savn

I dag startede den ældste i børnehave, på mandag begynder pigen og jeg i henholdsvis vuggestue og sprogskole, og sådan gik to måneders “sommerferie” her i det store hus på bakken. Det betyder også, at en tredjedel af mit ophold utroligt nok er gået allerede.

På den ene side føler jeg mig ikke berettiget til at rådgive om au pair-livet, for det er jo først lige begyndt. På den anden side vil det også føles sådan sidst på året, i kraft af at tiden går så hurtigt.

Jeg kan lige så godt dele nogle tanker og tips nu undervejs, og dagens emne har jeg allerede haft så rigeligt af erfaringer med hernede. For én ting er at bo i et andet land hos en ny familie, en anden ting er ikke at bo i sit eget land med sine nærmeste og det savn, der følger med.

Stukket,
hvor jeg troede,
jeg var tryg.
Og det klør,
det klør,
hvor I ikke er.
Og det kradser
i hullet,
i efterlod.
Jeg kradser
i hullet,
I lod tilbage.
River det op
i kanten,
så det vokser.
Kæmpe.
Så jeg vælter
ind over kanten,
opsluges
af mit eget tomrum.
Det tomrum
ved min side.
Det i mig,
fordi I ikke er
ved med min side.
Så jeg opløses
og krakelerer.
Jeg rejste
ikke i en krigszone,
men manglen på jer,
savnet til jer,
får mig til at eksplodere.

FORVENTNINGER 

Da jeg i januar greb muligheden for et halvt år i det franske, følte jeg ikke, jeg gav afkald på noget, at jeg forlod nogle. Jeg troede ikke, at afskeden ville blive svær, for jeg var vant til at være alene, og de mennesker, jeg elskede, var jeg vant til at savne.

Siden jeg flyttede for tre år siden, og i familiemæssige sammenhænge selvfølgelig også før, har jeg været vant til relationer på afstand; både fysisk og psykisk.

Faktisk tænkte jeg langdistanceforholdene til venner og familie ville blive lettere hernede, fordi de sjældne gensyn så var velbegrundede. Skal ret være ret, kunne der jo også gå nogle måneder eller et halvt år før, hvor jeg ikke fik rejst rundt til mine nærmeste.

FEJLTAGELSER

Alligevel er der en forskel. Alligevel er det ikke det samme. Jeg fik ret i, at de forhåndværende langdistanceforhold er lettere nu, da jeg ikke skal bære skylden over ikke at tage togturen. Men jeg fik ikke ret i, at jeg ville kunne tage afsted fri for savn, skyld og smerte.

Førstnævnte giver vel sig selv; selvfølgelig savner jeg dem derhjemme. Særligt savnet til min tvillingesøster var insisterende den første tid, men sammenlignet med de sidste tre år, var det ikke ualmindeligt.

Til gengæld tog afskedsprocessen langt hårdere på mig end forventet. Og lige så overraskende var savn ikke den gennemgående følelse i de måneder; det var skylden.

Som I nok kunne fornemme her, er jeg vild med denne rejseform. Dog har det at rejse væk så længe, uanset faconen, også en bagside. Det er egentlig logisk nok; når man bor i et land i månedsvis, vil man også mangle i hjemlandet i månedsvis.

Som nævnt har jeg levet rimelig isoleret de sidste tre år i den forstand, at jeg har haft mange relationer, som jeg ikke har delt min hverdag med, da jeg jo boede alene. Derfor tænke jeg ikke, det ville gøre den store forskel, om jeg sad i Svendborg eller Paris.

savn

SKAM

I praksis er det også det samme, og flyveturen er kun en halv time længere end færgeturen. I løbet af maj og juni, hvor jeg sagde farvel til sådan set alle, indså jeg dog, at det altså ikke er helt det samme.

Selvom jeg oplever så mange spændende ting, og folk derhjemme derfor kun glædes på mine vegne, opstod der alligevel en skam. Tænk at vælge og være så selvisk…

Tænker jeg, indtil jeg kommer i tanke om, at folk kun er glade og spændte på mine vegne, og finder glæde i mine fortællinger, ligesom min udvikling vil gavne dem, når jeg kommer hjem.

13/8 2019: Er det, fordi jeg savner dem derhjemme? Mistede jeg mig selv, fordi jeg ikke kan være uden dem? Jeg rejste langt væk, men glemte jeg at pakke mig selv ned? Er jeg rejst for langt væk fra mig selv?
Bagland, jeg savner dig! Der sker så meget, og jeg er der ikke.

Det er svært ikke at have lidt skyldfølelse over ikke længere at være tilgængelig; sådan at sætte mig selv først, i den forstand, at jeg ikke altid kan komme forbi, tage telefonen etc. Jeg kan ikke være der.

SKYLD

Jeg ser, at det er irrationelt, og den skam er fejet væk, fordi jeg sørger for at følge med og sende gode tanker afsted. Desværre bor skammens søster stadig i mig; skyldfølelsen over at forvolde andre ubehag, at være skyld i andres tårer og savn.

Jeg er ikke en helgen, og det skal ikke forstås som om, jeg er helt uundværlig. Men jeg var savnet i diverse sommerhuse, og jeg kunne mærke det i fortiede farveller og høre det i mine bedsteforældres stemmer.

Særligt sidstnævnte var katalysatoren, da jeg frygtede, at noget tragisk ville ske, mens jeg var væk. Og der sker også ting, mens jeg er væk. Nogle forlader livet, andre får det – og jeg er der ikke.

HELD

Til gengæld er jeg her. Jeg er ved den skønneste familie i Frankrig, der lærer mig så meget, og lader mig tage ind på egne ben og trave Paris tynd. Jeg lærer så meget, og det tager jeg med hjem; også til mine nærmeste.

Faktisk er det helt forkert at se savnet som en dårlig følelse og ting. Det er tværtimod en værdifuld påmindelse om, hvor heldig jeg er.

15/7 2019: Og jeg blev overvældet af taknemmelighed. For samtidig med at jeg stod og så Eiffeltårnet dækket i glimmer og skabte minder, har jeg så mange derhjemme, der elsker mig og vil mig det godt.

Vi kan hurtigt glemme det; hvor heldige, vi er, og hvor mange, der vil os det godt. Da jeg sad med min kalender over maj og juni, blev jeg i den grad overrasket over, hvor mange jeg skulle nå at sige farvel til.

Javist, var det hårdt. Jeg har desværre ikke mine gamle notesbøger hernede, så jeg kan citere, jeg husker dog, at jeg til sidst ikke kunne mere. I januar var det gået meget lettere, og netop derfor var det så rørende at se så tydeligt, hvor meget jeg har udviklet mig socialt i 2019.

3 RÅD TIL DE REJSENDE

Nu har jeg mennesker, der er kommet tæt på, hvem det gør ondt at være langt fra. Det er et privilegium, men det er ikke let af den grund. Derfor har jeg samlet tre råd til mine “medsabbatister” (og alle jer andre) i forhold til savn.

1. Savn er en påmindelse om vores held

Ja, denne pointe har jeg lige brugt over tusind ord på at forklare, så skal vi ikke bare lade det blive ved det. Kort og godt: Vær taknemmelige for, at I har nogle at savne.

2. At gøre noget for os selv, er også en gave til andre

Der er så mange clichéer, der prædiker ovenstående, men de er vel clichéer, fordi de har fat i noget. Vi kan ikke hælde fra en tom kande, og det betyder også, at vi ved at påvirke kandens indhold, kan ændre på, hvad vi giver videre – for at blive på det metaforiske plan.

Ja, I vil gå glip af nogle ting, hvis I rejser afsted. Men I vil også opleve en masse, der vil lære jer noget og ændre noget i jer, som derigennem vil påvirke og inspirere de blivende – forhåbentlig positivt.

3. Skub ikke folk væk

Efter en måned med næsten daglige afskeder, følte jeg mig noget nedslidt, da jeg rejste afsted. Det kom bag på mig, at processen var så hård. Hvad gør vi mennesker, når noget er hårdt? Vi undgår det.

Kun en måned efter min ankomst til Frankrig, var jeg igen i Danmark for at hjælpe til på en summer camp. Sagen var bare den, har jeg sidenhen opdaget, at jeg ikke rigtig var til stede på summercampen.

 7/8 2019: Jo, jeg ville elske at komme hjem. Men netop det gør det lettere at blive.
[Om at tage med værtsfamilien på ferie til Danmark]

Jeg kommer meget mere ind på denne afvikling i et senere indlæg; pointen er bare, at I ikke skal skubbe folk væk. Ubevidst kan vi forsøge at skubbe folk væk eller ødelægge relationer, for at de ikke skal føre til så meget savn og smerte. Men det er jo dumt.

Savn kan være svært at være i, men sådan er det jo generelt med kærlighed. Vi må blot forsøge at huske, at det er, derfor vi savner; fordi vi oplever kærlighed i vores liv.
Hvem savner I lige nu? Skriv det til dem og lad dem vide, de er elsket.

I let the sun give me freckles
so I could share a piece of sunshine
with someone in the dark

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’