Om præcis en uge er det årets første forårsdag. Så er vinteren officielt overstået, og sikke en mørk vinter i flere henseender. Det har været mørkt udenfor på de i forvejen korte dage, men det har også været mørkt ude i den store verden.

Det ser jeg, når nu jeg igen vender blikket ud – mange tragedier, meget mørke. Et mørke der har sneget sig ind i mit liv, hvorfor jeg også først ser alt det udenfor nu.

Jeg har været optaget af min egen lille boble, for det er begrænset, hvor meget mørke der er plads til i den. Men nu er den heldigvis ved at briste på den gode måde, så jeg igen kan ænse forårssolen gennem sprækkerne.

Jeg begynder at få små glimt af lyset, og jeg mærker et lille lyst håb inden i. Ind imellem slukkes det, og jeg leder febrilsk efter det, men det kommer hurtigere og hurtigere igen for hver dag, der går.

Læs også: Bag facaden: Mørke nætter og korte dage

Håb er jo et meget abstrakt begreb, der findes mange former for håb, og der findes lige så meget, man kan håbe på. Men dette håb, der vender tilbage er blot håb i dets reneste forstand.

Eller det er måske i højere grad tro. Troen på livet, på fremtiden, på at lyset vender tilbage. Det er et håb om og en tro på, at det hele nok skal gå, og at det hele bliver bedre.

Det lyder nok fjollet, uhåndgribeligt, men ikke desto mindre har de små glimt en stor betydning – de giver det hele mening. Når jeg sidder i sommerhuset med mine venner og overstrømmes af taknemmelighed og lykke.

Læs også: Sådan bliver du lykkelig

Når jeg sidder begravet i en SRO, men mærker samme gnist indeni, fordi jeg får lov til at fordybe mig og lære på mine præmisser. Så får jeg håbet for fremtiden tilbage, og jeg tænker, at jeg nok skal klare den.

Det tilbagevendte håb, kan også være noget så konkret. Noget så konkret som at jeg under SRO’en fik bevist for mig selv, at jeg godt kan strukturere min tid – og at jeg faktisk lærer mere og sjovere, når jeg får lov til det.

Det er naturligvis ikke givet på forhånd, men det er håbet i sig selv, og det er det jeg med dette indlæg vil minde alle jer og mig selv om. At håbet altid vil vende tilbage, selvom man sjældent vil miste det. For ligesom håbet altid vender tilbage, gør lyset det også.

Vi ser i den bogstaveligste stand lige nu, hvordan lyset vender tilbage. Vi er nødt til at kende mørket, for at kunne genkende lyset, og det er nødt til at gå ned, før det kan gå op.

Læs også: Sådan er livet

Når håbet ikke er der, kan det synes umuligt at bevare troen på, at bag skyerne er himlen altid blå. Men det er også okay. Måske vi bare skal lade os blive i det grå for en stund, og så erfare at det grå på et tidspunkt bliver til blå.

Vi siger, det handler om at holde modet oppe, ikke at give slip på håbet, at bevare troen. Men det er også okay, ikke at kunne finde modet, håbet eller troen. Ind imellem er det hele væk, og det skal vi lære at rumme.

Vi kan blot håbe på, at der er en lille stædig rest, som ikke vil opgive troen på, at de tre ting vender tilbage. Eller om ikke andet at andres tro og håb på lyset kan holde fast i livet for os, indtil vores eget er hjemvendt.

For alt vender tilbage, troen, håbet og lyset men også mørket. Så vi må bare holde ud i de mørke tider. Vente. For at være leve et godt liv betyder ikke, vi altid skal leve i lyset, men at vi i mørket kan rumme at vente, indtil lyset vender tilbage.

Så lad os sammen vente i mørke tider og glædes i de gode. Lad os rumme, når håbet er svært at mærke, og lad os dele lidt ud, når det er kraftigt. Lad os bruge vores lys, ikke kun til at holde os selv oppe, men også hinanden.

Læs også: Vigtigheden af at være sammen

Det går op og ned for alle, ganske vidst ikke samtidig. Men med seks milliarder mennesker på jorden, vil der altid være nogle, der har det som én selv. Vi er ikke alene, hverken om at fare vild i mørket eller blive forbrændt i lyset.

Vi er aldrig alene, men det ved vi ikke, hvis vi lader som om, det altid er lyst. Lyset eksisterer kun i kraft af mørket, dagen i kraft af natten og glæden i kraft af sorgen. Vi eksisterer kun i kraft af hinanden.

Så lad os gå turen sammen, når det går op, og når det går ned. Lad de, der står på toppen, hjælpe dem på bunden op. Og når en af dem på toppen falder, så lad dem vide, de ikke er alene, og at de snart vil komme op igen.

Stars can’t shine without darkness!

Håb og smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’

TILMELD NYHEDSBREV