Et lykkeligt øjebliksbillede fra Instagram

Vi lever i en tid, hvor der egentlig ikke er særlig meget tid. Særligt til os unge er der så mange krav og forventninger, så vi lever i en konstant tidsnød, en frygt for at fejle og for ikke at nå det hele. Vi har så travlt med at planlægge og forberede os på fremtiden, at vi glemmer at glæde os over nuet.

Jeg er selv en forfærdelig synder på det punkt. De sidste par år har jeg overhovedet ikke kunne leve i nuet. Men jeg kan allerede mærke, at det hjælper på det nu; nu hvor jeg i nuet lever et liv, jeg rent faktisk kan glæde mig over, gør jeg det også. Man skal huske det, man skal virkelig huske at give sig tid til at tage en dyb indånding og slippe bekymringerne for en stund.

Vi venter hele ugen på fredag,
hele året på sommer,
og hele livet på lykken
– stop med at vente,
og start med at leve!

Ja, der er mange ting at tage stilling til, mange ting vi vil opnå, og de ting kræver selvfølgelig deres kampe. Men hvad er det værd, hvis vi ikke når at leve?

Vi ved ikke, hvor længe vi har at leve i, og selvom denne tanke er provokerende, så kan vi jo nå at gå bort, inden vi opnår det, vi drømmer om. Og hvad er det så værd, at have brugt hele livet på lektier, for at opnå drømmejobbet, hvis man dør inden og ikke har levet?

Lige nu er der en masse ting, jeg kunne ordne hjemme, men det er ikke det værd. Intet er lige så meget værd som lykke.

Lykke er ikke en destination men en måde at rejse på!

Lykken er dog en sjælden ting, som man kun oplever i små glimt, og jeg er først begyndt at mærke de glimt nu. Vi skal huske at lykke ikke er en tilstand, men en følelse, som man for øvrigt ikke kan føle hele tiden.

Vi bliver nødt til også at mærke det modsatte. Vi skal også have nogle nedture for at vide og for at kunne mærke, at vi nu føler lykke.

Jeg tror heller ikke, at det bare er sådan en følelse, der lige pludselig vælter op i en. Det har jeg i hvert fald endnu ikke oplevet.

Her de sidste par måneder har jeg mærket den følelse, når jeg stoppede op, kiggede rundt på de eventuelle folk, der var til stede eller blot omgivelserne, og bare gav mig selv lov til at nyde det.

Vi skal give sig selv lov til at nyde livet, lov til at give slip. Bare for en stund skal vi lige sætte tankestrømmen på pause og nyde. Nyde at vi er til, nyde at vi er omringet af de mennesker, vi er, og så skal vi huske, at vi er lige præcis, hvor vi skal være.

What’s meant to be, will be!

Vi er, hvor vi skal være. Alting er, som det skal være, og alting skal nok gå. Det må vi aldrig glemme. Det er okay til tider at tvivle på det, men vi skal huske os selv på det, når tvivlen så er ovre.

Jeg har i al den tid jeg kan huske, gået og tænkt over fortiden, fortrudt den og bearbejdet den; men det er ikke fortiden, det handler om, det er nuet.

Jeg har i størstedelen af tiden gået og drømt om fremtiden, planlagt den, forestillet mig den, men sandheden er, at det jo nok skal gå. Livet går sin gang, og tingene sker, præcis som de skal – det behøver vi slet ikke at bekymre os om.

Nej, vi skal leve i nuet, tænke på hvor fantastisk livet egentlig er, og hvor heldig vi egentlig er, fordi vi får lov til at opleve det. Der er dårlige perioder, hvor livet ikke virker særlig fantastisk, men de går over. Det kan tage lang tid, men de går over.

Så husk nu, at stoppe op, kigge rundt og trække vejret, imens I tænker på alle de fantastiske ting ved jeres liv lige nu. For taknemmelighed er en af hovedvejene til lykken.

Husk til sidst, at I er perfekte præcis, som I er. At I ikke behøver at bekymre jer om fortiden og fremtiden, for alting var og bliver præcis, som det burde og bør. Og husk til sidst at livet elsker jer, og I er, præcis hvor I skal være.

 

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’