SABBATÅR

Ugerne flyver afsted, min udvekslingselev er fløjet hjem, og om under en måned går jeg på læseferie. Gymnasietiden lakker mod enden, og det samme gør livet her i min lille lejlighed, som jeg netop har opsagt. Men hvad skal der så ske?

Hvad er mine fremtidsplaner for sabbatåret, inden jeg søger ind på drømmeuddannelsen? Faktisk kan jeg ikke svare fyldestgørende endnu, men jeg kan svare på, havd der skal ske til sommer, for til sommer flytter jeg til Frankrig.

Som nogle af jer måske ved, har jeg en fransk studieretning, og derfor har det altid været min intention at komme ud og lære og bruge sproget rigtigt. Her tre år senere må jeg altså bare erkende, at man ikke lærer et sprog ordentligt i et klasselokale.

Den klassiske sabbatårskabelon er jo også at arbejde og rejse på skift, men jeg har altså valgt at kombinere de to ting. Jeg vil nemlig gerne arbejde med mennesker og allerhelst små børn, som I måske husker, at jeg engang troede, jeg skulle her.

BESLUTNINGEN

Jeg har altid leget med tanken om at blive au pair, fordi det jo netop er en hel fantastisk kombination af at rejse og arbejde. Særligt for mig, der har det bedst med at have et hjem og en fast base i stedet for at få alt for mange indtryk på en eller to uger.

I starten af januar var jeg presset over at gå ind i det nye år uden at have nogen fornemmelse af, hvor det ville ende. Så en dag tog jeg mig sammen og besluttede mig for at blive au pair i Frankrig – men jeg byttede dog hurtigt den svære og forvirrende søgning efter familier ud med sengen.

På magisk vis, eller faktisk helt tilfældigt, vågnede jeg til et Facebookopslag i en gruppe for ærøboere, hvor en tidligere øbo nu søgte en ung pige, der ville være au pair hos dem i Frankrig. Kunne det være bedre timing?

Jeg sendte en besked af sted, og nu er det efterhånden mange uger siden, at jeg sendte en underskrevet kontrakt tilbage til Frankrig. Det er kun ganske få ting, der er fastlagt, men nu kan jeg endelig fortælle jer om planerne for resten af 2019.

PLANEN

Den 28. juni har jeg dimission og studenterkørsel. Men det bliver ikke nogen lang studenteruge for mit vedkommende, da der den 1. juli kommer en flyttevogn, som tager min lille lejlighed pakket i kasser med hjem til Ærø, hvor de skal stå i et halvt år.

Foreløbig er planen nemlig, at jeg flytter ned til familien hurtigst muligt, hvilket vil sige en af de første dage i juli. Der bliver altså ingen sommerferie med badning langs den ærøske kyst eller sommerhus med familie og venner for mit vedkommende i år.

TIl gengæld for jeg jo lov til at bo i en forstad til Paris sammen med en familie bestående af en dansk mor, en tysk far og efter et par uger tre små børn. I hjemmet får jeg altså ikke trænet noget fransk, men til gengæld har jeg formiddagene fri til at tage på sprogskole.

Faktisk kommer jeg til at have en del fritid i løbet af ugen, da det primært er om eftermiddagen og aften, at jeg skal hjælpe moren, som går hjemme på barsel, med børnene, da faren ofte har arbejdsrelaterede rejser. Der er altså styr på arbejdsforholdene.

Samtidig ser jeg også nogle fordele i, at det er en dansktalende familie – primært fordi de har den tilhørende mentalitet også i forhold til opdragelse. Det var nemlig noget, jeg havde været lidt i tvivl om, da man ikke kan regne med, hvor hård hånd franske familier føres med.

AT GENLÆRE LIVETS KUNST

Og det med at skulle passe børnene er noget af det, jeg glæder mig mest til. Selvfølgelig glæder jeg mig også til at opleve Frankrig og Paris på tæt hold og i lidt lavere tempo og temperaturer, end da jeg besøgte hovedstaden med ungdomsskolen tilbage i 2015. Men først og fremmest ser jeg frem til også at skulle indgå i og hjælpe en familie.

Vi har netop læst Den Lille Prins i fransk, og der gik det op for mig, hvorfor jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at få mindst lige så meget ud af det som dem. Og grundene er mange til, at jeg ser det at passe børn som meningsfuldt.

Først og fremmest er det meningsfuldt at passe børn, fordi store dele af det kan virke meningsløst fra det synspunkt, vi igennem vores skoletid overtager. Alt skal være så produktivt og meningsfuldt; man får ingen studenterhue af at sidde og kaste den samme bold frem og tilbage i timer af gangen.

Men jeg trænger til at genlære det, til igen at gøre noget unyttigt. Jeg trænger til at sidde og kaste en bold til et barn om og om igen uden at føle, jeg spilder tiden, er ineffektiv, burde alt muligt andet og underpræsterer.

Jeg trænger til at genlære at være i nuet. Det tror jeg, at alle vi unge gør. Vi trænger til at blive mindet om, hvad det er, der virkelig tæller; for det er ikke karakterer eller alle de andre tal, som i gymnasiet bliver omdrejningspunktet for vores tilværelse.

DET DER VIRKELIG TÆLLER

Det, der virkelig tæller, er relationer. Helt enestående relationer uden alt det hejs, vi propper rundt om dem i disse ungdoms- og voksenår, hvor møder mellem mennesker skal camoufleres via fine restauranter eller oplevelser til overpris.

Det tror jeg, at det kommende halve år med leg og børn vil bekræfte mig i. Jeg tror, vi alle kan lære meget at se på børn og deres behov. Børn er ligeglad med, hvor stor en løn eller høj en karakter vi får, eller om håret sidder rigtigt – de har bare brug for vores nærvær.

Og selvom vi ophøjer os selv til nogle intellektuelle væsner, der er ih og åh så komplicerede, er vi jo alle såre simple. Vi er bare børn, der har brug for nærvær og nærhed. Vi har brug for nogle, der ser os og ser vores behov, så måske skulle vi øve os i det; at  se hinanden og mødes i nærværet.

Jeg vil i hvert fald øve mig i det, når jeg om ganske få måneder sidder I Frankrig og kaster en bold om og om igen. Så vil jeg øve mig i at være nærværende i det nu og huske, at intet andet ville være mere meningsfuldt.

It’s better to look back on life and say:
“I can’t believe I did that!”
Than to look back and say:
“I wish I did that!”

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’