Kalenderlysene er nu snart brændt helt ned rundt omkring i de danske hjem, juleaften er lige om hjørnet, og jeg har ikke skrevet til jer, siden vi tændte kalenderlysene første gang.

Jeg udgav den 1. december denne samlede liste over sidste års juleindlæg, og jeg håber, at I har kunne genlæse nogle af dem, når nu der har været så stille det sidste lange stykke tid.

Man skulle tro det var på grund af decembertravlhed, som I muligvis læste om her sidste år; men min december er faktisk slet ikke travl i år.

November var travl med en masse aftaler, planer og skole, men her i december er mange af vores moduler aflyst, og julegaverne ordnede jeg i år allerede i november.

SYGDOM

Grunden, til at I ikke har hørt fra mig hverken her, på Instagram eller Facebook, er hovedsageligt, at jeg i en uges tid bogstavelig talt lå vandret.

Det var bare den, på denne årstid obligatoriske, influenza, men den satte sig lige ved ørerne, så jeg hverken kunne sidde, stå eller gå.

Så hele den anden uge blev tilbragt i sengen med diverse serier, eftersom jeg ikke engang har kunne læse eller skrive. Det ville altså være smart, hvis man kunne lave noget fornuftigt, når nu man er hjemme hele tiden.

Det var også første gang jeg var syg herovre, så det var ret anderledes. Det var på sin vis lidt besværligt, lidt ekstra kedeligt og måske næsten lidt ensomt. Fredag tog jeg op til et modul, bare for at sikre jeg ikke endte med at blive sindsyg af isolationen.

Faktisk ville jeg have været i skole begge moduler sidste fredag, men jeg var også lige kommet ind i en periode med blodnæse, så det kom der nogle ret spøjse situationer ud af.

Men tiden er da gået, og sygdommen er ved at forsvinde igen, så jeg kan nå at nyde de sidste dage af 2016. Om et par uger det jul, og så er det allerede nytår, selvom det vitterlig føles som om, jeg skrev dette nytårsindlæg for kun et par måneder siden.

Det hed Velkommen til verdens vildeste år, og det er så underligt at tænke på, at mit livs indtil videre vildeste år allerede er ved at være slut. Alle de livsændrende ting er sket; jeg er gået ud af folkeskolen, flyttet hjemmefra, startet i gymnasiet og alt muligt andet.

Jeg håber, I har nydt at følge med undervejs. Jeg har i hvert fald nydt at skrive til jer, som jeg også var inde på i dette indlæg i anledningen af bloggens 1-års fødselsdag.

DÅRLIGE DAGE

Men hvis jeg elsker at skrive herinde så meget, hvorfor er der så ikke kommet et indlæg de sidste 17 dage? Ganske vidst var jeg syg fra den 7. december, men hvad med dagene inden og dem efter?

Sandheden er, at jeg helt simpelt bare har haft nogle dårlige dage. Eller jeg troede kun det ville vare et par dage. Det er derfor jeg ikke har lagt noget op, heller ikke ovenstående som er skrevet for længe siden.

De dårlige dage op til sygdommen, hang stadig ved efter sygdommen, og jeg har et princip med ikke at udgive noget, som er skrevet på en dårlig dag.

På sådanne dage er alt bare noget skidt, og jeg kan slet ikke være positiv – så derfor føler jeg ikke, jeg er i stand til at bedømme, om det, jeg udgiver, er forsvarligt. Jeg skal gerne have det lidt på afstand, så jeg er sikker på at bevare en sikkerhedsafstand herinde.

Jeg er plaget af en uforklarlig nedtrykthed i disse dage, og det smitter af på alt jeg skriver – og på mig. Lige nu burde jeg skrive det juleindlæg, som skal være en del af Bloggers By Heart’s julekalender i morgen tidlig, men selv julen er der kastet et gråt tæppe over.

Jeg kan ikke skrive med den optimisme og glæde, jeg plejer. Selv når jeg tager dystre emner op, lader jeg normalt livsglæden skinne igennem. Jeg har også lovet at vise de mindre perfekte og glade sider af livet, og det gør jeg. Eftersom jeg aldrig udgiver noget på en dårlig dag, plejer det dog ikke at ende ud som noget negativt.

Men da jeg i sidste uge sad med høj feber i nattøj, som jeg havde levet i et par dage, med hovedet henover toilettet og spyttede blod, mens det stadig dryppede fra næsen efter 40 minutter, var det lidt svært at se konstruktivt på det.

DET UPERFEKTE LIV

Jeg deler det, eller i dag deler jeg det. Jeg deler det grimme, som jeg på en god dag ville få vendt til noget positivt med flere maskerende ord. Men det var ovenstående, som skete, og selvom der intet glamourøst er over det, er det også en del af mit liv.

Mit liv er ligeså uperfekt som alle andres; i mit hoved er det tit værre, men det er mit, og det er som det skal være. Jeg har også dårlige dage, dem har altid haft absurd mange af. Lige nu har jeg et køkken, som, ligesom vasketøjskurven, ligner der har været en eksplosion, og alligevel har jeg absolut ikke lavet andet i dag en at se Netflix.

Sådan er det normalt ikke, men da jeg skrev i første del af indlægget, at det ikke var slemt at være syg alene, var jeg ikke nået hertil. Det svære er åbenbart at komme tilbage fra en uge uden praktiske gøremål, og at skulle komme ind i rutinerne og genvinde selvdisciplinen. Særligt at vænne sig til at spise og lave mad igen er en udfordring.

Men så er det heller ikke værre. I morgen eller om et par dage vågner jeg, og så er alle disse bagateller ubetydelige igen, og jeg kan se på livet med friske øjne.

Lige nu er jeg af en uforklarlig grund bare så nedtrykt og på mange måder forvirret. Jeg tvivler på det hele, fremtiden, nuet og mig selv. Dog er det snart juleferie, så jeg kan komme hjem og gå en tur langs vandet og igen mærke mig selv. Lige nu er jeg underlig tom, og kan ikke lige finde mig selv…

Dette indlæg blev igen et langt et. Det må jeg til at gøre noget ved, men det er også lang tid, jeg ikke har skrevet. Jeg elsker det lige så meget nu, som jeg plejer, selvom jeg ikke føler, det er forsvarligt.

Det er blevet både forvirrende og deprimerende i dag, men forhåbentlig bærer i over med mig – ellers kommer der i hvert fald allerede et juleindlæg i morgen.

Tak, hvis I stadig læser med. Jeg kan jo ikke engang forsvare ikke at have skrevet et lille opslag på Facebookeller lagt et billede på Instagram, men jeg ved, at I forstår.

(Opdatering: Årsagen til den uforklarlige træthed er nu fundet og afsløret her.)

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’