Depressionen er der,
Hvor solen aldrig skinner,
Men hvor heller ikke
mørket vinder.

Det er der,
Hvor man kun den grå farve sanser,
Som kommer, når lyset og mørket
sammen danser.

Det er der,
Hvor man er fanget et sted midt i mellem,
Og hvor man ikke ved hvilken side,
man skal vælge.

Det er der,
Hvor man ser livet ske, passere forbi,
Men hvor man ikke kan evne
at være deri.

Det er der,
Hvor man aldrig er helt fanget eller rigtig fri,
Men hvor tilskuerpladsen fjerner livets alt,
Livets nostalgi.

Det er der,
Hvor man hverken mærker glæde eller sorg,
Kun glimtvis frygten for, det vil fortsætte
endnu et år.

I vinters kæmpede jeg med en depression…

Så er bomben smidt. Dens vægt er taget af mine skuldre. Heldigvis har jeg nået at lave et sikkert landingssted vigtigst af alt dette indlæg, som I bedes læse, inden I læser videre eller efter.

Jeg håber, I vil læse videre – ikke for min skyld, men for at forstå hvad så mange tusinde danskere hver dag kæmper med. Dette indlæg er langt, men hvis I vil nøjes med at få foræret forståelsen, kan I springe min historie over og ned til næste citationstegn.

Den december bød på mere end D-vitamin…

Men tilbage til føromtalte indlæg, hvor jeg afslørede, at jeg kun har fortalt jer den halve sandhed. Den sandhed uddybede jeg i dette indlæg om D-vitamin, og som skrevet kan D-vitaminmangel føre til nøjagtig de samme symptomer som en vinterdepression.

Men som jeg afsluttede indlægget, var en det ikke kun D-vitamin, der stod bag mine symptomer. Det var ikke kun en blodprøve min læge henviste mig til tilbage i december 2016. Jeg blev også sendt ind i, hvad der skulle være en hjælp, og hvad der har taget mit fokus, min tid og min prioritering lige siden.

Jeg blev sendt til nogle samtaler hos min kommunes ungdomsrådgivning. Med D-vitaminpillerne forsvandt det depressive lige så stille, men det blev inden sommerferien vurderet, at jeg alligevel, af adskillige andre grunde, skulle sendes videre til en anden psykolog i kommunen.

Det var desværre bare sådan, at min nuværende kommune ikke ville behandle min sag, da mine forældre tilhører Ærø Kommune, og jeg er under atten. Latterligt? Meget ja. I stedet har mine forældre fra skolestarten i august og frem til december måtte betale for et forløb hos en privatpraktiserende psykoterapeut.

Det depressive fyldte = svingningerne forsvandt…

Det var meget lærerigt, og jeg har fået så meget forståelse, hvorfor jeg er, som og hvor jeg er. Alle mine mønstre i adfærd såvel som tanker giver lige pludselig mening. Vi nåede dog ikke at se på, hvordan jeg kan ændre dem.

Allerede i september blev det noget andet, der fyldte. Det depressive. Det beskrives bedst som svingninger, bølger i fysikkens verden, sådan har jeg visualiseret det, og det var det billede, som fik mig ud af det.

Normalt går det op og ned, som når vi ser en bølge for vekselstrøm – sådan er livet. Så var det som om det hele rykkede sig et hak ned, jeg fik det dårligere og dårligere, græd hele tiden. Bølgedalene blev dybere og dybere, toppene lavere og lavere – til sidst nåede de ikke op over 0, op i de gode følelser.

Man mister sig selv…

Man skulle tro, det var det mest forfærdelige. hele tiden at svinge mellem at være i dårligt humør og i endnu dårligere humør. Det troede jeg også, men jeg er blevet klogere. For til sidst ebbede svingningerne ud, stoppede helt. Der indfandt sig en stilstand.

Nu var det bare en lige linje langt under nul, langt væk fra glæden. Men til gengæld svingede jeg heller ikke lige så langt nede i det mørke, hvilket sikkert var ønskværdigt. Men hvis nogle af jer har været gennem det samme, vil I vide, at man i sidste ende vil give alt for svingninger – for bare at føle noget.

Da vi nåede december kunne jeg ikke længere føle noget – hverken glæde eller sorg. Og jo mere tid der gik, jo værre og mere uhyggeligt blev det. Det må være det mest skræmmende, jeg har prøvet til dato. At miste mig selv.

Man mister sig selv, man kan ikke længere genkende sig selv. Det man plejer at føle glæde ved og have lyst til, mærker man ingen lyst til længere. Derudover er man også for udkørt til det. Jeg var så ubeskrivelig træt hele dagen, men om aften kunne jeg ikke sove.

Jeg vil ikke gå nærmere ind i det her, men netop træthed er et eksempel på, hvordan at det depressive også bliver en meget fysisk sygdom. Selv blev jeg hæmmende distræt og forvirret, samtidig med jeg ikke engang kunne se mig ud af, at gå to meter fra en stol til en anden.

Til sidst ophører smerten…

Man går nærmest i en trance, hvor man ikke kan noget. Pludselig er man bare tilskuer til livet, til hvordan det og en selv smuldrer. Det bliver en form for identitetskrise, for vi definerer normalt os selv gennem, hvad vi kan lide og ikke lide – hvad der bringer os glæde eller sorg.

Men til sidst er der intet, som bringer glæde. Alt det man plejede at kunne lide, giver ikke en noget som helst – hvorfor der også var så stille på bloggen henover de mørke måneder.

Mere skræmmende er det dog, når de ubehagelige følelser begynder at udeblive. Til sidst ophører smerten, lige meget hvor ondt livet gør, kan man ikke græde. Man er en tom skal, ingenting, grå indeni.

Naturligvis er man ikke helt neutral, jeg var bare hele tiden på det samme konstante niveau af ulykke og ubehag langt fra de glade følelser. Når altså ikke filmen knækkede helt, alt det sorte og frygten tog over.

Man ved, man ville, hvis bare man var rask…

Sorgen over ikke at føle noget, heller ikke over for dem og det, man ved, man ville elske. Den kendsgerning og tilhørende skyldfølelse var uden tvivl noget af det mest ubehagelige. Det var nok også den største grund til, jeg først nu har fået det sagt til mine venner.

Hvordan skulle man sige, at man ikke mærkede noget, heller ikke sammen med dem? Ingen kærlighed, ingen glæde, selvom man vidste, at man ville det, hvis man var rask.

Selvfølgelig ville de rumme det, men jeg ved også af egen erfaring, at man ikke vil kunne forstå dette, hvis man ikke selv har oplevet det. Der mangler kendskab til og forståelse for, hvad det vil sige at være deprimeret. Det er, derfor jeg skriver dette, og derfor jeg her har prøvet hudløst ærligt at sætte jer ind i det:

Hvis det var dig…

Pludselig er du tilskuer til dit eget liv. Du hører din egen stemme grine og snakke, præcis som den plejer. Intet er ændret – i hvert fald ikke bemærkelsesværdigt. Ingen andre hører de små pauser, hvor du forsvinder, og de bemærker ikke de matte øjne, du selv møder i spejlet. Du bemærker selv de små ting, hvordan der er nogle få skår i facaden, men ikke nok til at den brister foran andre. For de skår virker mere ægte end alt det andet, dem kan du bedre genkende end grinene og smilene. Blandt andre er intet ændret – på nær alt. Smilene og grinene kommer på deres faste plads, du har efterhånden lært, hvor de skal sættes ind. Men alt er ændret inden i dig. Smilene og grinene når ikke ind, de er falske – kontrollerede. Du ved de ville have været ægte. Hvis bare du var dig, hvis bare du var rask, ville du lyde præcis sådan der. Du griner, hvor du ved, du ville grine, for det ville du, hvis du var rask. Men det er du ikke. Du føler ingen glæde, intet er sjovt, intet er noget. Det er en stor tåge, en stor grå masse som du flyder rundt i. Stemmen og dit ydre er næsten det samme, men det indre er ikke længere levende. Under huden er du så godt som død – en levende død. Ingen følelser, ingen gnist, ingen glæde, ind imellem ingen smerte. Du er tilskuer til dit ydre, der lever det ydre liv, mens alt det indre er gået i stå. Det er som at ligge i en gummibåd midt i Atlanterhavet, hvor stormen raser. Bølgerne kaster båden rundt – uden kontinuitet, fra alle sider, voldsomt, uforudsigeligt, fra den ene til den anden side og til titusinder andre. I starten holder du dig fast, sætter dig i spænd så du ikke falder ud – kæmper. Men til sidst kæmper du ikke mere, du giver slip. Båden bliver svunget rundt, men den holder. Den er livet, for alt går jo godt udadtil. Der er ikke noget galt med båden, den kan klare stormen, den kan sejle og ser altid ufejlbarlig ud. Men du kan ikke følge trop. Du ligger slapt i bunden af båden, der på trods af uvejret holder dig i live. Men du kan ikke sejle med, du kan blot ligge og kigge, uden sanser, uden følelser, uden frygt. En grå masse.

Jeg er ude af det depressive…

Jeg kan godt se, hvor voldsomt det virker. Nu hvor jeg selv er så langt ude af det depressive, er det svært ikke at få en klump i maven, tænke at sådan burde ingen have det. Det kan være svært at forstå og tro på, at jeg var der for blot et par måneder siden.

Men det er også en meget vigtig information at afslutte dette indlæg med. Informationen at jeg nu er ude af det depressive, og kan føle glæde igen, som I jo læste var mit ord for februar.

Det er fremskridt, det er stort, jeg er glad, og jeg er meget stolt over, det lykkedes mig. For jeg synes godt jeg kan tilskrive mig selv, og måske i høj grad tre udfyldte notesbøger, lidt af æren – selvom jeg denne gang fik hjælp fra flere fronter.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling…

Efterhånden som det depressive tog til, fik psykoterapeuten nemlig min læge til at henvise mig til Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling. Så ja, det er måske ikke så underligt, det lyder voldsomt – det har det jo været.

Jeg var i et afklarende forløb hos dem fra starten af december og to måneder frem, indtil jeg blev udskrevet fra det ambulante forløb i starten af februar.

Ikke fordi jeg er færdig i systemet, men fordi de fandt ud af, hvilken kasse og kategori jeg kunne puttes i og under. Heldigvis var den kasse ikke en depression i den forstand, at den skulle behandles hos dem klinisk og med medicin.

I stedet har de sendt mig tilbage til kommunen, som jeg netop efter to måneders ventetid har hørt fra, da det er vigtigt jeg kommer i terapi, så jeg kan komme ud af den kasse, jeg endte i.

Dette er kun en del af sandheden…

For som sagt er dette stadig kun en del af sandheden, siden alt dette begyndte for over et år siden, har det fortiede kun vokset sig større. Men hvor er det rart endeligt at kunne fortælle jer dette, umådelig rart.

Jeg ser frem til at kunne dele resten af sandheden med jer. Den del, der gang på gang får mig sendt videre både fra ungdomsrådgivningen, psykoterapeuten og psykiatrisk afdeling – og som, det gik op for mig, lå til grund for depressionen.

Men hver ting til sin tid, og endelig blev det tid til at dele denne del. Jeg vil rigtig gerne skrive mere om dette emne – I kan nok forestille jer, der har lagret sig mange overvejelser op i løbet af året, når nu jeg ikke har kunne dele det løbende.

Jeg håber, I har fundet indlægget spændende, og tager noget med fra det. Det er jo uden tvivl meget personligt, men jeg håber, det inspirerer jer andre til at fortælle om jeres kampe – det tager simpelthen for mange kræfter at fortie tabuer.

Har I nogle spørgsmål, så sig til. I er også velkommen til at skrive til mig privat og eventuelt anonymt her – uanset hvad det måtte være.
Af hjertet tak.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’

TILMELD NYHEDSBREV