Det her indlæg, bliver nok lidt underligt – men det gør de fleste af mine vel… I hvert fald dem som indeholder mine skøre tankespind, om de helt små hverdagen eller store ting i livet;-) Dette indlæg bliver et af dem, hvor jeg prøver at sætte ord på en lille følelse – der ikke rigtig er til at beskrive! Det skal lige siges, at størstedelen af indlægget er skrevet for halvanden måneds tid siden, altså allerede en uge efter flytningen – men det er stadig meget relevant, særligt i disse uger… Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg i denne weekend & på nogle enkelte dage, bare gerne har villet hjem<3

Jeg er ovenud lykkelig for mit lille sted, og elsker at tulle rundt alene – og jeg har da overhovedet ikke lyst til at flytte hjem! Men jeg bør nok også lige starte med at forklare hele dette begreb hjem… Der gik nemlig noget op for mig, da jeg i gymnasiet skulle skrive et selvportræt – jeg har ikke bare et eller to hjem, jeg har som minimum tre…

Det ene er selvfølgelig mit lille kollegieværelse, som i den grad er blevet mit eget elskede personlige hjem – og I kan jo se det lige her! Så er der selvfølgelig mit barndomshjem, som nu kun er mine forældres – men når vi Ærøbørn siger vi skal hjem, så mener vi altså ikke bare hjem til familien… Når vi siger hjem, mener vi hjem til Ærø, til selve øen, naturen & selvfølgelig menneskene – for det er vores hjem, det er i hvert fald mit;-) Et godt eksempel på det er min nye klassekammerat, som netop også er flyttet fra Ærø, siger stadig at hun skal hjem på weekend – selvom hendes familie ikke længere bor der, men det er stadig et af hendes hjem!

Når nu vi er lang tid væk fra Ærø, opdager vi at øen jo er ret så fantastisk, og at den virkelig har sat dybe spor i os – man giver ikke bare lige sådan slip på den<3 Hele øen er vores eller i hvert fald mit hjem, så selvom jeg var sammen med min familie hele lørdagen her på fastlandet, trænger jeg til at komme hjem – hjem til Ærø!

Men lige for at vende tilbage til det indlægget skulle handle om, inden jeg kommer ud på endnu et sidespor, får I her lidt tekst skrevet nogle uger tilbage;-) Den skal netop prøve at sætte ord på savnet til Ærø, og på hvorfor jeg ærlig talt får lidt klaustrofobi herovre… Det bliver lidt underligt, og de færreste vil kunne sætte sig ind i det eller forstå det – men det siger en masse om mig & mit forhold til Ærø, naturen & havet – så her kommer det<3

Det lyder nok lidt dumt , men på en eller anden måde føler jeg mig lidt fanget her på fastlandet;-) Mest fordi der er så langt til vandet, eller der er faktisk ikke længere end hjemme i mit barndomshjem – men det er der med, at der ikke vand hele vejen rundt… Det synes jeg underligt nok er vildt ubehageligt, og af ulogiske årsager giver det mig lidt klaustrofobi!

Ganske vidst er der vand hele vejen rundt om Fyn, men det er ikke lige i gå- eller cykelafstand – jeg kan hverken se den ubrudte horisont eller solnedgangen<3 Det der med, at man ikke kan se vand mod alle retninger eller se ud over det, har jeg lidt svært ved at vænne mig til;-) Hjemme på øen kunne man se solen stå op over vandet, man kunne se solen være midt på himlen over vandet, og sidst men ikke mindst kunne man se den gå ned i horisonten<3 Her kan jeg ikke se solen gå ned i horisonten, og af en eller anden grund frustrerer det mig helt vildt – selvom det jo egentlig bare er en sol, der går ned;-)

Det gik op for mig, da jeg en af de første dage ville ud at tage billeder af solnedgangen – at det kan jeg bogstaveligt talt ikke… Solen forsvinder bare ned bag nogle huse mens den stadig stråler gult, som om den slet ikke går rigtigt ned –  og jeg ved godt det er dybt latterligt, men det er altså lidt klaustrofobisk;-) Det skyldes selvfølgelig ikke bare at solnedgange er flotte, jeg tror det hænger sammen med den frihed, det er at kunne følge efter solen – som jeg har været vant til<3

De fleste ser havet som en begrænsning, især folk der bor på en ø – men for mig har det helt åbne hav altid været mere en frihed end en begrænsning… Normalt ser folk havet som en grænse, eftersom man ikke kan komme længere – og de ser vandet som en barrikade, der holder dem fanget og afskærer dem fra resten af verden og dens muligheder;-) I praksis er det jo også en fysisk begrænsning – men sådan har jeg aldrig oplevet det! Jeg holder meget af at gå tur, og hver gang jeg gjorde det hjemme på øen, blev jeg draget mod havet…

Jeg har altid set den ubrudte horisont som et uendeligt hav af muligheder, og der er ikke noget der hjælper mere på en dårlig periode eller giver mere håb end en gåtur langs kysten<3 Men nu kan jeg ikke finde den ubrudte horisont, der er ikke et sted i nærheden, hvor jeg kan se ud over havet, se horisonten – jeg kan ikke engang se jorden bue! Går jeg ned til vandet her, kigger jeg direkte ind i en bro og over på en lille ø nogle hundrede meter væk – der er ikke bare ren natur… Der er noget menneskeskabt & land, der er ikke det der ingenting – som der er, hvis man er ved en strand, hvor man kan se jorden bue!

Jeg savner Ærøs natur frygteligt, men det vidste jeg godt, at jeg ville komme til, da jeg tog af sted<3 Det lyder så skørt, at savne øen mindst lige så meget som familien hvis ikke mere, men det er jo sådan det er… Jeg savner øen, både selve øen men også øen samlet set – øen i samspil med menneskene er uvurderlig! Ærø er en del af mig, hele øen er mit hjem, og ikke mindst strandene, skovene og alt det andet<3

I stressede eller svære perioder slappede jeg først af, når jeg i raskt tempo nåede ud til vandet, til stranden & til havet… Når jeg sad på en sten og så ud over havet og op mod solen, fik jeg håbet tilbage, og glædede mig til det næste kapitel af mit liv – som jeg netop nu er gået i gang med;-) Og dette kapitel er også så fantastisk – det var dette kapitel & liv jeg så mod, når jeg så ud over havet ud i det unikke ingenting! Men lige så svært som det dengang var at dreje af ved kystens ende og vende næsen hjemad, lige så svært er det, at skulle gå fra at være omringet af vand til at sidde her i en storby<3

Det var så lige en lille tankestrøm herfra, eller det er vel nærmere et komplekst tankespind – og jeg håber det var til at holde ud og læse, selvom det er blevet lidt langt;-) Det har måske ikke sat så mange tanker i gang, men forhåbentlig har det fungeret som en lille påmindelse om, at elske det land, de omgivelser og den natur vi lever i!

Derudover har jeg valgt at udgive det, eftersom jeg har lovet også at vise de dårlige dage & tider herinde – for dem har jeg også, og selvom det er et fantastisk nyt liv herovre, kæmper jeg stadig med en del ting… Dette var nok den mindst seriøse, og det er jo ikke en forfærdelig vigtig ting – men lad os tage det lidt ad gangen, og arbejde stille op mod at kunne skrive om de større kampe;-) Tusind tak til jer, som læste helt hele vejen herned – I betyder meget!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3