Vinteren
vender sig mod mig.
Den vil ikke
slippe mig fri.
Den knuser mig
i et frysende mørke.
Den kvæler mig
som Saharas tørke
forstener mig
i min vinterhi.

2-i-1

I dag har jeg signeret LUFTBOBLER i Arnold Busck, i torsdags læste jeg op og fortalte om bogen på det lokale bibliotek. Onsdag holdte vi fællesspisning, tirsdag gik jeg tur med en veninde og mandag var jeg til gymnastik. Og nå ja, så har jeg takket ja til en unik mulighed for et lærerigt sabbatår.

Men i sidste uge spiste og sov jeg ikke rigtig, og i denne kunne jeg sove døgnet rundt – det har jeg dog haft for mange planer til. Jeg kan ikke magte at trykke på tastaturet eller tygge min mad, og de fleste morgener vågner jeg af, at jeg ryster og ikke trækker vejret. Alligevel gør de førstnævnte begivenheder det okay.

Læs også: D-vitaminmangel

Det virker som to forskellige liv, jeg beskriver ovenfor, men de er ikke desto mindre ét; mit. Omend der er langt fra de to yderpunkter, er der slet ikke så langt i virkeligheden.

FLYGTIGE LYKKESTUNDER

Lige nu lever jeg et liv, hvor der sker så mange fantastiske ting, at mit ansigt breder sig i store smil af ren lykke. Hvordan skulle jeg kunne andet? Der er så meget at smile over, selvom det nogle dage kun er i et kort øjeblik.

Lykkestunderne varer nemlig kun kort i disse tider, hvor jeg, selv efter fem timers grin og samvær med venner, med ét bryder sammen og synker dybt ned. Men det er okay.

Læs også: Sådan bliver du lykkelig

Det er netop, derfor jeg er så lykkelig og glad i øjeblikkene. Fordi jeg ved, hvor hurtigt de forsvinder. Fordi jeg er nødt til at nyde og værdsætte dem, så jeg kan huske dem, når jeg kort efter forsvinder ind i vintermørket.

På den måde er pointen med dagens indlæg den samme som i flere tidligere, men alligevel står det så meget klarere nu, end da jeg skrev guiden til, hvordan man bliver lykkelig, eller om at livet går op og ned.

ET HELBREDSTEGN

For det går så sandeligt op og ned, som I kan læse. Jeg svinger mellem to ekstremer, omend min krop forbliver i sin vinterhi. Og selvom det måske ikke lyder behageligt med nedturene og smerten, som kunne forveksles med noget, jeg skulle have hjælp til, er det i mine øjne et godt tegn.

Læs også: Sådan er livet

Ganske vidst gør det ondt i øjeblikket, men jeg ved, at det hurtigt bliver bedre – og det er en gave i sig selv. I hvert fald hvis man har prøvet at alle ens følelser fladede ud. Af den grund ser jeg det, i modsætning til visse andre, som et helbredstegn.

Mit svingende humør bekræfter, at jeg klarer vinteren og ikke igen er blevet følelsesløs. Omvendt er jeg jo kun mere i live, og det mærker jeg ved begge ekstremer – ved både grin og gråd.

Læs også: Depressionen er der – en del af sandheden

Og netop tårerne indikerer også, at det går godt – at jeg er okay. Jeg kan stadig græde, og selvom det sker lidt hyppigere end resten af året, er det ikke konstant og ubegrundet.

GRÆNSER

Jeg bryder sammen, fordi jeg ikke kan holde til mere. Det er naturligt. Som jeg skrev i dette indlæg, har jeg nogle grænser, som jeg skal skubbe til. Dem, ved I nu, er angstens. Men som indlægget handlede om, er der også grænser, der ikke skal brydes.

Læs også: Angst er at drukne uden at dø

Der er grænser for, hvor meget jeg kan klare. Det er begrænset, hvor mange ressourcer jeg har til hver dag. Og siden omtalte indlæg er jeg blevet meget bedre til at planlægge min tid derefter. Heldigvis, for på denne årstid har jeg ikke råd til at overskride dem.

Lykken efter fem timer med madlavning, venner, kortspil, håndboldkamp og en masse grin, kan blive taget fra mig ved et enkelt uventet opkald. Det er småting, men på denne årstid kan en times opkald tage mere energi, end jeg har tilbage efter ovenstående – og med bliver alt sort.

Læs også: Bag facaden – hvor grænser ikke bliver accepteret

Jeg er glad og stolt over, at jeg kan finde overskuddet til at gøre de ting, som for eksempel at skulle signere bøger i boghandlen. Men ting som den kræver en hel dags energi, så når der pludselig kræves syv timers af mit nærvær samme dag, bruger jeg af nogle ressourcer, der ikke er der. Og det kan man ikke. Man kan ikke tabe sig mere, end man vejer, uden at knække sammen.

KONTRASTER

Men det ved jeg efterhånden, så jeg prøver at lade være. Jeg passer på mig selv, og når det ikke lykkedes ved jeg, at prisen hurtigt bliver tilbagebetalt.

Jeg ved, at lyset kommer igen, at bag skyerne er himlen blå, at efter natten kommer dagen, og alle de andre måder clichéerne beskriver det. Jeg ved, at livet går op og ned. Og jeg ved, at det er det smukke i livet.

Jeg værdsætter lykkestunderne så uendeligt meget mere, fordi de stråler så meget klarere, når de måles op i mod en sort baggrund i stedet for en, som altid er grå. Var det ikke for de dårlige dele, ville jeg ikke vide, hvor godt mit liv er.

Det gode liv gør også ondt. Hvordan skulle vi ellers vide, at vi levede det?

Stars can’t shine without darkness!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’