ÅNDSFORLADTE ANSIGTER

I weekenderne tager jeg gerne en tur til Paris via farverige toge og fyldte metroer – et af det moderne samfunds mest ubarmhjertige steder, som skrevet her. Jeg tror ikke, at der findes nogle steder, hvor folk ser mere åndsforladte ud.

Vi sidder alle og kigger uden at se med ansigtet i jævnt opgivende folder. Ind imellem tvivler jeg af den grund også på, om vi er åndsforladte i de øjeblikke; det kan hurtigt komme til at virke sådan.

Der er så mange ansigter, og der sker så meget bag deres fraværende øjne, at det er uoverskueligt og næsten ubærligt at skulle tage stilling til hinanden. Det ville være for overvældende at føle med alle, alligevel ville jeg ønske, at vi følte bare lidt mere med andre.

RETFÆRDIGGJORTE TRADITIONSBRUD

Har I ikke også hørt svadaen mange gange; at man skal rejse sig for børn og ældre? På trods af dens mange gentagelser sker det dog sjældent, og her vil jeg også tage de siddende i forsvar. Vi ved ikke, om den unge mand har en sygdom eller historie, der faktisk gør ham mere berrettiget til at sidde ned.

Ja, vi bør rejse os, men nogle gange er man selvisk – det er jeg også. Jeg er et par gange blevet siddende, fordi jeg var for køresyg til at stå op uden at kaste op for at sige det ligeud. Så lad os ikke dømme hinanden for hurtigt.

I Danmark oplevede jeg en stigende retfærdiggørelse af selv at blive siddende, og der var ofte ikke andre, der rejste sig og tilbød pladsen. I Paris er jeg slet ikke sikker på, at det er noget, man gør.

Alligevel rejste jeg mig den anden dag i metroen, og gik hen og tilbød en ældre herre med krykker min plads på mit gebrokne fransk. Han takkede nej, da han kun skulle et par stationer, og så stod jeg der.

SELVCENTREREDE SPØRGSMÅL

Det kan være svært at se fornuften i det. Hvad får man som den givende ud af at gøre netop det; give? Ikke alle vil tage imod, og selvom børn ofte gør det, udvises der ingen taknemmelighed for ens offer.

For det første mener jeg, at det er en forkert tilgang at have til situationen; kun at tænke på, hvad man selv for ud af det. Men er det ikke sådan mennesket er indrettet? Det lyder selvisk og ikke så pænt, men det er nu engang sådan vi grundlæggende bag det civiliserede ydre er; selvcentrerede.

Den gængse opfattelse er jo den, at man skal gøre noget, fordi man selv får noget ud af det.

“Det, du ikke forstår, gør dig klogere”, Svend Brinkmann

Sådan er det, det er okay og helt naturligt. Men hvis vi lader det styre os på ovenstående måde, ville der ikke være meget medmenneskelighed tilbage i verden. Og sagen er den, at de to ting faktisk godt kan kombineres – egennytte og hjælpsomhed.

Det er en misforståelse, at det at give og få er modsætninger. Som jeg nævnte i dette indlæg efter at have fået au pair-jobbet, er jeg begyndt at tro på, at det vi sender ud, får vi tilbage igen.

Så når vi i bussen bliver siddende på vores plads, er det naturligt at spørge os selv, hvad vi får ud af at rejse os. Men bliver vi derefter siddende, fordi vi kom frem til, at svaret var ingenting eller faktisk en forværring af vores egen situation, har vi svaret forkert.

RINGE I VANDET

Vi får altid noget ud af at gøre noget for andre, spørgsmålet er bare hvornår. Det element glemmer vi tit at tage med i vores overvejelser. Nej, vi får umiddelbart ikke andet end ømme fødder og ben ud af at rejse os, men regnskabet slutter ikke nødvendigvis der.

Jeg satte mig tilbage på min plads ved næste station den dag i metroen, efter hvad der kunne ligne et afslag og derved en unødvendighed. Men en anden ung, på sædet lige ved siden af manden, rejste sig også og tilbød efter mit eksempel sin plads, som manden endte med at stå ved, indtil han skulle af.

Virker det stadig nyttesløst? At der nu står tre mennesker, mens to pladser er ledige. Den anden unge kunne være blevet siddende hele sin metrotur, så det virker måske ikke som en god effekt.

Jeg blev dog alligevel lidt glad, fordi denne historie viser, hvorfor det giver mening at forsøge at hjælpe. Ja, vores forsøg på at hjælpe vil nogle gange mislykkedes, men de vil stadig inspirere andre til at forsøge på det selvsamme.

FORVENTNINGSFULDE BAGTANKER

Ofte når vi gør ting, er det med henblik på selv at få noget ud af dem. Gør vi noget for andre, er det typisk ud fra en antagelse om, at de også vil gøre det samme for os en dag – i de nære relationer husker vi også tidsperspektivet.

Ved morgenbordet fortalte forældrene hernede netop, hvordan at de for nogle måneder siden rykkede en rejse, så sønnen kunne komme med til en kammerats fødselsdag – netop med bagtanken at kammeraten så ville komme til hans nu her.

Det er jo med at få skabt en vennekreds i et nyt land. Kammeraten har så meldt afbud til den forestående børnefødselsdag på grund af fodboldtræning, hvilket vækker lidt harme. Således er det bare et perfekt eksempel på, hvilken bagtanke eller forventning, der oftest ligger bag, når vi giver til andre.

Måske er det, derfor vi er mere tilbøjelige til at hjælpe dem, vi kender. Ville I ikke hellere hjælpe en ven med at bære en flyttekasse op af trappen, end en fremmed ude byen, som aldrig ville kunne gengælde jer tjenesten?

Når vi udfører disse cost/benefit-analyser, glemmer vi dog oftest at iberegene en ting. At vi sagtens kan få noget tilbage, uden at det nødvendigvis bliver leveret af præcis den person, vi lige gav til.
Hvornår har nogen gjort noget for jer, uden forventning om eller mulighed for jeres gengældelse?

FREMADRETTEDE FORÆRINGER

Da jeg satte mig tilbage på min plads den dag i metroen, tog jeg min lille orange bog frem, som I måske har set i mine Instagram Stories – følg @LMoutisde her. Og sørme om jeg ikke var noget til kapitlet om udveksling, hvori følgende stod:

In the absence of the opportunity to give back, we give forward instead.

– “The Little Book of YES”, Noah Goldstein, Steve Martin & Robert Cialdini

Pudsigt nok var der altså ord og desuden også forskning, der beskrev og bekræftede lige netop de ting, jeg har prøvet at bilde jer ind – så tro I blot mine ord. Og selvfølgelig også forfatterne, der skriver:

Creating a culture of exchange around yourself means everyone wins – including you!

– “The Little Book of YES”, Noah Goldstein, Steve Martin & Robert Cialdini

At give vil typisk føre til flere foræringer, og selvom det ikke er til os selv i første omgang, vil de nå tilbage til os. I bogen bruges eksemplet i trafikken, hvor man er mere villig til at holde tilbage for andre, hvis nogle lige har gjort det for én.

I førnævnte indlæg nævnte jeg et eksempel fra togturerne i Danmark, og jeg har igennem dagens indlæg beskrevet et eksempel fra metroen i Paris. Således er dette koncept temmelig universelt.

HVERDAGENS BEVISER

Og faktisk hører der lidt mere til historien fra metroen den anden dag. Efter en udflugt i Paris, som jeg som altid delte med jer på Instagram, skulle jeg jo hjem igen. På bedste Laura-vis fik jeg så voldsom blodnæse i metroen, hvilket kan kobles til flere af denne lange teksts pointer.

For det første beviste det på fin vis, hvor lidt vi rent faktisk lægger mærke til hinanden. Jeg sad i en propfyldt metro, og det var maksimalt en håndfuld, der opdagede, at jeg sad med blod i hele hovedet.

Det er rart at være anonym, men tænk hvis det ikke var mig, og tænk hvis det ikke bare var en blodnæse. Hvor meget kan der ske i det offentlige rum, uden vi ser det?

GODE GERNINGER

Der var dog et par, der lagde mærke til det, og en gravid kvinde gav mig en pakke papir. Behøver jeg overhovedet at forklare, hvordan det bekræfter min anden pointe?

Hvis vi begrænser cost/benefit-analysen til øjeblikket fik hun intet ud af det, tværtimod blev hun en pakke lommetørklæder fattigere. Jeg ville heller ikke kunne gengælde hendes tjeneste, og på mit blodige franske var det også kun en lille tak.

Selvfølgelig har jeg slet ikke nævnt, hvilken rolle ens selvbillede og følelser spiller i denne debat. Selv når jeg nu siger, at hverken hun eller jeg fik noget ud af vores gode gerninger i metroen, fik vi jo netop det; en følelse af at have gjort noget godt.

Når folk gør noget uden ønske for egen vinding, i hvert fald i deres subjektive forståelse af, hvorfor de handler, så kan man alligevel putte dem ind i en hjernescanner og se, at det hele gløder af glæde.

– “Det, du ikke forstår, gør dig klogere”, Tor Nørretranders

Således får vi altså noget tilbage for det, vi sender ud. Og en dag kommer den godhed vi sendte tilbage til os. Det skal vi huske; vi skal huske at det først er en dag, og at der altså er meget godt i vente.

Det kan føres videre til frivilligt arbejde og til mit sidste spørgsmål. Gør vi nogensinde noget uden selv at få noget ud af det?

We make a living
by what we get,
but we make a life
by what we give.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’