Følger I med på Snapchat, hvor jeg også hedder LMinside, har I nok bemærket, at jeg går rigtig mange ture. Jeg har altid elsket at gå tur, desværre er jeg ikke altid så god til at komme afsted. Men da det gode vejr kom, satte jeg mig for at gå en tur hver dag.

Nogle dage når man kun lige til at gå til og fra skole, men mindst 5 gange om ugen skal jeg gå en lang tur bare for at gå. Det er min måde at røre mig på, og det er ikke kun sundt fysisk – det er også absurd sundt for ens mentale tilstand. At gå er faktisk lidt undervurderet, så her får I de 5 bedste grunde til at begynde at gå flere ture. 

5 Gode Gå-Grunde

Dopamin & D-vitamin

Når folk påstår, de bliver glade af at gå tur, er det altså ikke løgn – det er der faktisk videnskabelige belæg for. Den ene åbenlyse grund er, at man kommer udenfor og får sol – selv på gråvejrsdagene.

På den måde opbygger kroppen noget D-vitamin – som virker antidepressivt og har meget mere med velvære, lykke og energi at gøre, end man lige går og tror. Det har jeg erfaret gennem de sidste måneder, og det er netop for at slippe af med D-vitaminmanglen, at jeg nu simpelthen skal gå.

Derudover er der i vores krop, helt tilbage fra menneskets oprindelse, en mekanisme, der udløser dopamin, når vi går. Det lyder lidt underligt, men det er ikke desto mindre sandt. Det stammer fra den gang vi var nomader og jægere, og vi var nødt til at gå for at finde føde og kunne overleve. Det blev vi motiverede til, fordi kroppen belønnede os, når vi gjorde det.

Jeg oplever også, når jeg går tur, hvordan mine tanker oftest starter ret dystre og negative, men de ender med at være håbefulde og positive. Oplever I ikke også, at have fået mere energi og overskud mentalt efter en gåtur, selvom benene måske er lidt ømme?

Tanke(fri) tid

Som sagt slipper man oftest af med de negative tanker og tankemønstre på gåture, og det er noget jeg altid har benyttet mig af. Når man går er der plads til at reflektere, tænke og mærke efter. Men det er også muligt at give slip på en tankestrøm, hvilket ellers er svært, hvis man har det med at overtænke.

Når man bliver fanget i et tankespind eller lever for meget i hovedet, handler det om at fokusere på noget andet – at bruge ens sanser. Det er meget lettere, hvis man går ud gennem skoven og kan høre fuglene synge, lugte skovbunden, se på blomsterne, mærke efter, hvor man går og måske endda smage på nogle bær eller planter. Man kan flytte  fokus fra sine tanker til det, man fysisk oplever. Eller hvis man har brug for at tænke over noget, kan man fokusere på det.

Motion for alle

At gå er ikke kun sundt psykisk men også fysisk – hvilket vidst er rimelig selvforklarende. Går man i et raskt tempo, kan man sagtens få pulsen op – og man får da også trænet sine benmuskler og led.

På samme tid er det en god måde at træne ens holdning, som i denne skærmfikserede tid ikke er helt god ved nogle af os. At rette sig op, når man går, kan for nogle fjerne hovedpine, og så giver det også et bedre førstehåndsindtryk – for eksempel til mundtlige prøver. Så at gå er altså også en form for motion, og det bedste af det hele er, at det er en overkommelig form for det.

Bonustip: Skal du skrive en stor opgave eller skabe noget, så gå af en ny rute – det er sundt for kreativiteten!

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes da, det er ti gange nemmere at tage sig sammen til at gå end at løbe en tur – også fordi det ikke kræver så meget forberedelse. Derudover belaster det ikke kroppen så meget som andre sportsgrene, og det er derfor en super mulighed for, at os med skavanker kan få rørt os lidt.

For eksempel er stødene ved løb rigtig hårde mod ledene, og det er ikke sundt for os med dårlige led. En anden grund, til at jeg lige nu primært går og cykler, er, at jeg, når min puls stiger, kan høre den, og det føles som om den slår mod mine trommehinder. Så lige nu må jeg finde alternativer for at undgå det. Og gang er netop et godt alternativ for de fleste.

Overkommeligt

Som sagt er det at gå en tur så overkommeligt på mange måder. Det kræver ikke nødvendigvis noget udstyr eller nogle forberedelser, og så kan det jo gøres over alt. Det er så let og ligetil, men udbyttet er stadig stort.

En gåtur kan ligeså vel være i storbyen som i naturen, og man kan tilpasse turen til den tid, man har. Samtidig kommer man ud og se en masse, og man kan gå på opdagelse i ens nærområde eller køre ud og gå et andet sted.

Vi går jo alle helt automatisk, så man behøves ikke engang planlægge en tur – bare det at gå til skole eller ned at handle har samme effekt. Så i og med at det er uundgåeligt at gå, må det jo siges at være ret overkommeligt.

Hyggeligt

Sidst men ikke mindst er det bare vildt hyggeligt – særligt hvis man går med andre. Nogle gange har man brug for lige at gå alene og få noget plads, men der findes heller ingen bedre måde at catche up med veninderne.

Det er så hyggeligt at gå og snakke med nogle, man kan lide. Og går man med nogle fremmede, kan man snakke om de ting, man ser, og derved undgå akavet stilhed. Så i stedet for at gå på café med veninden næste gang, hvorfor så ikke gå en tur? Som en ekstra bonus er det en hel del billigere – ja, faktisk gratis.

Vil I se billeder fra næsten alle mine gåture, så husk at følg LMinside på Snapchat. Vil I se billeder fra mine gåture med det rigtige spejlreflekskamera, så smut ind på facebooksiden eller Instagram!

To walk in natur is too witness a thousand miracles!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’