(Jeg beklager dette rodede indlæg, som ellers kunne have været ret skarpt. Det er skrevet over lang tid i små pauser midt i dimission, flytning og børnepasning, men jeg håber ikke, at det tilslører essensen for meget. God læselyst!)

KOLLEGIEVÆRELSET

26/6 2019: På mandag klokken syv kommer flyttebilen. Den tager møblerne og tingene med, som jeg de sidste år har levet iblandt. I tre år har dette været mit hjem og min base. Nu er den pakket ned i flyttekasser, og snart låser jeg døren for sidste gang.

Men det er faktisk okay. Jeg har været glad for denne lejlighed, som allerede fra første nat føltes som en videreførelse af mig. Det har været min hule til fordybelse; her er blevet skrevet mange ord, grædt mange tårer.

Læs også: Blogindlæg #100: Mit kollegieværelse

Her er også blevet grint højlydt til langt ud på natten med overnattende venner fra nær og fjern. Ved hvert besøg er jeg blevet rørt over at have skabt et rum, hvor alle har kunne føle sig hjemme.

Alligevel kommer der en dag, hvor væggene ikke kan strække sig langt nok. Jeg er vokset meget igennem gymnasietiden, og nu kan kollegieværelset ikke følge med.

9/5 2019:

Pludselig føles lejligheden
som et fængsel.
De ting,
der før fyldte mig glæde,
fylder mig nu med længsel.
Væggene, som i år
har afgrænset mit hjem,
får mig til at føle
mig klemt.
Og rammerne med billeder,
som før fik mig til at smile,
får mig nu til at føle
mig glemt.
Den udsigt jeg plejer at nyde,
er pludselig sløret af den rude,
som adskiller mig
fra det,
fra dem derude.
Døren er låst,
men jeg har ikke låst den selv.
Det er den,
der låser mig inde.
Jeg river i den,
for at slippe ud,
fri,
men som kontrakten
bliver den ved
med at binde.
Planterne i vindueskarmen
tårner sig op,
uigennembrydelige tremmer.
Jeg kryber sammen
i den fremmede seng,
for alt dette er blot
ensomheden,
der rammer.

HELVEDE

4/7 2019: Jeg har altid været fortaler for, at det er sundt at prøve at bo alene. Jeg ved, at det kan være et decideret helvede for de meget ekstroverte – til tider også for os andre. Men det er måske netop, derfor jeg påstår det.

Ens eget selskab er, såvel som helvede, ikke altid sjovt at befinde sig i, men vil vi tage kontrollen, skal vi lære det at kende. Der ligger så meget visdom gemt i ensomheden – ikke i smerten, for at være alene behøver ikke medføre nogen smerte.

I andres selskab vil vi altid blive påvirket, og vi vil aldrig finde ud af, hvem vi er, og hvordan vi reagerer i vores reneste form. Så selvom vi er sociale mennesker, kan ensomheden faktisk styrke vores evne til at være netop det.

Læs også: Lær at være lykkelig alene

Derfor vil jeg fortsat opfordre alle til at bo alene, ikke for evigt, men blot for en stund. Det behøver ikke at være i mere end et par måneder, og vi skal selvfølgelig ikke leve alene eller være ensomme i en negativ forstand. Vi skal bare lige nå at lære, at vi kan være lykkelige alene, eller i hvert fald med udgangspunkt i os selv.

Det har jeg lært nu. Nu skal jeg ud og bruge al den viden, de sidste tre år har givet mig. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg faktisk ikke har det bedst alene. Jeg har altid været træt af at skulle hænge på mig selv, særligt i andres selskab, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg måske ligefrem bliver en bedre version af mig selv blandt andre – i hvert fald i visse relationer.

FACADER

7/ 2019: Hvorfor skulle jeg dog være sammen med folk, når jeg blev en forfærdelig uværdig person af det? Når jeg ikke levede efter mine værdier, men skjulte dem – måske fordi de ikke var velsete engang. I min lejlighed og her på domænet har jeg dog sidenhen lært at udleve og stå ved dem; at være ægte, ærlig, sårbar, passioneret og så videre.

Nu øver jeg mig i at holde fast i mine værdier også ude i verden – også i denne verden, hvor lige netop ærlighed og sårbarhed er alt for sjældent set. Det har vist sig, at det kan betale sig. Det kan betale sig at være sig selv, fordi det bliver så meget mere meningsfuldt at være i verden.

Læs også: Bag facaden: Ensomhed

Hvis vi kun danner venskaber mellem to facader, bliver verden et ensomt sted at være. Uanset hvad, vil man altid kunne overbevise sig selv om, at ingen kender én – og i yderste tilfælde at verden derfor ikke ville miste noget ved at miste én. Det er naturligvis forkert.

Alligevel er det sådan mange af os unge føler, når vi kigger rundt på vores omgangskreds. Men nu, hvor det ikke længere er mit tilfælde, kan jeg se, hvor ærgerligt det er. Hvor har de venskaber, der bygger på hudløs ærlighed, altså meget mere værdi. De giver så meget mere mening, og derfor får samvær pludselig også mere mening.

TRYGHED

Mit kollegieværelse har betydet meget for mig og min udvikling de sidste tre år, fordi det var mit trygge rum, hvor jeg kunne være mig selv. På samme måder kan relationer, venskaber, parforhold og så videre være trygge rum, når de favner os med alle vores skævheder.

Tit er vi bange for, at netop skævhederne ikke vil blive forstået. Da relationer er gensidige, vil der også opstå misforståelser. Derfor kan den lidt introverte og usikre hurtigt ophøje ensomheden som det eneste trygge. Det har jeg gjort.

Læs også: Angst er at drukne uden at dø

Men jeg har også måtte indse, at ikke engang min ensomhed var tryg. Intet var så meget mit som min lejlighed, og selv der var jeg plaget af angst mange af døgnets timer.

Selv den sociale angst er ikke betinget af andre – den er resultatet af vores eget indre. Vi kan ikke flygte fra vores egne dæmoner. Selvom vi kan prøve at skyde skylden på alle andre, og isolere os fra dem, kan vi ikke flygte fra os selv.

Vi prøver tit at søge trygheden i steder, ting og mennesker, men i sidste ende må vi skabe den i os selv. Det er også langt mere holdbart, da vi så bliver uafhængige eller i hvert fald får et sundere forhold til de tre ovennævnte ting. Når vi hviler i os selv, kan vi i langt højere grad hvile i at være sammen med andre.

1/7 2019: Jeg håber, at jeg en dag kan finde et trygt sted i mine tanker, hvor jeg altid kan finde hjem, uanset hvor i verden, jeg er.

HOLDEPUNKTER

8/7 2019: Sandheden er jo desværre, at verden ikke er et trygt sted. Muligvis er det årsagen til, at trygheden også er så svær at finde i os selv. Verden er omskiftelig, alt er midlertidigt og vi selv i evig forandring. Derfor har vi brug for holdepunkter. Vi har brug for noget at holde fast i, nogle at holde fast i.

Som der står i digtet side 87 i LUFTBOBLER:

TILLID

En dag er jeg nødt til
at turde stille mig på kanten
og bare falde.
Tro på at verden,
at nogle,
vil gribe mig.
Have tillid til,
at jeg ikke er alene.
For nogle gange
er man nødt til
at bede om hjælp.
Nogle gange er det okay
at stole
på livet.

Der kommer en dag, hvor vi ikke længere skal være alene. Nogle gange er ensomheden ikke det tryggeste sted at befinde sig, og den er sjældent det lykkeligste. Venskaber, forhold og relationer generelt er sårbare, udfordrende og til tider angstprovokerende, men det er i netop den bølgegang, at livet giver mening.

Vi kan leve nok så godt, men hvis vi ingen kontakt har med andre, hvilken forskel har det så gjort? Hvis ingen opdager, at vi ikke længere er til, hvordan skulle nogle så vide, at vi engang var til?

MENING

Der er dage, hvor jeg har lyst til at gå under jorden og kappe alle bånd. Hvor jeg har troet på, min eksistens i andres bevidsthed bare kunne ophøre uden videre. Men at leve alene er nok det fjerneste, vi kommer fra at leve.

Da jeg i januar skrev under på at flytte til Frankrig i et halvt år, var det uden vemod. Endelig kunne jeg midlertidigt tage ud i verden bare mig selv, anonym, fri, usynlig når nødvendigt.

Læs også: Vigtigheden af at være sammen

De efterfølgende måneder blev dog en kamp igennem livet som aleneboende. Det er ikke længere optimalt for mig at bo alene. Hvad jeg troede ville blive en lettende løsrivelse, er blevet til to måneder med smertelig afskedstagen. Heldigvis.

Jeg er glad for, at det gjorde ondt at sige farvel til nogle, at der er nogle, jeg savner. Det betyder, at jeg har mennesker omkring mig, som jeg ønsker skal blive. Det betyder, at vi har påvirket hinanden, og at der derfor er en mening med, at vi er i live.

Der kommer en tid, hvor vi ikke længere skal være alene. Nu.

I’m starved for connection, not attention!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’