Livet er ventetiden på døden!

Jeg er ikke bange for døden. Jeg frygter den ikke – det tror jeg i hvert fald ikke. Døden er en forfærdelig og grufuld ting, når den rammer de forkerte på alt for tidlige tidspunker, men den kan også være en befrielse for dem, som lider.

Vi dør alle en dag, det er en kendsgerning og heldigvis for det, Jeg ønsker i hvert fald ikke at blive udødelig, men det kommer der snart et andet indlæg om her.

Alle liv ender, og døden er det som slutter dem hver gang – lige meget hvem man er, vil den altid komme. Men det er ikke farligt. Det er helt naturligt – skæbnen ville nogle kalde det.

Lige meget hvilket liv, vi lever, om vi er rige eller fattige, mænd eller kvinder, ender vi alle samme sted. Man lever ikke evigt, fordi man er millionær, og det gør man heller ikke som fattig.

Der er ikke en død som er finere end en anden. Når vi når enden, er alt det lige mege;, vi er alle lige. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Livet gør langt mere ondt end døden!

Jeg ved, at alle ser forskelligt på døden; nogle tror på reinkarnation, andre på intetheden. Nogle tror på himlen og helvede, andre tror på, at folk sidder blandt skyerne og kigger ned.

Nogle tror at folks sjæle lever videre, andre på at alt bare bliver sort. Selv tror jeg på det sidste, eller rettere sagt håber jeg det. Når vi mister nogen, kan tanken, om at de sidder og kigger ned på en, ganske vidst virke betryggende.

Et eller andet sted tror jeg på, at de stadig er her, bare ikke oppe i skyerne. Det, med at folk altid vil være i vores hjerter, virker som en bedre løsning, selvom det lyder forkert at sige.

Hver gang, vi taler om dem, mindes dem og tænker på de gode stunder, så er de der. De er der ikke hverken som sjæl eller krop, men deres aftryk er der.

Det aftryk, de har sat på verdenen, den påvirkning, de haft på deres medmennesker, og mindet om deres personlighed er der, og sådan lever de videre, tror jeg.

Jeg tror, eller rettere sagt håber, ikke, at jeg fortsætter med at svæve rundt, tænke og være til, når jeg først er lagt i graven. Det gjorde jeg nok en gang, men så tænkte jeg på, hvad jeg ønsker, at der sker, når jeg går bort.

Jeg ville ikke kunne bære at skulle tænke videre, at skulle være til som et spøgelse eller noget andet, og heller ikke at blive genfødt; jeg vil bare gerne have fred.

Det handler ikke destinationen men om vejen dertil!

Det er nok det, min holdning skyldes. Den skyldes, hvad jeg håber på, for jeg aner jo ikke, hvad der sker. Jeg tror måske, det er nøglen til at blive afklaret med døden, når det omhandler en selv – at vende den til det man ønsker.

Ønsker I at leve videre i himlen, så skal I tro på det. Ønsker I at blive genfødt, skal I tro på det. Og hvis I ligesom mig ønsker, at det slutter en gang for alle, skal I tro på det. Men det allervigtigste er at lære at acceptere, at døden en dag melder sin ankomst.

Jeg tror de flestes problem er, at de naturligvis ikke vil give afkald på livet og deres relationer. De føler, at døden river dem væk fra livet – og det gør den egentlig også. Vi kan bare håbe på, at det ikke bliver for tidligt.

Vi dør, det gør vi, og når vi lærer at acceptere det, er døden pludselig ikke så skræmmende. Det hele handler om timingen; det er den, som afgør, om døden er en god eller skidt ting.

Dem man elsker, lader man gå!

At sige døden kan være en god ting, lyder i manges ører provokerende og helt absurd. Det er jo sjældent en god ting for de pårørende.

Men når en person lider, har en alvorlig uhelbredelig sygdom, eller når et menneske har set det, som det ville se, så er døden befrielsen.

Når folk ikke ønsker livet mere, ikke på den måde med selvmordstanker og lignende, men når ældre mennesker ikke kan holde kroppen eller sindet samlet mere, så er det et eller andet sted tid.

Mange siger det selv; at de ikke vil mere. Og i uhelbredelige sygdomsperioder, selv blandt børn, ved både den døende og familien, at det er det bedste. Det lyder så hårdt, men en dag er ens rejse på jorden jo slut, og hvis alt bliver sort, så får de døde fred.

Dem vi elsker, går aldrig bort, de går bare i forvejen!

Når liv så afsluttes på uretfærdig vis, er døden det mest brutale, frygtelige, ondskabsfulde og grusomme. Når børn, unge og i det hele taget mennesker dør for tidligt, når nogle bliver myrdet, dør i krig, af sygdom eller noget andet i vores hoveder unaturligt, så er det rædselsfuldt. Jeg ved ikke noget værre.

Det er fordi, jeg tænker på hele det menneskes historie, de mange års liv, alt det arbejde og kærlighed de pårørende har lagt i et barn, og så bliver det bare taget fra dem.

Jeg prøver altid at lade være med at tænke på det, når jeg hører om terror, mord og dødsfald i medierne, men er det egentlig så forfærdeligt for selve den afdøde?

Hvis man, som jeg, tror på, at man efter døden intet mærker, tænker eller savner, så ved man det jo ikke. Den afdøde tænker ikke og ved derfor ikke, hvad der sker på jorden, hvad personen har mistet, eller at personen er død. Det kom jeg til at tænke lidt på.

Det er jo egentlig de pårørende, familen, vennerne og resten af verden, det gør mest ondt på. Det er dem, det er os, som mærker tabet, smerten og savnet. Det er os, som ved, at vi har mistet.

Den smerte er forfærdelig og hjerteskærende, så er det egentlig ikke skævvredet, at vi synes det er synd for den afdøde, når det muligvis er de levende, det gør mest ondt på?

Husk at vi alle har, og har retten til, at have forskellige meninger. Der er intet rigtigt eller forkert, for ingen ved hvad der sker. Husk også at dette kun er en brøkdel af mine tanker, og at det kan misforstås, eftersom I ikke kan se alle tankerne bag.

Jeg håber i hvert fald, at det har sat gang i jeres tanker, og at det vil lægge op til en debat. I dette indlæg har jeg stort set kun skrevet om selve døden, så hvis I ikke synes citaterne stemmer overens med min mening, så følg med på Facebook – der kommer nemlig snart et indlæg om udødelighed lidt tilføjelser til dette.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’