I sidste uge skrev jeg et indledende indlæg om hele denne metode med et månedligt ord. Om tankerne bag, idéen i det og hvordan det konkret udføres.

I kan læse alt det og de fem trin her, men som jeg også skrev, kan det virke lidt abstrakt. Derfor vil jeg i dag dele mine ord for årets første to måneder som en inspiration – så lærer i også mig lidt bedre at kende.

Med disse eksempler bliver metoden lidt tydeligere og mere konkret. Jeg kan forklare jer, hvordan de fem trin førte mig til ordet og gennem måneden med det. Lad os lige opsummere opskriften, som uddybes her:

1. Vælg ordet
2. Definer ordet
3. Find formålet
4. Læg en plan
5. Gør status

Månedens ord 2018 januar og februar

RO – januar

Jeg har haft en turbulent og meget tærende vinter, som jeg har løftet lidt af sløret for her, selvom I stadig kun kender den halve sandhed. Derfor var årets første ord ro, fordi jeg skulle huske at give mig selv tid og plads til ro.

Det første I skal gøre, når I har valgt et ord, er nemlig at definere jeres forståelse af det, hvad I mener med ordet. For eksempel definerede jeg det her på tre måder: At tage det roligt, at give mig selv ro og at træffe beslutninger ud fra værdien ro.

Jeg uddybede de tre lidt, så det blev lidt mere konkret, og det er også det I skal på fjerde trin – lægge en meget konkret plan. Her lavede jeg blandt andet en retningslinje, der lød, at jeg skulle takke nej til stressende aftaler, arrangementer og aktiviteter.

Det ville jeg ikke normalt, men fordi det var mit fokus, skulle jeg ikke tænke så meget over det i situationerne. Jeg havde på forhånd givet mig selv lov til at sige nej, når jeg havde brug for det – og det var jo kun en måned.

Inden man laver praksisen, skal man som sagt lige finde formålet med det hele. Hvorfor gør man det? Hvad vil man gerne have skal ændre sig? Hvad vil man lære? Hvor vil man ende?

Sidst men ikke mindst skal der gøre status. Endte man et sted i nærheden af formålet? Lærte man noget, og hvad kan man tage med sig? Jeg kommer med eksempler på formål og status ved februars ord.

GLÆDE – februar

Som forlængelse af den omtalte tærende vinter, havde jeg mistet evnen til at føle glæde. Meget ubehageligt egentlig, og noget jeg nok skal komme mere ind på en anden gang.

Men efter at have fået ro på livet og mig selv i januar, kunne jeg mærke det var næste skridt. At genfinde glæden, at finde ud af, hvad der kunne og plejede at kunne bringe glæde – og ikke mindst at bemærke den og værdsætte den.

Det var således både definitionen og formålet. At genfinde glæden, at prioritere den og at nyde den – og det lykkedes, udelukkende fordi jeg havde disse overvejelser og en plan i hovedet.

Planen var nemlig at prøve at gøre de ting, der normalt bragte glæde, og huske på hvorfor de gjorde det. At prioritere de ting, og prioritere aktiviteter, der førte til glæde.

Og til sidst hver gang jeg mærkede en lille smule glæde, stoppe alle tanker og bare nyde det og sige tak. Netop det er noget, jeg har taget meget med mig, og som jeg mærker effekten af.

Evnen til at kunne stoppe midt i et glædesfuldt øjeblik og bare lade sig overstrømme af taknemmelighed og glæde, har jeg taget med mig. Særligt stærkt står ugen i sommerhus med vennerne.

Det var noget andet jeg fandt ud af, da jeg gjorde status, hvad der gjorde mig glad – heriblandt vennerne. Så det er jeg blevet bedre til at prioritere nu. At nedprioritere pligter eller ting, der egentlig ikke gøre mig glad, for at gøre plads til de glædelige.


Som I kan fornemme, har jeg allerede fået virkelig meget ud af denne metode – og jeg tillægger den en stor rolle i min bedring. Jeg kan kun anbefale at følge opskriften.

Det er så sundt, vigtigt og hjælpende ind imellem at overveje, hvor man vil hen, og hvordan man bedst kommer dertil. Det får man her gjort i starten af hver måned, hvilket også letter en del beslutninger i månedens løb.

Hvilket ord vil I have fokus på? Lad os endelig dele og inspirere gensidigt.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’