Fra en af vinterens søvnløse nætter

For en god måneds tid siden udgav jeg indlægget Depressionen er der… – En del af sandheden. Først og fremmest kan jeg ikke takke nok for jeres søde reaktioner, det var meget overvældende.

Men derudover konfronterede de mig også med, hvor mange af os, der kæmper og har kæmpet den kamp – og hvor mange udefrastående, der var glade for indblikket. Så i dag vil jeg som lovet udbrede emnet lidt, omend jeg kom ind på meget af det vigtigste i det første indlæg.

TIP:

Men først er jeg imponeret over, at denne efterfølger først kommer nu. Efter at have delt det første indlæg, har depressionen slet ikke fyldt så meget i mit hoved. Så gør jer selv den tjeneste at snuppe en blyant eller et tastatur og skriv om det, der fylder i jeres bevidsthed.

Søvnige dage og søvnløse nætter

Omend jeg allerede har delt meget af det væsentlige, kom jeg næsten ikke ind på det, som er den største udfordring, når man står i en depression. For hvorfor skulle følelsesløshed afholde en fra skole og arbejde? Hvad er årsagen til, at de ting bliver en udfordring?

Det der fyldte allermest i hverdagen var nemlig den konstante udbrændthed, træthed og håbløshed. Kender I de dage, hvor man er helt udkørt, lige fra man står op? Sådan skal I forstille jer at have det døgnet rundt hver dag.

Men når det bliver aften og nat kan I alligevel ikke sove. Lige meget hvor trætte I er, falder I ikke i søvn. Når I gør, er det overfladisk og typisk med mange opvågninger, og hver morgen vågner I før solen.

Tik tak,
Uret går sin runde,
Livet går sin gang.

Tik tak,
Ligger bare her og venter,
Hver en nat føles så lang.

Tik tak,
Tiden løber,
Jeg kan ikke følge med.

Tik tak,
Som sand mellem fingrene,
Mon der gemmes lidt et sted.

Tik tak,
Stop den nu,
Inden det er for sent.

Tik tak,
Nu mistede jeg alt,
Det var ikke sådan ment.

Når det bliver umuligt at gå

Sover man ikke, er det naturligt at være træt ja, men det var alligevel en helt anden form for træthed, end hvis jeg ikke får sovet i dag. Jeg var, ligesom mange andre, i en tilstand, hvor alt blev uoverskueligt – ja nærmest umuligt.

Særligt husker jeg en episode, hvor jeg sad på en stol to meter fra en dør, hvor jeg skulle ind og have taget blodprøve. Jeg kan huske, hvordan jeg i næsten et kvarter sad og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle komme hen til den dør. Hvordan kommer jeg fra denne stol hen til den dør? Hvordan går jeg derhen?

Man når, eller jeg nåede i hvert fald til et punkt, hvor jeg helt konkret ikke vidste, hvordan jeg skulle komme fra et sted til en andet. Det virkede fuldstændig fysisk umuligt, at skulle rejse sig op og gå to meter. Om ikke andet virkede det som livets sværeste gåde at regne ud hvordan.

Glemsomheden tager over

I dag er den største gåde for mig, hvordan jeg hver dag fik presset mig selv til at tage i skole – når jeg deroppe heller ikke vidste, hvordan jeg fysisk skulle bevæge mig fra en stol til en anden. Men det var jo det mindste problem og alligevel stort set det eneste, jeg husker.

Der knytter sig nemlig flere klassiske symptomer til, hvor mange af dem sikkert stammer fra udbrændtheden. Det blev for eksempel også helt umuligt at koncentrere sig – selv kunne jeg slet ikke læse sammenhængende, og jeg måtte hver gang gå tilbage til forrige sætning.

Sådan var det egentlig på de fleste områder af livet og hverdagen, selvom jeg næsten ikke kan huske andet, end det jeg kan læse i mine notesbøger. Men jeg kan huske, at jeg aldrig før har været så distræt. At jeg havde helt svært ved at kende mig selv, fordi jeg var blevet så glemsom og helt vildt forvirret.

Heldigvis er der en naturlig årsag til det – omend den ikke er så god. Men en temmelig ny forskning har vist at amygdala og hippocampus, som er centre i hjernen forbundet til vores hukommelse, krymper under depression og langvarig stress.

Tomhed hele vejen rundt

“Man er helt fraværende, tiden snegler sig af sted. Ikke fordi man tænker på noget, det er der ikke kræfter til.”
Det har jeg skrevet et sted, og lige netop det kan jeg huske – tomheden indeni.

Det store energitab nåede også ind i tankerne og de ikke-eksisterende følelser – eller måske var det tabet af følelser, der gjorde, jeg ikke kunne få energi. For det var netop fraværet af følelser, der var mest skræmmede, selvom det var disse fysiske udfordringer, der var mest i vejen.

Jeg håber, at dette indlæg kan være med til at vise vekselvirkningen mellem de ting. Til at vise depression er en hæmmende sygdom og hvorfor. Vise hvordan den breder sig til alle dele af ens liv og af ens krop og sjæl – endda til ens fysik.

For jeg sagtens se det tvivlsomme i, at der kan virke usandt, at man skulle være så afkræftet uden grund. Men på baggrund af min egen oplevelse, ville jeg mene, at det ikke er uden grund – at vi blot må se depression som en gyldig grund.

Det vender tilbage

Det bliver en ond cirkel, hvor man bliver mere deprimeret, og derfor mere afkræftet og endnu mindre i stand til at kæmpe sig ud af depressionen, hvorfor den kun bliver værre. Den cirkel må man prøve at stoppe, for det kan lade sig gøre – det er lykkedes for mig.

For som sagt er jeg ude af det depressive – siden det sidste indlæg har jeg kun bevæget mig længere og længere væk fra det. Jeg har det bedre end de fleste perioder af mit liv, som I har set på de seneste solskinsuger her og her.

Men ironisk nok er det formentlig de mørke umulige vintermåneder, jeg skal takke for det. Fordi jeg blot værdsætter og nyder de små glæder men også sorger endnu mere, når nu jeg har prøvet slet ikke at mærke noget.

Så lidt godt er der kommet ud af det – jeg har i hvert fald lært meget. Forhåbentlig har I også lært lidt af dagens indlæg, omend jeg ikke synes denne fysiske del af depression er så lærerig som den mentale. Hvad synes I?

It’s a kind of tired sleep can’t fix!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’