Livet er mange ting og dog så simpelt. I bund og grund er det jo bare en given tid, vi har fået, til at være på denne jord. Det er et bestemt tidsrum, hvor vi har chancen for at gøre en forskel, inden vi igen forsvinder og er væk.

Det er en chance for at forsøge at gøre så meget indtryk, så at den verden, vi efterlader, ikke havde været den samme, hvis vi ikke var blevet født.

Det er en rutsjebanetur, hvor vi er helt oppe og kysse stjernerne, når tingene går godt. Men hvor vi også meget af tiden er nede og skrabe knæene mod den golde jord. Hvor vi er helt dernede, hvor det gør så ondt, at vi ikke engang kan holde ud at være til.

Og sådan er det i alles liv. Alle har prøvet at være helt dernede, hvor man skraber næsen mod jorden, og bliver suget ind under den; der, hvor der intet håb er, og alt er mørkt og sort.

Men lige så mange, som har været dernede, hvor det gør allermest ondt, har rejst sig igen. Lige så mange har pludselig set et lille lysglimt blive større og større, og har lige så stille fået kæmpet sig op på benene igen.

Måske kun på alle fire eller knæene i starten, men vi er alle kommet op. For lige meget hvor langt nede, vi er, kan vi altid komme op igen. Det tager ganske vidst tid. Der kan gå mange år, store dele af vores liv, men vi rejser os.

Livet er nemlig ikke kun at være nede på bunden. Livet er bestemt også at være ovenpå. Selvom det kan se håbløst ud, og der kan gå lang tid, hvor vi ikke ser noget lys, må vi ikke give op.

For livet indebærer også at være nede. Hvordan skulle vi ellers vide, hvornår vi var oppe? Hvis vi ikke ved, hvordan det er at have det skidt, kan vi ikke vide eller værdsætte, når vi har det godt?

Vi må ikke give op, når vi ligger der væltet om kuld af livet. Vi må ikke stoppe med at lede efter håbet og mulighederne. Som Martin Luther King sagde, er det vigtigste, at vi kommer fremad, og så er det lige meget hvordan.

Men jeg synes ikke, at han har helt ret. Det ville være det ideelle, men det er ikke realistisk, for nogle gange går det også den modsatte vej. Nogle gange går livet den forkerte vej, ellers ville vi jo ikke ende helt nede i kulkælderen.

Men nogle gange er det altså også helt okay at være nede. Det er helt okay at være ked af det, når tingene går skidt, for det er jo netop også en del af livet.

Jeg fristes næsten til at sige, at det kan være okay at give op, men det er vidst lige i overkanten. Vi må aldrig give fuldstændig op, det får vi det ikke bedre af – så taber vi bare til livet.

På en eller anden måde synes jeg at den vigtigste grænse er, at så længe vi ikke vælger at tage sit eget liv, så har vi vundet.

Det er okay nogle gange at bryde sammen, være helt nede, have det så skidt, der ikke kan sættes ord på det, og være ked af det.

Bagefter vil man også for det meste opleve, at når frustrationen har lagt sig, tårerne er tørret ind og følelserne er ude af kroppen, så er det hel lidt bedre, lysere og lettere at bære. Bagefter opdager man, at man stadig er der, ligesom de største problemer.

Selvom man gav op og gav slip, løste problemerne sig ikke. Det er ikke nok at give op; vi bliver nødt til selv at kæmpe. Det er okay lige at holde et par minutters pause i frustrationens navn, men bagefter må vi acceptere situationen og begynde at kæmpe for at ændre den.

Jeg er lidt af den overbevisning, at vi ikke kan tabe til livet, kun på en enkel måde. Som tidligere nævnt, er den eneste måde at tabe til livet, i mine øjne, at tage sit eget liv.

I et sådan tilfælde, har man opgivet helt, dræbt det sidste håb, og frarøvet sig alle sine muligheder. Jeg skrev godt nok i dette indlæg, at døden er meningen med livet, men lige netop den død tæller ikke som en sejr.

Så længe vi ikke vælger den udvej af livet, har vi vundet; så har vi nået målet med livet. Det kan godt være vi dør tidligt, sent eller hvad ved jeg, men dør vi på det tidspunkt, som var bestemt af, hvem end der styrer det, klarede vi den.

Så gennemførte vi livet og dets udfordringer, og vigtigst af alt gav vi aldrig op på livet – man vandt det. Det skal vi huske, når vi er nede, at alle dele af livet er bedre end slet ingen. Det er bedre at leve livet til ende og gennemføre det med op og nedture, end slet ikke at gennemføre det.

Tror I mig ikke? Så se denne video, der viser, hvordan en håndfuld tilfældige fremmede alle har været ved at give op.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’