Det er tirsdag aften, og jeg er netop ankommet til mit lille kollegieværelse. Jeg er taget hjem – bare for en stund, en enkel overnatning.

Torsdag morgen kalder arbejdet igen, og fredag er det sidste gang. Det sagde jeg også sidste sommer, da jeg lavede listen over 10 ting tiden i SuperBrugsen havde lært mig – men denne gang passer det.

Det er skam helt frivilligt og af eget intiativ, at jeg begyndte at arbejde igen her i sommerferien. Jeg ville have kedet mig ellers, og det har været skønt at se alle kollegaerne igen.

Men jeg er også nødt til at respektere mine egne grænser – både de fysiske & psykiske. Det er tredje sommerferie, hvor jeg har arbejdet, al den tid jeg har været på Ærø.

Det er skønt at have noget at stå op til, men det er også tre år, hvor jeg ikke har haft tid til at lave ingenting. Hvor jeg ikke har mærket den rastløshed i forbindelse med ferier, som jeg ellers hader, men som også er vigtig at opleve ind imellem.

Jeg har været på flere ferier, men som jeg engang skrev her, slapper man sjældent af, når man rejser. Det trænger jeg til. Jeg trænger til at have tid til at lade alle indtrykkene fra hverdagen og rejserne synke ind.

Læs også: Ude godt men hjemme bedst

Hvis jeg skal være sikker på at nå det, så må jeg prioritere det over arbejde næste år. For det er utroligt nok min sidste sommerferie, inden jeg formentlig bliver student. Og jeg ved jo ikke, hvad der skal ske lige bagefter.

Det kan jeg være, jeg tager hul på mit sabbatår med det samme. Så bliver der igen ingen fuldstændig ferie. Vil I forresten høre om, hvad jeg tænker i forhold til sabbatår og tiden efter gymnasiet?

Men i hvert fald skal jeg huske mig selv på ikke at bede om eller takke ja til arbejde næste sommer. Som sagt er det ikke, fordi jeg ikke vil, men fordi der er så mange andre ting, jeg hellere vil.

Jeg har opdaget i år, at jeg ikke skal frygte den rastløshed eller føle, at jeg ikke gør en forskel, hvis jeg ikke arbejder. For jeg har fået nået nyt at stå op til og arbejde på – bloggen her.

Det har ærgret mig sådan, at jeg ikke har haft tid til den nu her, hvor jeg ellers har så meget lyst til den. Det vil jeg give mig tid til næste år, og jeg glæder mig.

Læs også: Bag facaden: Om (ikke) at gøre en forskel

Jeg smiler allerede lidt ved tanken. Tanken om at kunne tage hjem til mig selv, når jeg har lyst eller trænger til det. Sidste uge dukkede trangen til det pludselig op, men det var først muligt nu en uge efter.

Jeg bryder mig ikke om den magtesløshed og utålmodighed, der endte med at herske i mig de sidste dage – så hellere rastløshed. Jeg vil gerne nyde nuet i stedet for, og det kan det frirum, som venter mig næste år, forhåbentlig lærer mig  – og måske kan det give mig lidt spontanitet tilbage.

Det var vidst alt, jeg havde at sige for nu. Det var slet ikke det, jeg troede, jeg ville sige, men nogle gange skal man bare lade hjertet tale.

Det er egentlig også rart at kunne dele lidt glæde i en tid, hvor det modsatte fylder for meget. Men snart slår jeg hul på facaden og deler det, som gemmer sig bagved. (Opdatering: Det kan I se ske her)

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’