dannelsesrejser

FJUMREÅR

Nogle har brug for en pause fra skolen. Andre ved ikke, hvad de vil. Fælles er, at vi holder et sabbatår for at finde svaret; for at finde os selv. Det er i hvert fald min generations forventninger til, hvad visse generationer vil kalde, fjumreår, imens de gør grin af vores såkaldte dannelsesrejser.

For er det ikke naivt at tro, at drømmeuddannelsen pludselig kommer til os, imens vi står på et bjerg i Nepal, som det siges i introen til en tv-serien “Limbo – når sabbatår er fucked“, som jeg endnu ikke har kunne se her i Frankrig?

Hvordan skulle det dog gavne vores fremtid at bruge nætterne på alverdens diskoteker, imens dagene går med et at brygge kaffe til de samme sure kunder? Hvorfor tror vi unge, at vi kan finde os selv ved at forlade alt det, der netop har defineret os, var os?

Når vi rejser fra vores hjemby, familie, venner og interesser, rejser vi så ikke i virkeligheden fra os selv? Og uanset om det er tilfældet eller ej, hvordan kan en udlandsrejse til noget så anderledes dog hjælpe os med at afgøre, hvem vi var, da vi tog afsted, og hvem vi vil være, når vi kommer hjem? Det er dagens diskussion.

FRYGT

Der er mange dimensioner af disse dannelsesrejser, og det er nødvendigt at diskutere sabbatåret som koncept for at forstå dem. Derfor har jeg haft rigtig svært ved at få flettet dette indlæg sammen i en logisk rækkefølge, og jeg har derfor udskudt det længe.

Men faktisk er netop udskydelsen af valg en dimension af sabbatåret, nævner forskningsleder for Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, i podcastafsnittet “Du finder alligevel aldrig dig selv 2019-09-11” fra Brinkmanns Briks. Så hvorfor ikke starte der?

Jeg har skrevet om det før; om frygten for at vælge forkert. Den fylder sådan set allerede fra den første uddannelsesparathedsvurdering i ottende klasse og så frem til, ja, vel egentlig bare indtil vi dør.

Selv når beslutningen om ungdomsuddannelsen var taget, kom det næste spørgsmål. Hvad skal du så bagefter? Og sådan bliver det ved, og ved… Og ved.

FLUGT

Det er altså hårdt for dem, der ikke har svaret – til tider også for os, der har, fordi der ikke efterlades meget plads til tvivl. Jeg skyndte mig at få en au pair-aftale i hus, så der var bare lidt af en plan, men allerede nu kan jeg så stresse over, hvad der skal ske bagefter.

Det føles forkert ikke at have nogen plan, ikke at have sendt jobansøgninger afsted eller ledt efter bolig, når jeg nu om tre måneder skal vende tilbage til Danmark. Men sagen er den, at jeg ikke ved, hvad jeg vil, indtil jeg kan begynde på drømmeuddannelsen. Eller faktisk er sagen den, at jeg vil for meget.

Heldigvis er der ikke mange, der opdager den forvirring, fordi jeg er flygtet til Frankrig. I den forstand tror jeg, at ordet dannelsesrejse for flere af os dækker over en flugt. En flugt fra samfundet og dets forventninger til os – og det gælder ikke kun dem for fremtiden, men også om at komme sig over resultatet af fortidens.

15/8 2019: “[…] Vi har opbygget et liv, hvor der altid er noget, vi “burde” gøre. Heldigvis er den følelse betydelig mindre, efter gymnasiet er afsluttet, og vi ikke konstant bliver bedømt på vores indsats hver time hele året. Desværre vil mange af os snart være tilbage til følelsen af utilstrækkelighed, fordi man heller ikke i det videre uddannelsessystem vil kunne nå det hele. […]”

dannelsesrejser

FORVENTNINGER

Man er sgu træt efter tretten års skole uden pause – og særligt efter gymnasieårene og 3.G. Det er nedslidende aldrig at kunne følge med eller leve op til ens egne forventninger, som altså ikke er helt upåvirkede af samfundets uden at gå for meget ind i den debat.

Da vi blev studenter, tror jeg egentlig bare, at mange af os trængte til at slappe af. Godt nok var forventningerne til sabbatåret, at vi skulle finde os selv, vores fremtidsplaner og forbedre CV’et, men jeg tvivler på, at det var det, der fyldte i vores hoveder.

12/7 2019: “Det var rart bare at være. Jeg har aldrig tænkt så lidt. Der var ikke konstant tankemylder, tingene var bare, hvad de var. Det har selvfølgelig også været underligt og ukendt for mig. […] Jeg er så træt, og det er klart. For nu hvor jeg skal tilbage til normalen, skal jeg lige skille mig af med alt det unormale. Jeg har en stresslavine, jeg lige skal grave mig ud af. “

Eller jo, måske førnævnte ting netop fyldte (for meget) i vores tanker, men i praksis har de fleste styret uden om. Rigtig mange af mine venner har valgt at holde en lang studentertid og sommerferie uden nogle planer eller forpligtelser.

FORPLIGTELSER

Det lyder måske uambitiøst, og efterhånden er flere blevet fanget af den manglende struktur og en utilstrækkelig selvdisciplin, jeg mærker dog stadig en længsel efter det.

15/8 2019: “Jeg føler mig heldig over at mærke og have så stærkt et kald […] Jeg har en naturlig lærelyst, nysgerrighed og trang til fordybelse. Den er der ingen grund til at kvæle – hverken via for mange krav i gymnasiet eller for få i sabbatåret.

Det handler om at finde en balance, hvilket alle vi nyudsprungne studenter kæmper med i disse uger. Særligt selvdisciplinen skal stå sin prøve, kan jeg forstå på flere af mine venner.

I den forstand er jeg faktisk glad for, at jeg ikke nåede at holde nogen sommerferie. Jeg tror, at kontrasten havde været for stor. At gå fra at skulle så meget til slet ikke at skulle noget. I stedet for gik jeg fra et ansvar for at sætte mig selv først til hernede at placere mig sidst.

To yderligheder, men det var ligesom nødvendigt efter i tre år ikke at have gjort en forskel for andre men kun levet for mig selv. Nu kan jeg afbetale lidt af min gæld på den konto, og det er måske forudsætningen for en bedre balance i fremtiden, hvad end den byder på.”

FRIHED

Som I kan fornemme, går jeg altså ikke ind for et fuldstændig ustruktureret sabbatår. Vil vi udvikle os igennem det, eller bare udnytte det, så skal det også have et indhold. Jeg siger ikke, at vi unge skal være frie for forpligtelser, men jeg insisterer på, at vi skal have lov til være frie i følgende forstand:

Frihed er at være bundet med de rette bånd, så man kan have et dynamisk forhold til at tage de forpligtelser og det ansvar alvorligt, man har i relationer – så det er slet ikke i modsætning til fællesskab.

– Svend Brinkmann, “Det, du ikke forstår, gør dig klogere”

Jeg tror, at den fejl, der typisk finder sted, er, at mine jævnaldrende giver slip på alle bånd. Og det er farligt, for så er vi ikke bundet til noget; selv ikke til livet. Jeg har indtryk af, at rigtig mange af os oplever en mindre identitetskrise, for hvem er vi, når vi ikke er studenter? Når vi ikke har en titel at gemme os bag, et netværk, en fremtidsplan?

18/8 2019: “Og så kan jeg slet ikke finde ud af, hvem jeg er, eller hvad jeg skal. Hvad er min rolle her? Det gør ondt på en underlig måde, og alt er underligt og forvirrende, for der er ikke noget, jeg skal. Eller er der?”

FORLADER

Det er netop ovenstående spørgsmål, vi gerne vil besvare i ungdommen, men hvordan skulle det så hjælpe at forlade alt det, man hidtil har defineret sig som? Alt det, man troede, man var? Når jeg netop lige har sagt, vi skal holde fast i som minimum vores sociale relationer, hvorfor søren er jeg så selv rejst væk fra netop dem?

Jeg vil lige indskyde her, at det faktisk kan styrke ens sociale relationer at rejse væk. Internettet er opfundet, så man behøver ikke at give helt slip. Omvendt kan distancen og savnet netop give én noget plads og et nyt perspektiv, som kan gavne relationen.

3/9 2019: “Men der midt i en fransk skov gav jeg slip på sorgen, vreden og smerten. Jeg tilgav hende.”

dannelsesrejser

FINDER

Første årsag til at rejse har jeg gennemgået let nu; det er en flugt fra samfundet og forventningerne. Faktisk er det måske den største årsag, som kan dække over alle de andre.

Typisk er det dog formuleret som, at man skal ud at finde sig selv. Men betyder de ord ikke blot, at man skal finde ud af, hvem man er, eller hvem man ville være, hvis man ikke var påvirket af samfundet omkring en?

15/9 2019: “Man siger, at man tager på dannelsesrejse i håbet om at finde sig selv. Jeg tror ikke, at man bliver eller bør skabe en ny person. Jeg tror, at rejserne handler om at opdage sig selv. Når man rejser ud i verden, lærer man, som de siger, en masse om sig selv.

De siger, det er, fordi man pludselig står i nogle nye situationer, og derfor må man påtage sig noget ekstra ansvar, når alt er fremmet. Jeg tror dog nærmere, det handler om alle de ting, der ikke er fremmede; at vi netop bør fokusere mere på, hvad der forbliver det samme.

Vi kan ikke flygte fra vores problemer. Selv ikke når vi rejser om på den anden side af Jorden og må indgå i nye sammenhænge.

I Danmark diskuterer vi meget, hvilke af tidens triste tendenser, der skyldes samfundet, og hvilke der er individets, ungdommens, eget ansvar. Når vi unge så forlader det danske samfund, bliver svaret pludseligt tydeligt.

Jeg skrev om, hvordan samfundet dannede den perfekte ramme om min studenterstress. Måske var jeg for hurtig til at skyde skylden på samfundet.

Da åndenøden ramte mig for anden dag i træk i denne uge, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke er uskyldig. Jeg indgår i en anden sammenhæng og i et andet samfund hernede, alligevel blev jeg ramt af præcis de samme stresssymptomer.

FORSTÅR

Så er det, at jeg skal til at kigge indad, selvom vi skal skære ned for den praksis. Når sådan et problem gentager sig, begynder der at danne sig et mønster. Og når jeg er den eneste variabel i ligningen, der ikke er ændret, må mønstret være mit.

Det er mig, der tager nogle valg, der lader mig kæmpe samme kamp om og om igen. Oftest sker det dog ubevidst, hvorfor det først er på “fjumreårenes dannelsesrejser”, at man opdager dem, og derved ikke finder men opdager sig selv. Man opdager at de gamle mønstre stadig er svære at bryde. “

Jeg har selv været kritiker af de såkaldte dannelsesrejser. Hvordan skal man kunne finde sin plads i det danske samfund ved at lave noget så radikalt anderledes i et usammenligneligt samfund?

Det ved jeg ikke, om man kan. Men jeg forstår nu, at sådan en rejse kan få en til at opdage nogle mønstre og interesser, der senere kan hjælpe en med at træffe valget.

Her spiller det også ind, at spørgsmålet er forkert. Intet samfund er usammenligneligt – tværtimod. Og netop derfor kan vi lære så meget ved at befinde os i andre samfund – særligt når vi slår os ned og bliver en mere eller mindre permanent del af dem.

FREMMEDE

Så altså: Hvad indebærer det at blive klogere? Blive fri? Blive sig selv? Det er konfrontationen med andetheden.

Rane Willerslev, “Det, du ikke forstår, gør dig klogere”

Da min udvekslingselev kom til Danmark i foråret, spurgte hun, efter at have besøgt flere danske hjem, hvorfor vores lamper hænger så lavt over spisebordet og ikke sidder helt oppe i loftet. Har I ikke prøvet noget lignende?

7/9 2019: “Man oplever noget så anderledes, at det kun er de andre (red. medrejsende), der vil forstå det.”

Der er så mange ting, vi gør hver dag hele vores liv, uden at tænke yderligere over det – helt uden at lægge mærke til dem. Først når der kommer nogen udefra og stiller spørgsmålstegn ved dem, opdager vi, at vores virkelighed ikke er hele verdens.

Først i mødet med andre grupper, ser vi os selv, som den sociale identitetsteori også beskriver. Jeg er ikke rejst til Frankrig for at blive franskmand. Jeg er rejst til Frankrig for at opleve deres kultur, og derved lærer jeg også min egen bedre at kende.

dannelsesrejser

FREMTIDEN

Modsat min forventning må jeg også indrømme, at jeg lærer mig selv bedre at kende. Jeg ser, hvilke mønstre der åbenbart begynder med mig selv. Jeg lærer faktisk ting, jeg kan tage med mig videre i fremtiden.

Det vidste jeg jo godt, jeg ville. Selvfølgelig lærer jeg en masse om børneopdragelse, om at være en familie og også end masse grammatikregler. Lige for mit vedkommende har det vist sig at være fremtidsafklarende, selvom det var uventet.

Jeg gør mig naturligvis nogle overvejelser i forhold til min fremtid – både i forhold til familieliv, men også i forhold til arbejdsliv og uddannelsesvalg. De virkelig standhaftige læsere ved jo, jeg engang overvejede at være vuggestuepædagog, men at jeg nu vil læse psykologi – og det skift fra praksis til teori er jeg kun blevet bekræftet i.

19/8 2019: “Men når jeg skriver kommer energien og livet tilbage. Så giver det mening igen.”

FORSØG

Jeg vil dog også holde fast i min oprindelige opfordring; hvis man vil finde ud af, hvad man skal lave og hvor, så skal man ud at prøve det i praksis.

Det bliver altså ikke, mens jeg sidder på en bænk i Paris, at det pludselig går op for mig, hvilket universitet, jeg vil studere på. Svaret daler ikke ned fra himlen. Nok kan man tage på pilgrimsrejse, men nogle svar findes altså bedst til noget så simpelt som Åbent Hus.

En dag må vi vende tilbage og prøve os frem. Og det vil jeg faktisk lade være mit overordnede budskab med dette indlæg. Prøv jer frem. Vi skal ikke bare sidde og vente på, at løsningen på vores liv pludselig kommer til os.

Vi lever i en kultur, hvor vi primært lærer at vide. Men måske er det at tvivle en færdighed, simpelthen, vi bør fokusere mere på. Tvivl er fundamentet for kritisk tænkning, det er en rokken ved selvfølgelighederne.

Svend Brinkmann, “Det, du ikke forstår, gør dig klogere.”

FREMAD

Størstedelen af os ved ikke engang, når vi er på rette vej. Måske finder vi den aldrig. Det vigtigste er bare, at vi gør et eller andet. Det behøver ikke at være rigtig i første hug; vi må prøve os frem.

Det er okay at vælge en forkert uddannelse, at tage et ekstra sabbatår, at skifte job eller tage tidligere hjem fra, hvad man troede skulle være sit livs rejse. Det er lige netop de øjeblikke, der udgør ens dannelsesrejse; den dannelsesrejse, som livet i sin helhed er.

Er der noget, jeg har lært efter tre måneder i Paris med utrolig dårlig stedsans, er det, at det altid handler om blot at gå. Selv hvis vi endnu ikke er sikre på ruten, er det vigtigste at begynde at gå. Ja, måske vi går den forkerte vej, men vi bliver altid nogle unikke oplevelser og erfaringer rigere.

Så det er min opgave til jer i dag, den klassiske cliché:

Bare spring ud i det!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’