“Hvor ser du godt ud,” siger I, og hun ser lettere panisk ud, mens hun ryster på hovedet og siger: “Iligemåde!”
Har I også den veninde? Måske er I selv den veninde eller ven – for når drenge lader facaderne falde, bliver man lige så ofte mødt af den reaktion.

I disse ungdomsår er det de færreste, der oprigtigt kan tage imod et kompliment. Og desværre ser det ud til at janteloven har udbredt den tendens til landets øvrige generationer. Automatisk vil folk pege på, at det skyldes netop janteloven eller dårligt selvværd, men efter selv lige at være blevet spurgt har jeg fundet flere mulige grunde.

TOMME KOMPLIMENTER

Det første problem, jeg ser i mig selv og andre, er tvivlen – eller nærmere manglen på samme. Der er langt fra mangel på komplimenter i dagens Danmark. Men problemet er måske netop, at vi kaster dem om os uden videre eftertanke, hvorfor de risikere at blive værdiløse.

Til gallafest på gymnasiet i fredags lagde jeg mærke til, hvor mange gange indlæggets indledende citat blev brugt – og med rette, for folk lignede jo stjerner. Men skræmmende ofte blev kjolen rost, før den talende overhovedet havde set den eller bemærket, at det var et jakkesæt. Og endnu tiere hørtes et høfligt “iligemåde”, førend de havde set hinanden i øjnene.

Vi danskere er håbløst høflige, og hvilket naturligvis ikke er skidt. Når jeg kalder det ovenstående for tomme komplimenterer det ikke, fordi de er usande. Det er, fordi de alt for ofte vil opfattes som tomme høflighedserklæringer i den heldige modtagers ører.

Det er ikke svært at se, at en person ikke lader beskeden synke ind. Jeg bliver selv tit anklaget for det, men når det sker, er det netop, fordi jeg tror det er tomme høflighedskomplimenter – eller for det meste, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem.

KOMPLIMENTETS KUNST

Besvarer I også de fleste komplimenter med et lille grin og et emneskift? Desværre bunder det hurtige “iligemåde” ikke kun i manglende tro et kompliments oprigtighed, for nogles vedkommende bunder det i dårligt selvværd. I at de reelt ikke tror på, at de er smukke, dygtige, elskede eller værdige.

Det er selvfølgelig et kæmpe problem – men ikke et jeg vil gå mere ind i i dag. I stedet vil jeg holde fokus på os, som givere af komplimenter. På hvordan vi hver især kan give bedre komplimenter og derved udrydde denne tomme komplimentskultur.

At give et et kompliment er ingen kunst, men det må det at røre andre med ord, der bundfælder sig i dem, næsten siges at være. Selvfølgelig er det ikke sort/hvidt, og det er nogen gange virkelig overraskende, hvad det er for nogle små tilfældige bemærkninger, man tager med sig gennem livet – hvilket denne video illustrerer så fint.

UKONSTRUKTIVE KOMPLIMENTER

Alligevel vil jeg dog bede jer slette alle mine tidligere eksempler i dette indlæg fra jeres hukommelse – de er nemlig i de fleste tilfælde, hvad jeg vil kalde ukonstruktive komplimenter. Ikke fordi de er usande eller forkerte, vi skal selvfølgelig ikke stoppe med at sige dem, men de er bare ikke særligt konstruktive.

Jeg diskuterede dette emne med en ven for nogle uger siden, der netop mente, at jeg griner af komplimenter for at dække over, at jeg ikke tror på dem. Men uden at tage videre stilling acceptere og husker jeg dem, som er ærlige – alligevel griner jeg.

Jeg griner, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem. Jeg er egentlig begyndt at synes, det er fjollet, at komplimentere hinandens udseende – hvilket jo typisk er genstanden for mange komplimenter.

Der er naturligvis en pointe i og et udbytte af at komplimentere udseende. Folk bliver bekræftet i, at de er elskværdige, som de er.  Hvad er den del af jeres udseende, I oftest komplimenteres for? Og hvad giver det jer?

Det kan godt være, at det er rart, at huske på komplimenterne den dag, spejlet har skiftet form til en hård selvkritiker. Men ærligt talt er der jo ikke meget andet, vi kan stille op med de komplimenter.

Det er fint at vide, ens øjenfarve er flot, men det har trods alt ikke meget med os at gøre. Det er vidst nærmere nogle gener i stamtræet, vi kan takke for det. Det er formentlig meget få procent af vores udseende, vi ikke har fået foræret.

Komplimenterer nogle ens frisure, man selv har valgt, ens muskler, man selv har valgt at træne, ens vægt, man har kæmpet for at tabe, så er det ens fortjeneste. Så er et kompliment på sin plads. Så kan det bruges konstruktivt til videre motivation og som en bekræftigelse af de valg, man har taget. Men skal vi ikke prøve at skrue lidt ned for alle de komplimenter af hinandens ydre?

KOMPLIMENTSKULTUREN

Sagen er nemlig den, at vi er flokdyr. Vi søger bekræftigelse, og vi søger anderkendelse. Derfor er det naturligt at fokusere på de ting, som vi har erfaring med fører til anderkendelse. Det vil sige, at i et samfund, hvor for eksempel dyrkelsen af udseende bliver rost, vil det være vejen til anderkendelse og derfor der, hvor vi lægger vores energi.

Er samfundets succeskriterie en minimalvægt, vil fokus blive lagt på vægttab. Er samfundets succeskriterie en god økonomi, vil folk fokusere mere på penge og så fremdeles. Men hvad hvis samfundets succeskriterie var passion i livet, engagement på arbejdet eller nærvær i relationer?

Hvad hvis vi begyndte at rose hinanden for at leve miljøvenligt i stedet for i de dyreste mærkevarer? Hvad hvis vi begyndte at rose hinanden for at turde vise sårbarhed i stedet for kun at rose hinanden for altid at smile?

Mon vi kunne ændre verden ved at ændre vores komplimentkultur? Det har i hvert fald ændret min. Jeg bliver rost for at altid at være smilende og positiv. Men I kan nok forstå at komplimentet: “Du er altid så livsglad” virker lidt absurd tre måneder inde i en depressiv periode. Der har en besked om, at jeg var den med mest substans til et event rodfæstet sig på en hel anden måde.

KONSTRUKTIVE KOMPLMENTER

Hvorfor? Fordi komplimenter af noget, man fokuserer på og kæmper for, betyder meget mere. Ligesom en bodybuilder bliver bekræftet i, at det han eller hun bruger sin tid på i træningscentret er meningsfuldt og lykkes, bliver jeg bekræftet i, at mine værdier er meningsfulde, og at jeg formår at leve efter dem, når de komplimenteres.

Alle disse refleksioner bundede i førnævnte diskussion med en ven, der udsprang af et kompliment af kropsligt, som jeg ikke engang husker – fordi det ikke er vigtigt for mig, eller noget jeg har gjort mig umage med.

Til gengæld skrev han en uge senere, det var fedt, at jeg rent faktisk tænkte grundigt over de spørgsmål, man stillede mig. Og det husker jeg tydeligt, fordi det er noget jeg bestræber mig på, og som det derfor var rart at få at vide lykkes og giver mening.

GIV GODE KOMPLIMENTER

Min opfordring til jer, der vil give mere betydningsfulde komplimenter, vil derfor være den udfordring, jeg gav min ven. Prøv i en rum tid ikke at give basiskomplimenter – det vil sige at komplimentere udseende eller andre ting, folk ikke har synderlig stor indflydelse på.

Prøv at se personlighederne frem for kroppene. Indsatsen frem for resultatet. Ros ikke din veninde eller datters tital, men ros hende for hendes arbejdsindsats, kræfter, tid og umage. Og selvfølgelig ikke på grund af mine påstande alene – sidstnævnte findes der en pokkers masse psykologisk teori om.

Og I må endelig ikke stoppe med at give komplimenter eller tage imod dem. Jeg håber bare, I nu vil forstå, hvorfor I enten ikke selv tager imod, eller hvorfor jeres ven eller veninde ikke gør det.

Der kan ligge mange ting bag, og desværre er min generation yderst selvkritiske. Men heldigvis kan man gennem lidt eftertanke snige sig uden om den udfordring. For eksempel ved at fokusere på, hvad et andet menneske får en til at føle.

I stedet for at skrive til en gymnast, at hun dansede godt, og derved få hende til indvendigt at protestere og gennemgå diverse småfejl, som der er en tendens til i sportens perfektionskultur, skrev jeg, hvor glad jeg blev af at se hende smile på gulvet.

DET STØRSTE KOMPLIMENT

Vi kan ikke bestemme, hvad andre tænker eller føler – og vi bør derfor heller ikke betvivle det. Til gengæld bør vi netop dele, når nogle får os til at føle eller tænke noget positivt. Også selvom det er fremmede, for intet virker mere oprigtigt end et kompliment fra én, som slet ikke havde nogen forpligtelse til at give det.

Alle disse ord er jo bare mine uvidenskabelige og subjektive refleksioner, som en anden ven allerede har lovet mig at udfordre. For sådan bliver vi klogest – ved at lade andre vise os, at vi altid kan blive klogere.

Er det vigtigt for jer, har I altså allerede taget et skridt ved at læse dette indlæg, og måske det næste skal være at smide en kommentar. Mit næste skridt vil omvendt være at sende jer et tak for at læse hele vejen herned. Tak er nemlig det største kompliment, man kan give.

Ros ikke hinanden for, hvem I er, og hvad I kan,
men ros hinanden for dem, I vælger at være, og det, I vælger at gøre.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’