Selvsamme sommersmuttur

Det er søndag aften, i går ankom jeg til mit lille kollegieværelse. Jeg er taget hjem – bare for en stund. Cirka sådan begyndte dette indlæg fra sidste års sommerferie.

Det fortsatte dog med, at jeg kun var her i mit nyeste hjem en enkel overnatning, fordi det var det, min arbejdsplan tillod. Men som jeg lovede mig selv i selvsammeindlæg, skulle jeg i år være fri for at et arbejde ville forhindre mig i at rejse hjem.

Læs også: Blogindlæg #100: Mit kollegieværelse

Så selvom situationen er den samme, den at jeg er taget en smuttur hjem i min egen lejlighed, kan jeg heldigvis blive lidt længere denne gang. Grundene til jeg er rejst hjem, er dog nogenlunde de samme – og dem vil jeg skrive lidt løst om i dag.

Pause fra dem, jeg elsker mest

Har I læst om mine sommerplaner her, vil I vide, at jeg i den sidste uges tid har haft nogle af mine yndlingsmennesker, min fars familie, på besøg. Og sikke en gave, det er at få lov til at bruge tid sammen med dem, man elsker allerhøjest.

Men selv når det er nogle af de mennesker, jeg er tættest på, er det så ufatteligt trættende for mig, at være så koncentreret sammen. Jeg ville ønske, jeg kunne udnytte og nyde tiden og hvert sekund, men jeg bliver så nedslidt og træt.

Læs også: Sommerplaner – ned i gear

Jeg bliver nødt til at holde pauser, og når jeg, som nogle dage i den forgangne uge, ikke gør det, får jeg slet ikke noget ud af tiden. Så selvom jeg i timer og minutter bruger mindre sammen med folk, hvis jeg holder en times alenepause, får jeg meget mere ud af tiden.

Det er blot et vilkår for os introverte, som jeg lige skal huske på og ikke mindst tilpasse mig efter – for det gik så fint, da jeg var i sommerhus med mine venner i vinterferien. Som særligt sensitiv har jeg bare ret ofte brug for at pause alle de tusinde sanseindtryk for en stund.

Mister mig selv i mit barndomshjem

Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om mine forældre eller os, der bor i huset – sådan må det endelig ikke forstås. Med barndomhjem mene rjeg huset og tildels øen i sin reneste form.

Derfor er jeg taget hjem til mig selv i et par dage. For at lade op, eller rettere sagt fordi jeg var fyldt op. Alle de indtryk og stemninger, der bombarderer én, når man bor fire sammen i et hus, og altid har gjort det, sætter sig på mit hjerte som et blybælte. Jeg var nødt til at tage en lille pause, inden det blev så tungt, jeg druknede.

Så nu er jeg her, hjemme igen, og jeg føler mig efter halvandet døgn på fastlandet fri. Som om rebene om mit hjerte har løsnet sig, så jeg igen kan se det – mærke hvem og hvad, der er mig. For den fornemmelse mister jeg.

BLYBÆLTE

Mister mig selv
i mit barndomshjem.
Stemninger,
som et blybælte
om mit hjerte,
der først letter
tilbage
i min nye
verden.
Efter tidsrejsen
fra før
jeg var mig.
til nu
hvor jeg har
fundet min vej.
Bundet af
tusinde bånd,
som kun kan løsnes
af fremtidens hånd.
Tre hjem
mellem hvem
min tid skal deles,
men hvor jeg kun
i to af dem heles.

Når jeg er hjemme i mit barndomshjem mister jeg fornemmelsen af, hvem jeg er nu og ikke mindst troen på, at jeg kan være den person. Naturligt nok bliver jeg sat tilbage til der, hvor jeg var, dengang jeg boede hjemme. Men jeg har jo rykket mig siden.

Jeg er vokset så uendeligt meget siden, jeg boede på Ærø. Jeg er kommet så meget tættere på min kerne, mine værdier og min passion, men hvor selvfølgelig er en stor udfordring at leve derefter i mit eget hjem og liv, bliver det helt umuligt for mig, når jeg er hjemme på øen.

Frygt for at starte forfra

Man har det bedst, når man lever i overenstemmelse med sine værdier, hvilket er derfor, jeg har et månedligt ord. Derfor ærger det mig sådan, at jeg ikke kan finde ud af det på Ærø – for jeg kan mærke det ikke er godt. At jeg mister livsglæden, -lysten, håbet og mig selv.

Læs også: Månedens ord – et redskab til at bevæge jer i den rigtige retning

Egentlig er jeg vel bare bange for det – at miste mig selv og at skulle begynde forfra igen. For en gang skyld har jeg ikke svaret på, hvordan man løser denne problemstilling, men det gør måske disse refleksioner endnu vigtere. Kan I stadig bruge dem?

Grunden, til at alt dette overhovedet vedrører jer, er, at det netop er jer min passion omhandler – og dermed forsømmer jeg jer side om side med min passion. Jeg havde set sådan frem til at have tid til min passion i ferien, men hjemme i den røde murstensvilla kan jeg pludselig ikke udleve den.

Mange usynlige tanker

Jeg har ikke noget at skrive, jeg er pludselig ikke vigtig nok til det, og jeg kan dårlig nok lade som om. Det er min største udfordring som blogger, at min sind nogle gange drukner i så mange tråde, frygt og tanker, at jeg ikke kan skrive – at mit hovede bliver så fyldt, det næsten ender med at være tomt.

Men jeg ved jo, at mit hoved ikke er tomt. Det er det, som er frustrerende. Jeg har så meget, jeg vil skrive eller blot tænke på, men det er som om, der bliver blokeret for det af alle de ting, der i stedet fylder mig op hjemme hos mine forældre.

Et meget konkret eksempel er det store projekt, jeg omtalte i mine sommerplaner. Det hele var klar på tegnebrættet, og jeg ved, jeg ville nyde at skrive det, at jeg ville være i flow. Men på øen fik jeg kun skrevet en kort stykke usammenhængende tekst.

Mine tanker bliver mange, rodede, flyvske og på samme tid usynlige. Det hænger selvfølgelig mest af alt sammen med den frygt, vi altid vil opleve, når vi har med noget at gøre, som er vigtigt for os. Men her i min egen lejlighed, kan jeg rent faktisk gøre det alligevel på trods af frygten og dens fælder.

Mister balancen

Så hvad er problemet, hvis det går så godt, når jeg er alene herovre? Ser I, ulempen er, at selv som særligt sensitiv introvert nyder jeg naturligvis stadig at være sammen med andre. Jeg har brug for at være alene, men også for at være sammen med andre.

I dag har jeg brugt det meste af aften sammen med nogle veninder fra klassen, hvilket var utroligt hyggeligt. Netop fordi jeg kunne rumme det, eftersom jeg var alene i går aftes, hvor jeg fandt tilbage til mig selv og mit fyrtårn.

Jeg elsker disse aleneaftener, hvor jeg kan skrive, optimere mit liv og nyde det, men jeg elsker ligeså høj strandturerne med familien og festerne med vennerne. Så det er en balance – som heldigvis er forholdsvis nem at opretholde i hverdagen.

Det er dog lidt sværere på nuværende tidspunkt at balancere min tid sådan, når jeg sommeren over er nødt til at bo på Ærø for at kunne bruge tid sammen med min familie og venner – men så ikke kan være alene nok.

Læs også: Den verden kun vi, de særligt sensitive, ser

Men mon ikke det lykkes mig at balancere det en dag? At tage et par overnatninger på Fyn som i skrevne stund, er lige nu min bedste løsning.

Det er måske også godt nok, jeg ville bare ønske, jeg kunne nyde at skrive på mit projekt på samme måde på Ærø, som jeg nyder det her. Måske er det en god ting, at jeg har fundet min styrke herovre, så jeg på sigt kan transportere den med færgen til Ærø.

Giver det mening for jer? Det er blevet et langt indlæg, en lang tankestrøm, som jeg nu fem minutter i midnat skal bruge en time på at udgive. Jeg håber, I har fået noget ud af det. Selvfølgelig har I det, hvis I har læst helt herned. Tak.

Måske I kan genkende noget af det. Føler I også nogle gange i træder tilbage i tiden? Tippet herfra må så være at rejse tilbage til nutiden en nat eller to.
God tur og af hjertet tak for at læse med.

Even if you’re on the right track,
you’ll still get ran over
if you just sit there!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’