Hej og velkommen tilbage til LMinside. Jeg håber, I har nydt tiden siden sidst. I dag får I en metode, der kan hjælpe jer med at nyde tiden endnu mere, indtil vi ses igen.

Jeg har snakket om mål og nytårsfortsæt her på bloggen før – også om hvorfor de ikke altid lykkes så godt. Grundene var for eksempel, at vi har en tendens til at glemme vores ambitiøse mål, blandt andet fordi vi ikke har en konkret handlingsplan for dem.

Med for ambitiøse mål, mener jeg de mål, som ikke er delt tilpas op, som forudsætter at man kan gabe over uhensigtsmæssigt meget på en gang. Men det er muligt at dele de gode nytårsfortsæt op.

En dag eller i dag?

Og det behøver slet ikke at være nytårsforsæt, for som I kan se, er vi lige nu i marts – selvom det ikke ses på snedriverne udenfor. I dag handler det nemlig ikke om blot at sætte mål, det handler om at sætte meningsfulde mål.

Bevares, denne metode kan snildt bruges til de mål, I efter dette indlæg satte jer for året. Men sagen er den, at det ikke altid giver mening at sætte mål, for et helt år af gangen, derfor benytter jeg mig i år af denne metode.

En metode, der sikrer, at jeg hele tiden revurdere målene, stopper op og mærker efter, hvad jeg har brug for lige nu. For vi mennesker ændrer os hver dag, så hvorfor skal vores mål og fokus på dem stå uændret året igennem?

Det er der simpelthen ingen grund til, i hvert fald ikke for mit meget foranderlige sinds vedkommende, og formentlig heller ikke for jeres. Hvad tænker I?

En lille ændring, en stor forskel

Det handler med denne metode om at blive og være bevidst om, hvilken vej, vi ønsker os, vores liv skal bevæge sig. På denne måde kan vi altså arbejde meget mentalt med værdier, men bestemt også mere bevidst med de konkrete mål, vi har.

Men nu til den lille ændring, jeg på blot et par måneder er blevet så glad for. Det handler helt simpelt om ved hver månedsskifte at vælge et fokus for måneden – at vælge et ord.

I kan naturligvis også vælge, at lave et konkret mål efter denne opskrift, men arbejder i med værdier og filosofi, giver et enkelt ord den største effekt. Så det er det, jeg vil operere med i dette indlæg.

Det ord kan I så lave en plan for, hvordan I vil blive mindet om – er I visuelle så smut forbi goal-setter. Men husk også at udtænk, hvad I konkret kan gøre I jeres hverdag, for at leve mere i overensstemmelse med det ord. Egentlig behøver I blot følge disse fem trin.


Find månedens ord

1. Vælg ordet

Første skridt er helt åbenlyst at vælge et ord, hvordan er lidt op til jer selv. I kan måske lave en liste med muligheder, måske sidder der allerede en overset værdi og skriger efter jeres opmærksomhed.

Vælg et ord, I kan se vil føre jer fremad så at sige, få jer til at være gladere en måned frem i tiden. Det vil ofte være jeres værdier, som I kan tage udgangspunkt i, da de jo er et fint abstrakt billede på, hvor I vil være om et, ti og tyve år.

2. Definer ordet

Dette skridt er slet ikke lige så åbenlyst, og typisk er det decideret overset. Vi har det med at tage det som en selvfølge, hvad vi mener med et ord – selvfølgelig glemmer vi da ikke det.

Men helt ærligt, hvor tit har I undladt at tage noter til en time af samme grund? Og hvor mange gange ud af det totale antal gange, havde I glemt alt det ellers så selvfølgelige, når I kom til den næste time?

Mit svar er mange, og selv disse basale ords betydning kan forvrides. Så skriv helt tydeligt ned, hvad I mener med det ord, I har valgt som månedens fokuspunkt.

3. Find formålet 

Hvad vil du have ud af det? Hvad vil du have ud af at bruge disse 5-10 minutter på at finde månedens ord? Og hvad vil du have ud af dagligt at minde dig selv om det ord de næste uger?

Tit er det noget i forbindelse med definitionen, men her kan du være meget konkret. Hvad jeg mener, bliver meget tydeligere, når jeg i næste uge deler mine eksempler.

Så husk at følge med på Facebook, Snapchat, Instagram eller Bloglovin´, hvis du vil være sikker på at se mit år i ord.

4. Læg en plan

Læg en plan. Hvordan vil I i praksis bære ordet med jer gennem måneden, lade det afspejle sig i måneden. Det vigtigste vil for de fleste ord være, at de skal afspejle sig i jeres beslutninger – men hvilke?

I kan sætte nogle retningslinjer for måneden, så I ikke behøver at tage de beslutninger. Eller så det i hvert fald ikke bliver lige så svært at tage dem til fordel for jeres ord.

Det bliver som sagt tydeligere i eksemplerne næste uge, men jeg kan lige afsløre lidt. Til januars ord var en del af planen, at hvis en aftale eller lignende føltes stressende, skulle jeg sige nej.

På den baggrund gjorde det mange valg lettere, hvor jeg normalt ville ende med at gå mod min værdi – vælge stressen. Jeg fik nogle gode erfaringer med at fravælge aktiviter, så jeg fremover ved, at det er okay nogle gange.

5. Gør status

Hvordan gik det så? Er der en ting, vi mennesker er dårlige til, er det at rose os selv. Så ved månedens ende men også gennem den, kan du med fordel skrive ned, hvornår du valgte og levede i overensstemmelse med ordet.

Statussen kan naturligvis også udvides. Hvad var svært? Havde det den ønskede effekt? Hvilken effekt havde det? Men vigtigst af alt, hvordan og hvad kan du tage med fra denne måneds fokus på det udvalgte ord?


Det blev noget af et indlæg, selvom planen var at vise, hvor simpelt systemet er. Jeg har blot savnet at skrive direkte til jer, trods jeg har gang i nogle nye projekter til jer. Men, forhåbentlig kan I selv se hvor enkel og ikke mindst fleksibel denne metode er.

Er der en bedre måde at forklare metoden end at vise den i aktion? Det tænker jeg som sagt ikke, så om et par dage sender jeg de først ord for mit år 2018 ud – og som med boganmeldelserne følger jeg op på ordene senere på året.

One day or day one – you decide!

I er mere end velkomne til også at opdatere mig om jeres ord og erfaringer. Hvilket ord har I valgt, hvorfor og kan I i det hele taget bruge dette indlæg til noget?

Hav det godt til vi ses igen om et par dage til endnu en vegetarisk opskrift og i næste uge til mit 2018´s begyndelse i tre ord.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’