havet

Der er saltvand i mit hår, bølgebrusen i mine ører og havluft gemt i bunden af mine lunger, hvor jeg håber, den vil blive, så jeg kan klare mig lidt igen. I weekenden tog jeg til Le Havre, en utrolig grim by, men det var også kun havet, jeg kom for.

Som I så på Instagram, sad jeg lørdag ved vandet, imens mørket faldt på. Søndag sad jeg der hele eftermiddagen på trods af voldsom blæst og ægte efterårsvejr; det mindede jo så bare det mere om Danmark.

Jeg har venner hernede, der gerne ville have været med på en weekendtur, og en værtsfamilie, der tænkte, det ville være hyggeligt. Men jeg valgte at tage af sted alene – hvorfor kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg. Der er vel heller ikke så mange andre, der ville bruge en hel weekend med at sidde og stirre på vandet, tænke.

Det var, derfor jeg tog afsted (alene). Behovet var ikke lige så stort, nu da weekenden oprandt, men da jeg bestilte hotellet forrige weekend, havde jeg sådan brug for at sidde alene og tænke. Og havet har jeg jo altid brug for.

I ser det i min digtsamling, på min Instagram og i mine venners drillerier; jeg er afhængig af havet. Uanset, hvor jeg går tur, fører ruten mig til det nærmeste vand, og jeg slapper først rigtigt af, når jeg trækker duften af det salte hav ned i mine lunger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg gik langs havnen i Le Havre og nød duften, der nærmede sig min hjembys; tang, fiskekuttere og saltvand. Pludselig åbnede havnen sig mellem to fyrtårne, og for første gang i præcis to måneder så jeg havet og dets kiming. Og mine tårekanaler åbnede sig i samme øjeblik.

sigter
efter horisonten
jeg ser
at mine følelser
i virkeligheden er
en grådighed
efter mer’
jeg længes altid
efter det
der ikke er
bølgerne rammer
mod land
og jeg mindes
hvordan jeg sad
på stranden
og forestillede mig
at de tog mig
med
men nu
hvor jeg rejste
med dem
drømmer jeg
om at vænne tilbage
til oprindelsens sted
holder fast
i kimingen
jeg kender krumningen
uanset hvor i verden
jeg ser
den fra
ved jeg
at den rører øen
øen
jeg savner
øen
jeg er fra

Blot ved at køre med toget et par timer ud af Paris, længere væk fra Danmark, følte jeg mig pludselig tusind kilometer tættere på det og dem derhjemme.

havet

For nok var det Atlanterhavet og ikke det Sydfynske Øhav, jeg sad og så ud over, men horisonten så nu ikke spor anderledes ud end den, jeg ser fra stævnen af færgen, og som fortæller mig, vi er ved Ærø lige om lidt.

Det lyder skørt og spirituelt, det ved jeg. Men bloggen her har netop til formål at skabe rum til at være sensitiv og sårbar, så klik I bare ud, hvis det bliver for flyvsk. De færreste læsere ville kunne forstå følgende bånd til havet, og nu ved jeg hvorfor. Fordi de færreste af jer er opvokset på en ø.

Kender I, der er fra en ø, nogle af disse ting, jeg beskriver? At havet ikke føles som en begrænsning men en frihed, som jeg skrev her i et helt indlæg meget lig dagens? Ganske vidst holder det os fanget på vores lille plet på landkortet, men på søkortene forbinder det os med alle de andre.

Da jeg, utroligt nok uden at få våde sko, stak hænderne i vandet i Le Havre, vidste jeg, det var det samme hav, der langt væk slog mod Ærøs kyster. Det er den eneste direkte linje til øen.

På havnen blev jeg altså først ramt af det enorme savn, der har boet i mig de sidste mange uger; et ønske om at Ærø lige om lidt ville dukke op i horisonten og erkendelsen af, at det ikke var tilfældet.

I takt med at store containerskibe sejlede ind i havnen, som min far gjorde det før min tid, sivede savnet stille ud af mig. I går blæste vilde vindstød havluft helt ned i mine lunger og små dråber saltvand og bølgesprøjt dækkede mine brilleglas såvel som alt andet.

Jeg mærker stadig fornemmelsen; lettelsen, der er tilbage, efter vægten af savnet blev lidt mindre og humøret højere. Mandag kunne jeg igen være nærværende og taknemmelig for mulighederne hernede – hvilket jeg har været hele tiden, men på det seneste med en tendens til at ønske mig hjem.

Det var nemlig lige den øjenåbner, havnen gav mig, da den åbnede for havet og den horisont, jeg altid har fundet så meget håb i: Jeg ønsker mig altid videre til det, der gemmer sig bag den.

I “Fanget på fastlandet” beskrev jeg egentlig præcis det samme; følelsen af at leve i den fremtid, det kapitel, den fantasi, jeg i mange år havde vidst lå ude i horisonten. Det er svært at forstå, tro på.

Alligevel ser jeg nu igennem horisonten tilbage i tiden. Jeg mindes, hvem den pige, der sad der på stranden var, hvordan hun havde det, hvad hun drømte om. Lige så stille går flere af tingene i opfyldelse.

Men nu begynder, der også at ske ting, jeg aldrig havde drømt om. Dengang drømte jeg bare om at finde ro, og pludselig sidder jeg på en strand i Le Havre, hviler delvist i mig selv og kigger hjem.

Hvorfor, det kun er delvist, og hvorfor jeg tog afsted alene, skriver jeg snart et andet indlæg om – så får dette lov til at stå for sig selv. Jeg leder efter budskabet med dette skriv, men måske er der ikke en større mening med det.

Måske er det bare fortællingen om en pige, der sad på stranden og kiggede hjem, så hun kunne rejse ud og opleve verden, som hun engang drømte om, igen.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’