“Jeg fortalte jer kun den halve sandhed… Og det gjorde jeg ikke engang ordenligt, så lad os begynde der – fra starten”

Sådan begyndte jeg en kladde til et indlæg i starten af året. Da vi nåede sommeren fortsatte jeg kladden sådan her:

Jeg har ikke løjet, jeg har ikke fundet på noget, jeg har bare ikke fortalt;-) Jeg skal ikke føle mig presset til at dele noget på bloggen, jeg ikke er klar til, men jeg skal heller ikke føle, at jeg ikke kan dele det, jeg har lyst til<3

Men nu er jeg både klar, har lyst til & brug for at dele dette – at dele hele sandheden… Der er ting, som jeg formentlig aldrig vil skrive om herinde, men nu er jeg klar til at dele nogle af de største;-)”

Det skrev jeg i sommers, og jeg mente det. Jeg var så klar til at dele, jeg nåede bare aldrig længere ind til starten. Fordi at starten er svær at finde, og holde fast i. Hvor begynder man, når man har et net af sandheder? Kludrede snore, hvor der ingen ende er, og hvor alle punkter er forbundet til de andre.

For det er jo sådan livet er. Svært at finde hoved eller hale i, et stort virvar af oplevelser, en snor uden ender fuld af liv. Så jeg kom aldrig videre fra den start, selv da jeg havde fundet en god en.

Jeg prøvede den anden dag igen at begynde fra den valgte start, men med indholdet fra sommerens kladde, blev indlægget hurtigt for langt. For det er jo så det næste – det bliver for langt.

Selvom jeg vel knapt er voksen, har jeg et langt liv bag mig. Hvordan skal jeg på så få ord, få hele livet ned i dem? Hvordan skal jeg nøjes med at skrive om en ting, når alle de andre også er nødvendige for at forstå den ene?

Der ligger så meget bag alle ting, og selv når jeg blot vil dedikere et indlæg til et emne, er der så meget i det, som ikke kan undværes. Det er svært at skulle udelade noget – særligt om personlige oplevelser. For hvad nu, hvis I misforstår?

Jeg frygter, at I misforstår noget, og enten bliver stødte på jeres eller mine vegne, når I ikke har alle mine bagvedliggende tanker. Men I skal naturligvis ikke slæbes gennem alle refleksioner, jeg nogensinde har haft.

Så nu ændrede jeg udgangspunktet. Nu starter vi her, med dette indlæg – med forvirring, frustration og frygt. En frygt der mindskes, når I nu har læst dette indlæg. For så ved I, at der er flere tanker, pointer, oplevelser bag fremtidige indlæg, end de få I ser sort på hvidt.

Og en sidste ting, jeg vil bede jer huske på, når jeg snart begynder stykke for stykke at samle hele sandheden, er at huske på dette:

“Det er ikke forsøg på at udlevere mig selv, få opmærksomhed eller skabe medlidenhed… Det er et forsøg på at rykke grænser, mine egne såvel som omverdenens, og det er et forsøg på at bryde tabuer! Det er en modreaktion på det samfund, vi lever i… Og sidst men ikke mindst er det håb om, at der sidder nogle, som når de har læst dette, ikke føler sig så alene mere<3”

Jeg var klar til at begynde fortællingen for mange måneder siden, men livet blev kompliceret – som det jo gør. Nu er det ikke længere så simpelt, at skulle fortælle jer hverken den halve eller den dengang hele sandhed – men jeg er ved at være klar til det igen.

Tak for jer.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’