Skamfuld i stedet for stolt

Det er vel næppe gået nogle af de faste læseres næse forbi, at jeg i sommers blev den heldige indehaver af et spejlreflekskamera – som jeg så fint formulerede det i dette indlæg med nogle blomsterbilleder.

Jeg undlod nemlig som altid at oplyse jer og alle andre om, hvor det kom fra. For sandheden er at jeg fik det, men på en måde så det er noget, jeg går stille med dørene med – selvom jeg vel burde være stolt.

Til dimissionen for afgangseleverne modtog jeg kameraet samt et smykke som en flidspris, hvilket jeg hverken havde overvejet eller forventet. Nu vidste jeg heller ikke, at der fandtes sådanne priser.

Men hvorfor er det, jeg sad og var skrækslagen for at få en pris for højeste karaktergennemsnit?
Hvorfor er jeg så glad for at jeg klokkede i det til engelskprøven og undgik det?
Hvorfor blev jeg så ked af at modtage flidsprisen?
Burde jeg ikke være glad?
Burde jeg ikke være stolt?

Hemmelig succes

Men sådan er det her samfund efterhånden indrettet. Det er indrettet på en måde, så jeg holdte alle mine karakterer hemmelige selv for mine forældre.

Ikke fordi de var lave, men på grund af dette tabu – på grund af de konsekvenser det har haft for mig, og som har fulgt mig siden jeg startede i skole.

Jeg har ville give alt for at slippe ud af den cirkel, men det burde da ikke være en ond cirkel eller et tabu. Hvorfor skal man skamme sig over karakterer – ligegyldigt om de er høje eller lave?

Så lad mig nu bryde det tabu og indrømme over for alle jer men mest mig selv, at jeg altid har fået høje karakter og en masse ros. Men hvor er det svært at sige.

Stræber, nørd og andre kasser

Jeg ved godt, at I ikke vil tro det, for man siger altid høje karakterer er gode. At man skal være stolt af at være god i skolen. Men klarer man det ganske okay, er det ofte noget man skammer sig over – og i hvert fald ikke noget man praler med.

Nu virker jeg sikkert vildt utaknemmelig, og jeg ved godt at mange af jer ikke forstår det. At I da ikke synes, man ifølge samfundet skal skamme sig over det. Men helt ærligt er vi ikke alle medskyldige i, at det er sådan?

Hvem har ikke lige henkastet smidt et ord som stræber eller nørd – ord som lyder så negative i modtagerens ører, men som, i de fleste tilfælde, er ment i sjov?

Jeg kunne begynde at argumentere for, hvorfor det er usandt eller fordomsfuldt, men på en eller anden måde bliver fordommene til virkelighed.

Når verden ser én på en bestemt måde, ser én i en rolle, som de har påduttet én, og som man ikke selv har valgt – så er den ikke til at slippe af med.

Man kan ihærdigt men forgæves prøve, og det er hårdt i længden – kun at ses som en 12-talspige eller 12-talsdreng!

For det kan godt være at nogle af ordene passer, men man er så meget mere – og det vil man jo hellere have at folk ser, inden de sætter en i en bås.

Karakterer måler ikke lykke

For lad mig ligesom i dette indlæg understrege en ting. Karakterer betyder ikke en skid. Nu tænker alle det er løgn, og desværre har de også en lille betydning, men man bliver ikke lykkelig af høje karakterer – og i hvert fald ikke af at stræbe efter dem.

Og nu hvor vi vendte tilbage til ordet stræber, så vil jeg som tidligere nævnt lige klargøre betydningen af det ord. En stræber er, som det ses ovenover, en, der stræber efter høje karakter – som arbejder med dem som det eneste mål og motivation.

Og læg lige mærke til at der står, det er nedsættende. Bare fordi man får høje karakterer, er man ikke nødvendigvis en stræber, de findes hele vejen op af karakterskalaen.

Derfor kan alle de hentydninger ikke rigtig såre mig mere, for hovedsagen er, at jeg ved, hvem jeg er – ikke hvad andre siger eller tror. Og jeg ved, jeg ikke er en stræber, for selvom jeg helt ærligt klarer det godt i skolen, så er det ikke med vilje så at sige.

Undskyld for mit (u)held

Det siger lidt om dette tabu, at jeg nu vil undskylde med, at det ikke er min skyld, eller noget jeg stræber efter – sådan burde jeg ikke føle.

Jeg er åbenbart, hvad andre ville kalde så heldig, mens jeg kalder det uheldig, at have nemt ved og interesse for de boglige fag. Det er ikke noget jeg kan, bør eller vil ændre.

Det er ikke fordi jeg ikke har arbejdet for mit faglige niveau – at jeg ikke selv har gjort noget. Men jeg har ikke kæmpet lige så hårdt som visse andre gør bare for at klare sig. Jeg har i stedet for kæmpet  med følgerne af naturligt at klare sig så godt.

Nu hvor jeg har indset, at jeg alle steder og af alle mennesker vil blive sat i en bås allerede efter en times tid – er det ikke det, som gør, jeg skammer mig.

Et nyt system

Jeg har, som andre i min ende at karakterskalaen, en frygt for at virke overlegen, selvglad, nedgørende, forventningsfuld og uforstående. Sådan må intet af det her forstås.

Jeg hverken er eller vil være med til at skabe det kæmpe pres, til at sætte idealer eller noget som helst – for lige meget hvad end du får, og hvor godt du klarer dig i skolen, er det så flot.

Livet handler ikke om karakterer eller skole for den sags skyld – et tal definerer os ikke. Det angiver måske ens faglige niveau i forhold til studieordninger – men ikke i forhold til ens tidligere niveau.

Vi har bare forskellige udgangspunkter – at gå fra 02 til 4 er ikke mindre værd end at gå fra 10 til 12, tværtimod. Det handler om at se på det ud fra ens eget niveau, på hvordan man klarer det i forhold til en selv og ens eget niveau og ikke alle andres.

Måske vi skulle opfinde et nyt karaktersystem, hvor 0 er ens personlige udgangspunkt, og man så udvikler sig derfra – i stedet for at sammenligne alle med hinanden på kryds og tværs uanset udgangspunkt.

Akademiet for Talentfulde Unge

Jeg håber virkelig, at I forstår, hvad jeg forsøger at sige om karakterer og deres betydning. Jeg nåede jo slet ikke at uddybe det hele, og det kommer også lidt tilfældigt eller pludseligt dette indlæg.

Men for at være helt ærlig gik jeg i gang med det i juni under prøverne, så det har taget noget tid, eftersom det er det mest personlige indlæg herinde indtil videre.

Grunden, til jeg skrev det færdigt nu, er egentlig fordi jeg netop er blevet anbefalet til noget ATU – som de fleste gymnasieelever vidst har hørt om.

De kalder det Akademiet for Talentfulde Unge, hvilket både lyder overlegent og forkert – når man som mig aldrig har set det at være boglig og fordybe sig fagligt som et talent.

Men snakken om hvorvidt det at være boglig er et talent, gemmer vi til en anden gang . Nu er det første skridt, i forhold til at bryde tabuet, taget, og derfor kan jeg fortælle jer om dette ATU.

Jeg kan lige her til sidst tilføje, at titlen 12-talstabuet er lidt misvisende – for lige som mange andre gymnasieelevers er mine karakter faldet et lidt – ikke ta jeg nogensinde har haft eller vil have rene tolv-taller.

Tusind tak til jer, som har læst helt herned, I er dejlige. Kunne I for øvrigt tænke jer flere indlæg om alt dette, måske særligt om STX?

I kan jo altid efterlade en kommentar, også hvis I vil komme med jeres synspunkt på alt dette med karakterer for vi har alle forskellige.

Og husk lige at der igen grund er til at skamme sig over sine karakterer, ligemeget om de er lave eller høje – der findes ikke dårlige karakterer.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’