Jeg har tændt et par stearinlys og slukket alt andet lys i min lejlighed. Jeg kan mærke, jeg lige havde brug for at lukke mig inde og lukke alt andet ude – at jeg havde brug for at tage mig tid til at skrive herinde.

Disse uger er nemlig utorligt travle, og selvom alle planerne er spændende, kræver det sit at holde styr på dem og få det hele sammen. Har I det ikke sådan ind imellem? Og når man så bor alene, skal man også lige have presset indkøb og madlavning ind i kalenderen.

Det kan jeg forhåbentlig gøre lidt lettere for jer med dagens indlæg. I dag har jeg nemlig en madplan til jer, som også bor alene og gerne vil have både tid og råd til at spise sundt. Der vil ikke være opskrifter i indlægget – men I kan finde en hel bunke her.

For to år siden udgav jeg den eneste madplan hidtil, og det er hver måned et af de mest læste indlæg. Forståeligt nok, eftersom det er (stort set) umuligt at finde madplaner til kun én person.

Til gengæld har jeg ret svært ved at lave nogle til jer, da jeg sjældent spiser hjemme en hel uge i træk – i denne uge skal jeg for eksempel spise på farten tre aftener. Men nu har jeg klippe klistret lidt i min madplan for et par uger siden, og jeg håber I kan bruge den.

Madplan uge 37 2018

Mandag: Brændende grøntsagskærlighed

Rækkefølgen af disse retter er selvfølgelig hel vagfri, men I kan for eksempel starte ud med den klassiske brændende kærlighed. Det er super nemt, og man kan også sagtens gøre den lidt spændende ved at lave mosen på flere grøntsager end bare kartofler.

Prøv for eksempel med lidt broccoli, gulerødder, rodfrugter, sød kartoffel eller hvad I ellers har liggende i køleskabet. Lav til 2 personer, da resterne skal bruges den følgende dag.

Tirsdag: Bagt grøntsagsmos

Dagen efter kan I naturligvis blot varme resterne og spise dem, som de er. Jeg vil dog anbefale at putte resterne i nogle ramekiner eller et lille ovnfast fad og bage grøntasgsmosen med de irørte løg, pølse- og baconstykker ved 200°, til overfladen er hylden og sprød.

Onsdag og torsdag: Kartoffel-broccoligratin

Når man kun skal lave små portioner af alting, sidder man tilbage med råvarerne fra de andre opskrifter. Har I fulgt ovenstående forslag, vil I sidde tilbage med både kartofler og broccoli – men det er der selvfølgelig ingen grund til at smide ud.

I stedet kan I lave en lækker kartoffel-broccoligratin, som I kan finde opskriften på her. Hvis I laver en halv portion, har I til to dage – hvilket jeg vil anbefale.

Denne ret tager nemlig ret lang tid, da den skal bage i over en time. Men det er jo så et oplagt tidspunkt til at få ordnet nogle andre ting. Hvis man bare går tidligt i gang, kan retten sagtens presses ind i en travl uge.

Fredag: Pizza

Hvis vi igen gør status, sidder I nu tilbage med kartofler, pølser, skinkestrimler og måske lidt bacon fra ugens første retter. Hvad er så den bedste måde at få opbrugt rester på?

Jeg ved ikke, om det er den bedste løsning, men pizza er i hvert fald et godt forslag. Det passer også perfekt med lidt selvforkælelse, når nu I er nået til fredag. Så lav en kartoffel- og/eller kødpizza til at skyde weekenden i gang.

Skal I videre eller blot finde noget hurtig mad, så køb en færdiglavet pizzadej –– det bliver ikke nemmere.

Lørdag: Tortillapandekager

Har I lavet salat i løbet af ugen, er der måske både et salathoved, en agurk og nogle tomater, der snart skal bruges. Det kan passende blive skåret ud og serveret sammen med et par tortillapandekager – så er aftensmaden klaret.

Der er typisk en del pandekager i en pakke, så I vil også have til søndag eller til et par frokoster.

Søndag: Fri

Søndag kaldes typisk for restedagen, og har I nogle rester, kan den passende være det. Der burde dog ikke være mange utilberedte råvarer i køleskabet, da denne madplan gerne skulle have brugt de enkelte pakker op.

Søndagen har jeg dog ikke kun holdt fri til rester, men I kan se det som en dag, I kan rykke rundt, hvis I skal spise sammen med nogle venner, hos jeres forældre eller ude i byen.


Selv planlægger jeg næsten aldrig, præcis hvilke dage, jeg skal lave og spise hvad. Jeg sørger blot for at lave en plan over mad til en uge, der er baseret på samme ingredienser – så kan jeg dag for dag se, hvad jeg har lyst og tid til.

Hvad end I vælger at følge madplanen her slavisk eller blot plukke lidt, så håber jeg, den kan gøre jeres indkøb lidt lettere. Sig til, hvis I vil have flere madplaner – så skal jeg nok se på, hvad jeg kan gøre.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’