplysninger, der behandles om dig, er forkerte har du ret til at de bliver rettet eller slettet. Henvendelse herom kan ske til Laura Mikkelsen på kontakt@lminside.dk. Tak for din forståelse & for at læse med. Smil til dig! Laura // LMinside<3

Luk