luftbobler

Det forkerte spørgsmål

For et par uger siden blev en veninde og jeg stoppet af en facer i Odense. Han spurgte, hvad vi ville ændre i verden, hvis intet var umuligt. Hvad vi ville ændre, hvis vi kunne.

Svaret er sådan set underordnet, for det er det forkerte spørgsmål, vi stiller hinanden. Jeg vil meget hellere spørge: Hvad vil og kan I ændre? Hvad er det kun I og ingen andre kan gøre for at ændre noget i verden?

For ja, det ville være fantastisk, hvis jeg kunne stoppe sult, krig og fattigdom, men det har jeg som enkeltperson ikke ressourcerne til. Ganske vidst kan jeg støtte diverse organisationer, men kan alle ikke det?

Det relevante spørgsmål

Jeg kunne sikkert gøre mange ting tilstrækkeligt, kæmpe for forskellige sager – men jeg er ikke den optimale til dem alle. Så I stedet spurgte jeg mig selv: “Hvad er det jeg kan gøre, som ingen andre kan?”

Det er i mine øjne et langt mere relevant spørgsmål at stille. For hvis vi alle arbejdede med det, vi brænder for, og derfor kan blive dygtigst til, ville vi få et langt mere effektivt og dynamisk samfund. Det er i hvert fald, hvad vi bør stræbe imod, hvis vi vil ændre verden i det i det små.

Og hvordan ændrer man noget? Det gør man ved at starte med sig selv. Så jeg startede som sagt med at spørge mig selv: Hvorhenne vil, og ikke mindst kan, jeg rent faktisk gøre en forskel? Hvordan kan jeg bruge den unikke sammensætning af ting, jeg har i bagagen, konstruktivt?

Luftbobler

I min bagage

Noget af det, der adskiller min bagage fra mange andres, er min rejse gennem angsten og de ting, der har fulgt med den, som for eksempel depressive perioder. En kamp der kan virke så uendelig meningsløs.

Måske det netop er, derfor jeg har brug for at bruge de mørke tider og følelser til noget konstruktivt – for at finde eller skabe en mening med, at jeg skulle igennem dem.

Jeg har naturligvis også andre og lysere ting i bagagen, der er så mange ting, jeg kunne kæmpe for. Men mange af de andre tabuer, der skal nedbrydes, eller kampe, der skal kæmpes, er der andre mænd og kvinder, som allerede er i gang med – og de er bedre egnede til det end mig.

Til gengæld er der ikke andre, der deler eller kan fortælle min historie. Det er det kun mig, som kan, ligesom I er de eneste, der kan fortælle jeres. Og jeg tror, det er sundt, når vi alle står frem og fortæller vores historier – så vi skaber en forståelse for, hvor forskellige de alle kan være. Men også en bevidsthed om, at der er ligheder, hvilket vil sige, vi ikke alene.

Den skabelse af forståelse for og bevidsthed om vores forskellige baggrunde, prøver jeg at støtte op om her på LMinside ved at give et indblik ind bag facaden. For en anden ting, der fylder i min bagage, er skriften. Det er den, jeg har brugt til at forevige, bearbejde og dele de andre ting, der gemmer sig i rygsækken.

Fra bagage til bog

I min bagage gemmer der sig faktisk helt fysisk noget, som kun jeg og ingen andre kan dele. En stor bunke digte. Hvad der nærmer sig 100 digte, som skildrer en rejse ind i depressionens mørke og ned i angstens dyb.

Det er i hvert fald, hvad der står på bagsiden af den digtsamling, som udkommer den 2. januar 2019. Ja, det er dagens nyhed, den største nyhed i bloggens levetid – og vel egentlig den største i mit liv hidtil.

Den 2. januar 2019 udkommer “Luftbobler“, som er en samling, hvori I kan læse 77 af mine digte. Og den kan faktisk allerede forudbestilles her, så I får den som de første. Forudbestiller I den på forlagets hjemmeside i år, betaler de fragten for jer – så der er lidt penge at spare.

Når vi runder nytår, vil I også kunne finde “Luftbobler” rundt omkring i landets boghandlere, hvor den vejledende udsalgspris er 149,- kr. Selvom det vidst ikke er gået op for mig endnu, at I om et par måneder kan sidde med mine ord mellem jeres hænder.

luftbobler

Forandring og forståelse

Men hvad er det så for en digtsamling, jeg lige pludselig udgiver? Hvorfor gør jeg det? Og hvad kan I få ud af den?

Bogen er jo faktisk svaret på de spørgsmål, jeg stillede i starten af indlægget. Det er den måde, jeg, og kun jeg, lige nu kan bruge min bagage konstruktivt til at skabe en lille forandring. Det er mit forsøg på at skabe en forståelse os imellem.

Digtene er naturligvis skrevet af mig og tager udgangspunkt i mit liv. Men de er først og fremmest en beskrivelse af nogle følelser, problematikker og tanker, som jeg langt fra er alene om. Så mange danskere kæmper med at finde en måde at være i livet på, og  forhåbentlig kan denne bog vise det – vise at man ikke er alene om den kamp.

“Digtene tager dig med ind, hvor livet gør allermest ondt. Så ondt at alternativet frister. Men de lader dig også blive båret med op til overfladen igen, hvor refleksionen af solens klare stråler får en til at glemme, hvor meget smerte, der gemte sig under spejlbilledet.” 

Det må du ikke sige

Som der står på bogens bagside, er mange af digtene fra det sted, hvor alternativet til livet trækker i en. Netop det destruktive fokus på døden var en af grundene til, jeg holdte dem hemmelige og slet ikke havde overvejet at udgive dem.

I et af de allerførste indlæg herinde, kaldet Ingen sport, beskrev jeg en insisterende selvdestruktiv tanke om at ville dø, som ikke stemte overens med min reelle lyst. Det afsnit blev efter en snak med mine forældre slettet, og i de følgende tre år har jeg blogget udenom det emne.

Jeg har fortalt om depressive perioder og angst men ikke om den allermest udfordrende del ved de ting – de suicidale impulser, som jeg kalder dem. Men nu rykker jeg grænsen, for jeg har også erfaret, at den ikke gjorde noget godt for nogen.

Vi er nødt til at snakke om døden i alle dens former, netop fordi det er så svært og næsten forbudt. Mange børn siger på et tidspunkt mere eller mindre alvorligt, at de ikke vil leve, og den naturlige reaktion fra alle forældre er naturligvis: “Det må du ikke sige.”

Men hvorfor ikke? At stoppe med at fortælle om et dødsønske, stopper ikke selve ønsket. Selvfølgelig gør det ondt at høre nogle, vi holder af, sige, at de ikke vil dø, men vi er nødt til at se på, hvad det er et udtryk for.

luftbobler

Alternativet til livet

Aldrig har jeg mødt nogle, som rent faktisk ville dø. Det har handlet om, at de ikke har kunne overskue at være i livet. For nogle vil det være genkendeligt, og for andre svært at forstå – og netop derfor udgiver jeg nu “Luftbobler. For at vække genkendelse, skabe forståelse og forsøge at beskrive noget ubeskriveligt.

Situationen, digtene er skrevet i, er nemlig både svær at beskrive og forstå – jeg forstår den først nu efter en, jeg var på udveksling med sidste uge, fortalte mig om Freuds teori om dødsdriften.

På intet tidspunkt har jeg rent faktisk ville dø, men alligevel vil I opleve en del af digtene som ekstremt destruktive. Og det er det digte indkapsler på en helt speciel måde. Men jeg kommer til at skrive andre indlæg om det at digte og ikke mindst om den omtalte dødsdrift.

Luftbobler

Det vigtigste lige nu er, at I ved, denne bog ikke handler om mig, omend den er skrevet af mig. Den handler om livet, som vi alle oplever det med opture og nedture. Den begynder i mørket og slutter på solens stråler, så det er altså luftbobler fra jeg følte, at jeg sank – men det er også et bevis på, at man kan komme op til overfladen igen.

Vil I med på den rejse? Så kan I som sagt forudbestille “Luftbobler her og få gratis fragt. Vil I blot have en smagsprøve, så skal I sørge for at følge LMoutside på Instagram inden den 1. december – kan I gætte hvorfor?

Endeligt vil jeg blot takke jer for at læse med og for al responsen – særligt på mit sidste indlæg om angst. I har givet mig troen på, at mine ord har værdi, og det håber jeg også, de vil have for jer på tryk. Havde det ikke været for jer, ville jeg aldrig være nået hertil – eller gennem de sidste måneders arbejde med bogen.

Så selvom der på digtsamlingens forside står Laura Mikkelsen og ikke LMinside, håber jeg, I stadig vil læse den – uanset hvem I er. For jeg vil vove at påstå, at alle vil kunne genkende egne følelser i visse dele af den, og endnu vigtigere lære noget om andres følelser af de andre dele.

For som der afsluttes på bagsiden, har jeg delt digtsamlingen som en opfordring til at tale om, når livet er svært – og i endnu højere grad som en opfordring til at lytte for bedre at kunne forstå, selv når det gør ondt.

Og I stedet for at slutte af med et citat som sædvanligt, vil jeg slutte af med det måske vigtigste spørgsmål her i livet:

Hvad er det, du, og kun du, kan og vil ændre lige nu?

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’