JANUAR, DAGEN DERPÅ

Julen er hjerternes fest, januar hjerternes test.

For os nordboere er januar i hvert fald som dagen derpå, hvor man efter mad, minder og godt selskab, er bundet til sin seng, mens tømmermændene slører alting sammen og lader nytårsfortsættene gå i opløsning side om side med al energi.

Det er præmisserne, i det mindste for halvdelen af den danske befolkning, som man antager mangler D-vitamin – inklusiv undertegnede. Men min januar har dog samtidig været den mest begivenhedsrige og måske også succesfulde måned til dags dato. Derfor kigger jeg tilbage på den i dag, og på hvordan vi kan holde os oven vande vinteren igennem.

Når jeg skriver, at januar kunne kaldes en succesfuld måned, er det ikke, fordi jeg synes, at det har været den mest succesfulde. Jeg mener blot, at det kan se sådan ud, da januar har været fyldt med begivenheder. Begivenheder, som der på mange måder var kulminationen af en masse forskellige projekter.

BOGUDGIVELSEN BAG OM INSTAGRAM

Først og fremmest er der jo det alt for omtalte projekt herinde: LUFTBOBLER. Januar 2019 blev måneden, hvor jeg debuterede som forfatter. For selvom jeg ikke ville kalde mig det, er det sådan, jeg er blevet præsenteret i radioen, ved et arrangement på biblioteket og en signering i boghandlen.

Det virker jo stort, når man lige hører det. Men det deri virkeligheden gør, at jeg vil kalde udgivelsen succesfuld, er de tilbagemeldinger jeg har fået fra læserne. Det er de tilbagemeldinger, der gør det værd at stille mig op ved ovenstående arrangementer.

Så ja, man kan argumentere for, at der er sket store ting i forbindelse med udgivelsen. Men for mig var den største dog, da jeg i november på vej til en bus så forsiden for første gang på min lille mobilskærm. Et eksempel på, at det slet ikke er så prætentiøst.

Udgivelsesdatoen den 2. januar var ikke noget specielt, ud over en trist dag grundet den forfærdelige togulykke, hvor jeg slet ikke nævnte bogen. I stedet for var jeg i dårligt humør over at skulle forlade ferien på Ærø og tilbage til hverdagen, som startede ud med en gåtur op og handle, fordi min cykel var punkteret.

Oplæsningen på biblioteket fejrede jeg med vandet pulverkakao og discount-kiks, og sådan bliver det ved. Jeg er evig taknemmelig for modtagelsen af bogen, men husk på ovenstående, hvis I synes det hele ser perfekt ud på Instagram.

ATU-AFSLUTNING

Nu skal jeg nok slutte bogsnakken, som jo trods alt ikke var det største projekt, jeg afsluttede her i januar. Midt i måneden var jeg nemlig med 200 andre gymnasieelever til diplomoverrækkelse for to års deltagelse i ATU, som jeg diskret har nævnt herinde uden at fortælle yderligere om.

Jeg bruger kun forkortelsen, da jeg ikke bryder mig om navnet. Men kort fortalt er det et såkaldt talentudviklingsprogram, hvor de førnævnte 200 elever hver måned er taget til forskellige obligatoriske, akademiske foredrag og workshops. Og derudover har der været en kæmpe bunke frivillige workshops, man kunne deltage i – hvilket jeg har benyttet meget.

Det vil sige, at jeg i perioder har været afsted et par gange i ugen, ligesom jeg to gange har været af sted på camps af en uges varighed – blandt andet én i London. Jeg har altså fået brugt en hel dage på programmet, hvorfor det har været en hård afvænning de sidste to uger.

Min nysgerrighed ophober sig og skal nu finde andre veje, ligesom jeg virkelig mangler motivationen sådan en aften med passionerede mennesker kunne give. De aftener på universitet har nemlig bekræftet mig i, hvor og hvad jeg vil læse – ligesom de har givet mig lyst til at kæmpe lidt ekstra i gymnasiet for at nå derhen.

Det er dog ikke det, der har gjort det svært at stoppe, for det er egentlig lidt rart med den ekstra fritid. Det triste er naturligvis, at jeg ikke længere skal møde de nye mennesker, jeg endnu ikke kender, se dem jeg har snakket lidt med eller mødes jævnligt med de personer, som er gået hen og blevet nogle af mine yndlingspersoner og tætte venner.

FIRENZE OG FRIVILLIGT ARBEJDE

Til gengæld fik jeg i torsdags fornøjelsen af en aften i selskab med den flok, som jeg i november var på udveksling med i Firenze. Det er så smukt, hvad der kan komme ud af at rejse til et fremmed land med fremmede mennesker. Hvordan en sådan oplevelse kan binde folk sammen, selv dem jeg kendte i forvejen, kender jeg på en anden måde nu.

Og det gælder også i det små. Hvorfor tror I, jeg råder alle nye elever til at tage ja-hatten på og deltage i diverse udvalg? I starten virkede gymnasiet så stort og fremmed, hvor ingen hilste på hinanden på gangene, som vi jo gør det i de ærøske gader. Nu kan jeg ikke gå på gangene uden at skulle smile til en masse velkendte ansigter eller falde i snak.

Flere kender jeg gennem diverse frivillige udvalg, og det er netop, hvad der i januar er kulmineret. Mange vil ikke bruge tid på frivilligt arbejde, men ovenstående er blot et eksempel på, at man får noget ud af arbejdet – muligheder man aldrig havde turde forestille sig.

NU VENDER SMILENE TILBAGE

Hvad man giver til verden får man igen. Det har jeg nogle gange tvivlet på, for på trods af al den tid jeg smilte til verden, smilte den sjældent tilbage til mig. Men jeg opdagede, at citatet blot manglede en lille tilføjelse: På en gråvejrsdag.

På alle mine ture til Odense med ATU smilte jeg og holdte tilbage i den offentlige transport, som jo er nådesløs, som jeg skrev om her. Men den ene dag, hvor jeg knapt havde overskuddet til at løfte blikket fra gulvet og se folk i øjnene, blev jeg mødt af flere smil, folk der lod mig komme foran og holdte døren – lige på den dag, hvor der var mest brug for det.

Det var godt nok ikke i denne måned, men sådan har hele januar føltes i år. Som jeg skrev i dette Instagramopslag, begynder jeg at tro på, at hvad man giver ud, får man igen.

Og jeg har et meget stærkt eksempel, selvom jeg ikke helt kan løfte sløret endnu. Men lad mig blot antyde at blot det at være lektiehjælper i sjette klasse her seks år senere kan være med til at åbne en helt unik mulighed, som kom som sendt fra himlen midt i planlægningen af sabbatåret.

Som I kan se på dette indlæg, som igen er helt vildt selvcentreret, så er der altså mange lyspunkter i mørket, som jeg skrev i dette Instagramopslag. Én måde at huske dem på, er at skrive dem ned på LMinside, men til jer har jeg samlet et håndfuld råd til at holde fast i lyset midt i vintermørket.

5 gode råd til at se lyset i mørket:

  1. Gør de ting, som I ved, bringer jer glæde.
  2. Forventingsafstem med jer selv. Er det realistisk at køre på i højeste gear og være lykkelig døgnet rundt i januar?
  3. Skriv hver aften 1-3 gode ting fra dagen ned.
  4. Vær taknemmelig og stolt over de gode ting, selv hvis det virker som småting.
  5. Husk, at alt hvad I igennem har sendt ud, vil komme tilbage til jer – en dag kommer smilet igen.

Smil til verden,
så smiler den til dig
på en gråvejrsdag!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’