ARMSLÆNGDE

Lige nu sidder jeg på Odense Banegård og venter på toget, der kommer om en time. Fordi det andet netop er kørt fra mig, selvom jeg kun var en armslængde væk. Men det er okay.

Tidligere i dag gik et andet tog i stykker, så mit måtte stoppe ved flere stationer, og jeg ikke nåede den bus, jeg skulle med. Men det er okay. Det er ikke godt, men jeg vil heller ikke blive irriteret over det, for det kan hverken ændre eller hjælpe noget.

Det ændrer ikke noget at brokke sig, blive vred, sur og irriteret. Det er en forståelig reaktion, men tingene er jo, som de er. Det er noget jeg øver mig meget i for tiden; det med ikke at vurdere og overtænke alting altid.

Der er så mange ting, som går galt, særligt i forbindelse med rejser, men jeg prøver at lade tingene være det, de helt objektivt er. Ligesom jeg prøver at se tingene fra den lyse side og fokusere på de helt små glæder.

KONTRASTER

I dag på turen så jeg en mand, der, mens han holdte for rødt, med den ene arm legede titte-bøh med sit i starten grædende men senere grinende barn på bagsædet.

Jeg så, hvordan en fælles irritation på den åbenbart altid forsinkede Svenborgbane, fik nogle til at komme ud af deres små bobler og snakke sammen. Fordi de havde noget tilfælles. Fordi de for en gang skyld opdagede, at de havde noget tilfælles.

Men jeg så også en mand række fuck til buschaufføren, fordi min bus blev fanget i lyskrydset. Jeg så, hvordan føromtalte togpassagerer skældte togføreren ud, fordi det andet tog gik i stykker.

Fordi et helt andet tog gik i stykker, og han udførte sit job og tog de strandede passagerer med, blev han angrebet personligt. Hverken togføreren eller buschaufføren gjorde andet end at passe deres job, der igen i dag bød på udfordringer – hvoraf den største nok var sure kunder.

De endte begge i situationer, de ikke var skyld i, og som de ikke kunne gøre noget ved. Men alligevel var det som altid dem, der bliver svinet til!

PRIVILEGIUM

De mænd og kvinder, som gør deres bedste, men aldrig bliver rost for, når det går godt. De mænd og kvinder, der dag efter dag bliver svinet til for tekniske problemer og de højere magters beslutninger. Det eneste, de gør, er at forsøge at hjælpe os og gøre os tilfredse.

De kører, flyver og sejler samme rute dag ud og dag ind for at hjælpe os; for at vi bare kan sætte os ind og blive fragtet derhen, hvor vi lyster uden at skulle røre en finger.

Det er godt nok ikke mange steder, man bare kan det. Det er da et kæmpe privilegium, hvilket vi ellers aldrig snakker om. Vi snakker kun om problemerne, og jeg tror det er en meget generel ting ved os danskere: Vi kan rigtig godt lide at brokke os.

Er der noget, vi kan brænde for, eller hvor vi kan få meget stærke meninger og opbygge et fællesskab derom, så er det, når der er noget, vi er utilfredse med.

Det er også helt okay. Jeg kan se, at det skaber relationer, og jeg læste sågar den anden dag, at det vidst nok skulle være sundt. Hvad tænker I om det?

VALG

Men kan vi ikke alle sammen gøre hinanden den tjeneste, ikke at lade det gå ud over mennesker? Og slet ikke de uskyldige.

I skal være velkomne til at skælde ud på alt den dumme elektronik, på vejret eller alle de andre ting, vi ikke kan ændre. Men kan vi ikke nok lade være med at lade det gå ud over hinanden?

Man gør ikke noget godt for sig selv ved at brokke sig – det er naturligvis ens egen sag. Men lad nu være med også at ødelægge det for andre.

Herovre ser jeg hver gang, hvordan buschaufførens høflige hilsen ikke bliver gengældt, og når jeg pænt spørger, om jeg må tage sædet ved siden af en i et fyldt tog, får jeg hverken et svar eller et blik.

I dag var halvdelen af pladserne i bussen tomme, men alligevel stod en masse passagerer op – og jeg tænker da, at hverken de andre passagere eller jeg så særligt farlige ud.

DRABSSMIL

Vi er så bange for hinanden. Kan smil dræbe eller hvad, siden vi er så bange for at bruge dem? Mine holdninger virker måske lidt yderliggående, men det giver mening, hvis I lige læser dette indlæg om at hilse.

Skal vi ikke alle aftale, at sende hverdagens helte som for eksempel buschauffører og togkontrollører et stort smil, næste gang vi går forbi dem?

Det er os, der vælger at tage den offentlige transport, og det er i sig selv et privilegium at kunne det. Det er vores valg, og når vi tager det valg, er vi også alle sammen indforståede med og klar over risikoen for forsinkelser og lignende.

Og alt dette gælder selfølgelig ikke kun med buschauffører og togførere. Det gælder også, når ekspedienten i Brugsen har problemer med kasseapparatet, eller når den stakkels medarbejder i en elektronikbutik ikke kan reparerer ens computer eller mobil.

Det gælder alle steder – altid. For det er mest af alt os selv vi snyder for glæde, når vi fokuserer på de negative sider af de ting, vi ikke kan ændre.

Alt er et valg – så sørg nu for pokker for at vælg rigtigt, så du kan se dig selv i øjnene uden skam hver aften.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’