ET LILLE BARN BOR I OS ALLE

Bare rolig, resten er skrevet på dansk. Titlen fra en af mine sidste franskafleveringer passede bare perfekt til dagens indlæg, da den oversat betyder: Et lille barn bor i os alle. Og det er netop dem, vi skal snakke om i dag; de små børn, der bor i os. Selvom de til tider kan være svære at finde.

Jeg tror ikke, at det er, fordi de gemmer sig. Faktisk tror jeg, at det er os, der har gemt dem væk, glemt dem. Mit er blevet hjemløst, fortsatte jeg min aflevering med. Og jeg tror, der er noget om snakken.

Generelt er hele snakken om, at der skulle bo små børn inde i os, lidt spøjs, alternativ og spirituel. Dog er det et effektiv værktøj, begreb og en stærk metafor, fordi billedet sætter vores forhold til os selv lidt i perspektiv.

FORANDRINGEN OMKRING OS

Da jeg i sin tid skrev afleveringen, handlede det om, hvordan vi gemmer legebarnet og alle vores barnlige sider væk. Det er ikke det aspekt af vores indre barn, jeg ville se på i dag. Dog lagde jeg i går mærke til en lille ting.

Vi vokser ikke fra vores barnlige sider. Det er ikke en genetisk forandring, der sker i os mennesker gennem livet. Grundlæggende vil det lille legebarn altid ligge et sted inden i os. Dets senere usynlighed skyldes forandringen, der sker omkring os.

Her i huset er børnene en uge, to år og snart fem år. Det er vidt forskelligt, hvad de må og ikke må. Og den store får også forklaret, at en ting er forbudt, men siden de små ikke forstår det endnu, er det kun ham, der skal overholde reglen.

VOKSNE LEGER IKKE

Sådan er det jo. Gennem livet lærer vi, hvad der er velanset, og hvad der ikke er. Men vi lærer også, at selvom det ikke er forbudt at lege, er det ikke noget, voksne gør.

Det bliver fortalt, hvordan jeg ikke kan lege med børnene, når jeg har fri, fordi jeg skal arbejde. Jeg er gammel og skal sove til middag. Jeg er for stor eller har for gamle ben. Alt sammen er undskyldninger for at jeg kan få lidt fri.

Men vi kommer derigennem også til at lære børnene, at voksne ikke leger. Hvis de vil være modne, respekteret og voksne en dag, eller blot tages seriøst i øjeblikket, skal de altså også være rationelle og ikke fantasifulde, som nu.

Det var et sidespor, og på samme tid en vigtig lille sidebemærkning. Vi kommer ikke til at gøre noget ved det; det ved jeg godt. Jeg nævner det blot alligevel, fordi det måske er værd at være opmærksom på. Voksne behøver ikke være kedelige, så lad os ikke fremstille dem sådan.

DE SAMME CELLER

Vi har alle været børn, og dem vi var, gemmer vi et sted indeni. Dagens indlæg handler ikke om at finde de små børn frem, dets eneste mål er blot at minde os om dem.

Det er som om, det ikke var gået op for mig, at den lille pige med de næsten sorte øjne på hjemmevideoerne var mig. Først for noget tid siden, da jeg så dem igen, forstod jeg, at den lillebitte arm, var blevet til et af mine lange klodsede lemmer.

Det er svært at forstå, at vi er de samme, som de smilende børn på billederne i fotoalbummet. De naturvidenskabelige ville her indskyde, at alle vores celler er blevet skiftet ud mange gange siden, men I forstår min pointe.

AT GRÆDE

Vi er de børn, men vi behandler sørme ikke os selv sådan. Jeg ved ikke med jer, men når jeg ser et lille barn, vil jeg gøre alt for at passe på det, selvom det ikke er muligt. Bare tanken om, at man ikke kan beskytte dem, er så hjerteskærende. Men hvorfor vil vi ikke gøre alt det for os selv?

Den anden dag snakkede jeg i telefon med et par af mine nærmeste, der havde modtaget dårlige nyheder. Jeg kunne høre den nyfødte græde nedenunder imens. Der fik jeg idéen til indlægget her.

Den nyfødte græd, fordi det gjorde ondt. Dem i telefonen havde også ondt, men de tillod ikke sig selv at græde. Det var forskellen. Alle parter havde et grædende barn indeni, men nogle lod det ikke få plads, selvom reaktionen på deres gråd havde været præcis den samme.

AT ANKLAGE ANDRE

Vi kender det jo alle. Vi har alle venner, veninder og familiemedlemmer, som er alt for hårde ved sig selv. Er vi alle egentlig ikke det, når det kommer til stykket? Det er bare lettere at anklage andre for det.

Jeg bliver så frustreret, når jeg snakker med, ja, næsten hele min omgangskreds, og de ikke passer godt nok på sig selv. Når de ikke lader sig selv græde, når de ikke får spist nok, når de presser og stresser sig selv.

Jeg får lyst til at værne om dem, som var de et lille barn, men det er ikke muligt, og jeg føler mig magtesløs. De vælger jo selv. Men det gør jeg også, og paradoksalt nok vælger jeg at gøre det samme som dem. I hvert fald i perioder.

AT PASSE PÅ SIG SELV

Har i læst mit indlæg om studenterstress, ved I allerede, hvordan sådan en periode ser ud. Som jeg fortalte her, spiste jeg næsten ikke, sov ikke, stressede og pressede mig selv.

Selvom jeg for første gang meget længe spiser normalt og passer på de to sidstnævnte ting, mærker jeg stadig ménene, og konsekvenserne af de valg, jeg tog. Og hvad er det også for en måde at behandle sig selv?

Det er jo egentlig respektløst over for mig selv, og det gik den anden dag op for mig, at det ikke var en retfærdig måde at behandle mig selv. Det syntes jeg dengang, da jeg ikke tænkte videre over det.

Men hvis jeg bruger dagens værktøj, og husker på den lile pige inden i mig, kan jeg jo godt se det. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så svært for os at forstå, selv når alle omkring os råber det ind i hovedet på os.

ALT DET ØJNENE HAR SET

Det er åbenbart en stor udfordring at passe på og have respekt for sig selv. Det er meget lettere at have omsorg for andre, og netop derfor må vi øve os i, at passe på de små børn inden i os, eftersom det ikke går så godt med at passe på dem, de er blevet til.

Og ja, der er selvfølgelig sket meget. Vi er jo ikke små forsvarløse børn længere – det går jeg i hvert fald ikke ud fra, I læsere er. Vi græder ikke længere over en beskidt ble, men de ting, vi nægter at sørge over, kan være endnu værre.

Se på jeres barndomsbillede. Tænk på, hvordan det lille barn ville føle, hvis de stod i jeres situation. Ikke fordi de vil kunne komme til det, eller fordi I skal reagere som børn.

Men fordi I med jeres nye tilegnede viden, om hvad de små øjne på billedet, har været vidne til, siden kameraet sagde klik, bedre kan forstå reaktionen. Hvis I tænker på alt det, de øjne, jeres øjne har set, er det så ikke okay at græde, at vaske lidt af det væk med tårer?

Love the small child inside!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’