Så kom vi også gennem den tredje måned i dette år. Marts bød på mange spændende ting for eksempel denne studietur, og måneden igennem var der naturligvis også fokus på et nyt ord.

Et ord jeg fandt i slutningen af februar, som har ændret glædeniveauet i mine tanker markant og gjort, at studieturen gik bedre, end jeg frygtede i indlæg nummer 200.

Er I stadig ikke helt med på, hvad jeg mener, har jeg forklaret alt dette med månedens ord her – samt delt ordene fra januar og februar her. Men lad os komme i gang, for jeg er nødt til at dele denne lillebitte ting med så stor effekt med jer.

Månedens ord 2018 – marts

TAK

Tak var månedens ord, og det udsprang af februars ord – glæde. Der oplevede jeg nemlig, hvor meget det betød i gode øjeblikke at stoppe op og være taknemmelig for dem.

Jeg opdagede også, hvor lidt taknemmelighed generelt fylder i vores hverdag – hvordan vi glemmer at sige tak. Vi brokker os så meget over bittesmå ting og over ting, vi egentlig burde være taknemmelige for.

Heldigvis har jeg fået minimeret mit brok, da jeg nægter at brokke mig over, ting jeg ikke kan ændre. Og alle de resterende ting, er for selvforskyldte til at brokke sig over. Hvorfor brokke sig, når man har et valg? Hvis det virkelig er et så stort problem, så vil, kan og må man gøre noget ved det.

Den nemmeste vej til forandring

Men brokken var jo minimeret, det er ikke den jeg har arbejdet med – men det er det evige negative fokus, brokken er et udtryk for. Vi, og i hvert fald undertegnede, har den uvane at fokusere på de negative ting. Hvordan stopper man så med det?

The secret of change is focusing all your energy,
not at fighting the old,
but at building the new.

Ja, som citatet så fint siger, er svaret på mit spørgsmål ikke relevant. Det handler ikke om at forbyde sig selv at tænke negativt, men om at opbygge en alternativ mulighed – en mulighed for at tænke positivt.

Som med alt andet kræver det øvelse, og her er denne med henblik på taknemmelighed yderst velegnet. Den er så lille og simpel, og I kan bruge denne app til at implementere øvelsen i hverdagen.

Fremgangsmåden er simpel: Hver aften skriver I tre gode ting fra dagen, eller blot tre ting, I er taknemmelige for. Det kan være de store ting som at være i live, have gode venner, eller det kan være de helt små ting, som at I fik pandekager til morgenmad.

At finde taknemmeligheden i det små

Derfor er denne metode så god, fordi den tvinger os til at finde noget godt i og være taknemmelige for livet – selv når det ellers virker meningsløst. Måske er det bedste fra dagen blot at være stået op, have trukket vejret, det hele går an.

For to eller tre vintre siden gjorde jeg nogenlunde det samme, hvor jeg fandt en enkelt ting fra hver dag. Og selvom det var så bittesmå fremtvungne ting, at jeg i dag bliver bekymret på egne vegne, fik det mig ud af den sorte sindstilstand.

Ligeså har jeg her i løbet af marts kunne mærke kæmpe forskel på de dage, hvor jeg har henholdsvis husket eller glemt at finde tre ting. De dage, hvor jeg har glemt det, kan jeg ikke helt huske dagene – mere en generel negativ følelse.

Vælg jeres fokus, form jeres minder

Når jeg har fundet tre ting, er det dem, som dukker op. Og i og med det er tre gode ting, husker man lige pludselig dagen som noget positivt og med et smil.

Vi er altså i stand til at vælge, hvor vi lægger vores fokus – og vores fokus skaber tankerne, som skaber os. Det er jo den filosofi, der lægger til grund for det med månedlige ord, og jeg kan kun sige, det virker.

Så lad os begynde nu. Hvad er tre gode ting fra jeres liv i dag? Den længe ventede forårssol, en hyggelig familiesamtale eller måske en god film? Mulighederne er uendelige, for der sker så meget godt i denne verden bag nyhedernes evige terrormeldinger.

Lad os minde hinanden og os selv om det – om alt det gode. For eksempel er jeg så taknemmelig for, at I har læst helt herned.

TAK!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’