Ja, hvor fører vejen egentlig hen? Selvfølgelig ved jeg, hvad der ligger gemt inde bag tågen, men billedet illustrerer ganske udemærket det år, som jeg med så hastige skridt går i møde… Jeg har allerede været inde på det i dette indlæg, at 2016 bliver det vildeste år til dato<3

Alting er nyt, og som jeg nævnte skal der ske en masse vilde ting! På mandag begynder vores projektuge, hvor vores ydeevne for første gang bliver skrevet på prøvebeviset…

Nu går jeg heldigvis ikke så meget op i karakterer, men det betyder ikke at jeg slipper for dem her det næste halve år;-) Her det næste halve år skal 9. klasse afsluttes, gamle bekendtskaber skal forlades og nye broer skal bygges – det bliver som sagt et vildt og grænseoverskridende år!

Men i dag vil jeg, i anledning af at jeg for et par dage siden var til et såkaldt pakkemøde, fortælle jer lidt mere om, hvad der skal ske på den anden side af sommerferien… Der er lang tid og mange oplevelser til, men det er noget, som kommer til at præge bloggen ufatteligt meget<3

Om præcis seks måneder skulle jeg gerne være i gang med at pakke de mest nødvendige ting og det meste af mit liv ned i kasser… Jeg skal flytte fra det hjem, jeg har boet i hele mit liv – og jeg skal gøre det ALENE…

Jeg skal forlade den skole, jeg har gået på i 10 år og starte på en ny – UDEN mine venner eller søster! Jeg skal sige farvel eller på gensyn til alle mine venner gennem 3, 10, 13 eller 16 år og ud at møde en masse nye mennesker – helt ALENE<3

For et par dage siden var jeg som sagt ovre på skolen, for at høre om de forskellige uddannelser, det at flytte hjemmefra og så videre… Jeg har vidst, hvad jeg ville et godt stykke tid efterhånden, men det er jo godt nok at være sikker inden vi når februar;-)

Her til februar har jeg tænkt mig at søge om plads på et gymnasium, hvilket vil sige, at jeg skal gennemføre ungdomsuddannelsen Den Almene Studentereksamen – bedre kendt som STX…

Der er naturligvis rigtig mange muligheder både STX, HHX, HTX, HFX, EUX, EUD  og en masse andre smarte forkortelser;-) Det kan være et værre virvar at finde rundt i, men jeg har valgt at følge min mavefornemmelse og ikke mindst mit hjerte – hvor kliché det end lyder<3

Jeg synes de andre uddannelser lyder helt vildt spændende, og hvis jeg interesserede mig for de ting, ville jeg uden tvivl vælge dem – men det gør jeg ikke… Jeg interesserer mig for sprog, psykologi og andre boglige og muligvis nørdede ting, og derfor passer STX bedst til mig!

Det er mit bedste råd til alle: Vælg efter interesse for ellers bliver det nogle hårde år;-) Jeg regner med at vælge en studieretning med linjefagene Engelsk A, Fransk Begynder A & Psykologi B, dog er der en anden linje, hvor jeg ville ende med at få samme fag!

Nu ved jeg desværre ikke helt, hvor meget ens studieretning betyder for ens gymnasietid, det enste jeg fik at vide til mødet var, at jeg har kig på to pigeklasser – hvilket passer mig udemærket;-)

Det at man selv vælger, hvilke fag man vil have, er uden tvivl en af de største fordele ved ungdomsuddannelserne… Det bliver naturligvis tre ekstrem hårde år, men det at fagene rent faktisk interesserer en, er i mine øjne altafgørende – endnu en ting politikkerne ikke har overvejet med hensyn til folkeskolereformen!

Som sagt har jeg valgt at følge min mavefornemmelse, og det gjorde jeg også med hensyn til valg af gymnasium… Jeg faldt allerede pladask for et gymnasium for et år siden, og jeg følger det ivrigt på alle sociale medier, og hvor jeg ellers kan komme til;-)

Det er et super flot, nyrenoveret, hyggeligt og ikke mindst kæmpestort gymnasium – der går over 1200 elever! 1200 elever der er virkelig mange mennesker, især når man kommer fra Ærø… Normalt har jeg rigtig svært ved at være steder med mange mennesker, hvilket vil sige mere end 30, men da jeg var i brobygning på gymnasiet, følte jeg mig hjemme og flippede næsten ikke ud;-)

Jeg glæder mig helt ufatteligt meget til at begynde der, også selvom det bliver det mest grænseoverskridende nogensinde! Jeg kan slet ikke holde ud ikke at have den fjerneste ide om, hvordan mit liv ser ud om 8 måneder…

Det er virkelig syret ikke at vide, hvor jeg skal bo, hvilken klasse jeg skal gå i, hvem jeg kommer til at være sammen med og så videre – min indre ordensfreak panikker pænt meget ved tanken;-)

Ikke desto mindre glæder jeg mig helt ufatteligt til alle de nye mennesker og udfordringer, det bliver nu rart nok, at prøve noget nyt og flytte fra den ellers skønne ø Ærø<3 For gymnasiet ligger på fastlandet, hvilket vil sige at jeg skal flytte hjemmefra her til sommer – men det vil jeg skrive mere om i et andet indlæg, da jeg allerede har skrevet lidt for meget;-)

Hvad er jeres planer efter sommerferien?

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’