Nu er det godt nok længe siden, I sidst har hørt noget fra mig her inde på bloggen, men heldigvis var sidste indlæg et af de længere. Det handlede meget passende om, hvordan jeg får min hverdag til at hænge sammen, hvilket har været noget af en udfordring de sidste par uger.

Jeg har simpelthen haft så travlt, og der er bare på ingen måde nok timer på i døgnet. Jeg når dårlig nok, de ting jeg skal, og da slet ikke bloggen og de andre ting, jeg har lyst til.

Efter denne stilhed ville det nok være meget passende med en opdatering, men dette indlæg er faktisk ikke et helt normalt et; dette er blogindlæg nummer 100.

Det er så vildt, og for mig er det noget helt særligt. Derfor har jeg også været meget i tvivl om, hvad dagens indlæg skulle handle om.

I går ville jeg have skrevet om lidt om, hvorfor jeg blogger, hvordan det har været, hvilke mål jeg har for bloggen,  og hvad det betyder for mig, men alt det har jeg i netop svaret på i dette interview med Bloggers By Heart, som I næsten er nødt til at læse nu.

Der skal nok komme en opfølgning på dette allerførste indlæg, om hvorfor jeg startede bloggen, og nu nærmer LMinsides 1-års fødselsdag sig jo også.

Men i dag har jeg endelig tid og energi til dette lille jubilæumsindlæg, og jeg er kommet frem til, at jeg kombinerer det med et andet særligt og efterspurgt indlæg; en rundvisning eller roomtour her på kollegieværelset.

Selv elsker jeg room tours. Folks hjem siger så meget om dem, og det samme gør mit om mig. Jeg har glædet mig afsindigt meget til at vise jer mit lille, ydmyge men allerede højtelskede hjem.

Der er selvfølgelig stadig ting, som ikke er helt på plads, men jeg synes personligt, at det er blevet rigtigt fint. (Opdatering: Se det færdige kollegieværelse her). Jeg håber, I kan lide indlægget og mit kollegieværelse, selvom der mangler lidt planter og blomster.

Mit kollegieværelse

Man kan jo ikke rigtigt dele rundvisningen så meget op i rum, men selvom det kun er et enkelt værelse, er det automatisk blevet delt op.

På ovenstående billede ser I, det tætteste jeg kommer på en entre. Når man kommer ind ad døren, er der til højre et stort indbygget skab, men det er fyldt med rør og isolering. Derfor har jeg hængt et par knager på, så det er til bare lidt nytte.

Over for skabet, altså til højre for døren, er mit køkken – mit lille men meget brugte køkken. Jeg har dedikeret hele dette indlæg til køkkenet, hvor I kan se min samling af køkkenting, så jeg vil ikke gå mere i dybden nu her.

Dog må jeg lige fremhæve, hvor smart magnettavlen fra Flying Tiger er. Jeg kan altid skrive på, hvad jeg tømmer og derfor mangler, så indkøbslisten hurtigt er skrevet.

Køkkenet er afskærmet af et stort klædeskab, men jeg bruger faktisk kun den ene del til tøj. Det er ikke alle kvinder, som har alt for meget tøj eller for mange sko.

Jeg har tidligere lavet indlæg om, hvordan man organiserer sit tøj i en kommode og i klædeskabet, som I kan tjekke ud, men ellers kan I lade jer inspirere jer af ovenstående billede. Bag den anden låge er alle mine køkkenting, men dem kan I som sagt i det andet indlæg, hvis I vil.

Ved siden af skabet har jeg fundet en plads til min store miniovn, som kun kan anbefales. Jeg bruger den hele tiden, så hellere den end en mikroovn.

Den står på et rullebord fra IKEA, hvor jeg i skuffen har knive, på den øverste hylde en printer, nedenunder ingenting og nogle køkkentekstiler på krogene. Over ovnen har jeg hængt et lille billede eller maleri op af Ærø, som jeg utroligt nok selv har lavet.

Sådan ser mit spiseområde ud. Dog ville det pynte lidt med nogle blomster, og så skal spejlet lige hænges op, men ellers ser det da okay ud. (Opdatering: Spejlet kom aldrig op at hænge.)

Bordet, stolene, lampen og køkkenrulleholderen er oprindeligt fra IKEA, krydderikværnene fra Grand Cru, spejlet fra Ærø Møbler og den smukke plakat er fra Minimal Copenhagen.

Noget af det bedste ved dette kollegie er de store vinduer i alle lejlighederne. Så forstår I måske, hvorfor jeg altid sidder ved spisebordet.

Til højre for spiseområdet er mit stueområde, eller hvad man kan kalde det, for det er faktisk også her jeg sover. Denne alt for fine, praktiske og gode sovesofa er fra Møblér, marmorpuderne og træpuden fra JYSK, sofabordet fra IKEA og lampen er en gave ligesom de alt for fine plakater.

Sofaen står inde i et lille hak, hvilket er virkelig smart især visuelt, og på væggen til venstre har jeg sat sådan en fotostrimmel op. Jeg skal bare lige have sat min egne billeder i, og resultatet kan I se på Instagram.

Min plan har hele tiden været, at jeg skal have nogle planter og helst krydderurter her i vindueskarmen, men på nuværende tidspunkt bruges den til mine rammer.

Jeg har ikke lige andre steder til dem, og det er nogle af de ting, der betyder meget for mig at have her- Det er egentlig ikke noget særligt, men som I kan se, er der mine ærøbogstaver, nogle citater og så min alt for fine Marstalplakat, min søster har designet.

Til højre for vinduet altså over for sovesofaen har jeg mit chatol, som I måske husker fra dette billedeInstagram – der kan I også se det indeni.

I den øverste skuffer har jeg alle mine opskrifter samt vigtige papirer, i den midterste alle mine skoleting og noget printerpapir, og den nederste har været tom indtil nu. Nu er den fyldt med noder, da der snart lander et klaver under vindueskarmen til venstre.

Ovenpå har jeg en masse pynteting; som I måske har fornemmet er sølv en ret gennegående farve. Der står også en lille glaskrukke, hvor jeg opbevarer alle mine bonner, hvilket jeg nævnte i dette indlæg. Derudover har jeg et par klapstole fra IKEA, min for det meste fyldte vasketøjskurv fra H&M, min skoletaske og en stikdåseskjuler.

Nu skal vi til sidste rum, som jo egentlig kun er det andet, for selvom er man siger det er en etværelses, er badeværelset selvfølgelig for sig.

Som I kan fornemme ovenfor, er det bag mit chatol, og det gør også køkkenet til et hak, så værelset ikke er rektangulært. Badeværelset er faktisk også ret stort, som I kan se. Billedet her forklarer vidst sig selv.

Over for brusenichen ser det sådan ud, hvor jeg har købt dette alt for smarte og livsnødvendige skab fra IKEA, så jeg kan have lukket opbevaring på badeværelset. Det er en af de tre favoritter til den lille lejlighed.

Oven på skabet står nogle cremer og sådan lidt på en ærøtallerken til efter, jeg har været i bad. Alle mine andre ting er i skabet, som jeg kan vise et billede af, hvis I vil have det.

På hylden over vasken har jeg alle mine ringe i nogle små akrylæsker, mine cleanparfumer, et spejl og mit tandbørstekrus, som matcher sæbepumpen, selv om jeg faktisk er begyndt at bruge de andre sæber fra Badeanstalten mere.

Til højre har jeg en sort pedalspand, jeg fik i  indflyttergave, til venstre et par håndklæder, og bag døren står et tørrestativ. for det skal der jo til.


Det var egentlig det. Det var hele mit hjem, som jeg selv synes ret godt om. Jeg håber, I også gjorde det, og at I blev lidt inspirerede.

Derudover vil jeg lige påminde jer om, at rigtig mange af disse ting, hvis ikke de fleste, er noget jeg har fået i gave gennem de sidste år, så det er ikke det hele jeg selv har betalt, som I nok kan se på de mange IKEA-møbler.

Er der nogle steder ud over køkkenet, I vil se nærmere på så sig til.
Tusind tak, fordi I læste med – og en særlig tak til jer, som har læst med for 100. gang! I er fantastiske.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’