livshistorie

EN HISTORIE OM AT FALDE

en historie om at falde
og blive tabt
i en tro
på at verden vil
gribe dig
for intet er
som det ser ud
ingen er
som de tror
alt er 
en illusion
ingen ser
sandheden
skjult i sjæle
ingen ser
at ingen er 
hele
et samfund
af stumper
stykker
sammen 
en historie
om at falde

LIVET SOM SOLOPROJEKT

Vi lever i en tid, hvor livet ikke længere bare er noget, vi lever – det er et vi opbygger. I et individualistisk samfund er min generation flasket op med, at vi er vores egen lykkes smed.

Vi kan, hvad vi vil. Og hvis ikke det lykkedes, kæmpede vi bare ikke hårdt nok. Ellers så havde vi valgt den forkerte kamp, hvilket også er vores fejl. Derfor er vi så påpasselige med, hvilke vi valg, vi tager – og bange for at tage dem.

Alt, vi vælger og gør, bliver betragtet som et udtryk for, hvem vi er; selv når vi ikke er klar over det. Derfor sker det meget sjældent, da mange af os er pinligt bevidste om, hvilket ansvar vi har for vores eget ry.

De færreste vil indrømme det, men livet bliver et projekt. Vi ved godt, hvad valget af venner, uddannelse, tøjstil og så videre betyder for andres opfattelse af os. Desværre går nogle så langt at vælge venner og partnere derefter.

Uanset om vi er bevidste om det eller ej, er livet i de fleste samfund blevet et soloprojekt. Det er vores eget ansvar at få noget ud af det.

DEN RØDE TRÅDS RISIKO

Derfor bliver det også vores egen skyld, når det mislykkedes, hvilket fører mange diagnoser og konsekvenser med sig, men det vil jeg lade Brinkmann og andre kloge hoveder diskutere.

I dag vil jeg hellere diskutere, hvorfor ovenstående bliver problematisk og fører til diagnoser. Umiddelbart er der jo ikke noget galt i at tage ansvar for egen gøren og laden; i at skrive sin egen livshistorie.

Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg ved valg af uddannelse, aktiviteter i sabbatåret, bogudgivelser og så videre er fuldt ud bevidst om, hvordan de passer ind i min foreløbige og fremtidige livshistorie.

livshistorie

Det kan være sundt nok med en rød tråd, og det har da også fået mig langt. Læste I med for et år siden, ved I, at jeg stod med nyudgiven bog, næsten færdig studentereeksamen og gode folk omkring mig.

Det ser jo ikke så skidt ud igen. Men faren er, hvor hurtigt det hele kan blive taget fra os. Hvor hurtigt vi kan stå med følelsen af at have mistet vores liv; og fordi det er symbolet på, hvem vi er, med følelsen af at have mistet os selv.

HVEM ER VI, HVIS INGEN SER DET

Se bare nu, hvor millioner er sendt hjem fra skole, uddannelse og arbejde. Alle fritidsinteresser og -beskæftigelser uden for hjemmet er lukket ned. Hvem er vi så?

En ængstelighed vokser frem i det danske samfund, men den stærkeste opstår i hver enkel af os. Hvem er vi, når vi ikke er, det vi gør? Og hvad gør vi, når vi ikke kan gøre det, vi plejer at gøre?

Det spørgsmål fylder pludselig meget hos mange, fordi vi er så vant til at vores selvbillede er afhængigt af sociale konstellationer. Se bare den øgede aktivitet på Instagram og de øvrige medier.

Hvordan skal andre ellers vide, hvem vi er, hvis de ikke ser, hvad vi gør? Når en lærer ikke kan se den kreative og sunde madpakke, barnet får med, må ens moderlige evner jo fremvises og bekræftes igennem et billede af et hjemmelavet skoleskema.

Jeg vil ikke sige, at vi alle mister os selv på grund af corona. Og det er faktisk ikke covid-19, det her indlæg handler om. Dog har virussen gjort, at I i modsætning til for ganske få uger siden nu vil kunne forstå, når jeg siger, at vi ikke kan forvente at skrive vores livshistorie alene og uforstyrret.

ALENE MED ANSVARET

Vi unge kan ikke stå nu og lægge en plan og regne med, at så længe vi bare følger den, vil vi lykkes. Men det har I glemt at lære os. Nok har I sagt, at livet går op og ned, men I har ikke fortalt os, at vi ikke altid selv kan styre det.

Har vi en svær periode, skal vi til psykolog, så vi kan arbejde med vores egen tankegang. Er der fysikken, der halter, er der også et hav af behandlingsformer at udforske. Altså har vi et eller andet sted stadig ansvaret for, at det gik galt. Og ikke mindst er der altid noget, vi kan gøre for at få det bedre.

Men hvorfor er der ingen, der har ikke bare fortalt men vist os, at det ikke er altid? At nogle gange bliver man ramt af ting udefra, som vil slå en fuldstændig ud af kurs. Det vidste jeg ikke. Eller jeg vidste godt, at vi for eksempel ikke helt er herre over alle sygdomme endnu – hvilket er tydeligt i disse uger.

Siden jeg blev ramt af kyssesyge for over seks uger siden, har jeg måtte affinde mig med ikke at kunne noget. Der er bare sygdomme, som kan sætte ens liv helt i stå.

KONTROL SOM ILLUSION

Det ved vi alle, men alligevel mærker vi også ubehaget nu over epidemien. Den gør os bange, fordi vi er så vant til at kunne styre alt. Eller det tror vi.

Den illusion forsøger vi at opretholde ved at opstille alverdens retningslinjer, som derved igen giver den enkelte ansvar. Sådan har vi det bedst; det er vi vant til.

livshistorie

Der kom en epidemi, der om nogen ville skrive et kapitel i verdenshistorien. Men som de kontrolfreaks vi danskere er, forsøger vi lige nu at hive kuglepennen og magten tilbage.

Vi har brug for at tro på, at vi er uovervindelige. Nok kan vi ikke undgå sygdom helt, men vi kunne skubbe den. Vi kunne sørge for, at den ikke for så mange ofre, som den ellers ville have haft. Men hovedårsagen er, at vi alle lige nu føler på egen krop, hvor hurtigt sygdom kan ændre vores liv.

KÆRE STORM

stormen raser
bærer mit navn
igennem landet
måske er det mig
der raser
følelserne raserer
jeg både hader
og elsker
dig
stormen er på vej
men ser den ikke
at jeg allerede ligger
ned
der er ikke mere
at vælte
ikke mere at stjæle
jo måske den vil
tage lidt af smerten
med
kære storm
bær min sorg
som du også spreder
en sygelig frygt
rundt i landet
kære storm
du skyder
med iskrystaller
har du pillet dem ud fra
fra mit hjerte
eller som med mig
båret dem tilbage
til livet
op af vandet

AT TILPASSE PÅVIRKNINGER

Hvad, jeg ikke vidste, var dog, at andre mennesker også kunne det. At andre mennesker kan gå ind alene eller sammen og tage et valg om, hvem du er.

Jeg har jo holdt fast i, at vi altid havde kuglepennen. At når noget lige hoppede ind i historien, kunne vi på stoisk vis tage kuglepennen og bestemme betydningen deraf.

Filosofien handler om, hvordan vi forholder os til de ydre begivenheder – faktisk skal vi helst ikke lade os påvirke af dem. Som et sensitivt menneske bliver jeg naturligvis påvirket, men selv da jeg lå for syg til at skrive, læse, søge job eller noget andet, accepterede jeg, at det var bare sådan det var.

Nok har jeg under sygdommen været nede i en vægtklasse, hvor jeg blev bange for mit eget spejlbillede og knap kunne kende mig selv. Men alligevel får man det til at passe ind i ens livshistorie.

Hvad så når nogle tilføjer et helt kapitel til din bog? Et kapitel, der er for stort til at fjerne, men som slet ikke passer ind? Vi vil så gerne kunne kontrollere det hele, være ene forfatter, og pludselig pådutter nogen os en rolle, vi slet ikke kan forlige os med.

UFRIVILLIGE ROLLER

Det troede jeg ikke var muligt. Og det har efterladt mig i ugers chok og følelseskaos. Sandt at sige har jeg det ganske hæsligt, men dog var depressive og angstfyldte tilstande værre. De var nemlig uden for normalen.

Selvom jeg karter fuldstændig rundt i følelserne nu, er et på en måde okay, fordi det er naturligt. Jeg reagerer blot, som alle andre ville på et svigt, som det jeg har været udsat for i privaten.

Hjernen kan simpelthen ikke indstille sig på så store forandringer på et splitsekund. Derfor går vi i chok, føler alt og intet. Jeg mærker selv, hvordan min hjerne kortslutter, når jeg skal forsøge at tilpasse dette ufrivillige kapitel til min historie.

livshistorie

Føler I ikke også, at det er lidt surrealistisk og uvirkeligt, at Danmarks gader pludselig står tomme? Pludselig skal vi passe ind i en rolle, vi ikke selv har påtaget os.

Er vi så ofre, selvom vi ikke selv kan genkende os i den rolle? Og er det, vi gør i den forbindelse, dem vi er? Eller forsøger vi blot at udfylde den rolle, der er blevet tvunget ned over os?

UBEVIDSTE BESKYLDNINGER

De spørgsmål har jeg svært ved at svare på i den konkrete situation, jeg er i. Stoikerne og nutidens samfund ville jo også sige, at vi selv vælger vores attitude – om vi vil være ofre eller dem, der rejser sig og kæmper igen. Men hvad med når andre gør noget imod en?

Jeg har fundet frem til det interessante, at størstedelen af ansvaret igen bliver lagt på den umiddelbart uskyldige – ubevidst. Sådan er samfundet bare skruet sammen; vi opdager ikke engang, at vi dybest set mener, alle alene har ansvaret for dem selv.

Jeg bemærkede nemlig, at samtlige af de de indblandede i det bedrag, jeg oplevede og folk omkring mig generelt, siger: “Pas godt på dig selv.” Og det undrer mig faktisk lidt, for hvad vil det sige? At det var min fejl, at jeg for første gang nogensinde havde tillid til, at andre ikke ville gøre mig ondt?

Helt ubevidst står folk, der har gjort noget forkert, og siger jeg skal passe på mig selv. Vil det sige at passe på folk som dem? For det var åbenbart min fejl at tro på, de ville passe på mig.

AT LUKKE OP OG IND I STEDET FOR I

Men hvis det er den mistillid vi møder alle med, bliver verden et koldt og kynisk sted. Så er der i sidste ende ikke nogen, der passer på andre dem selv. Det er giftigt.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi selv efter svigt og livets bump, vil lade andre ind. Og nej, det er ikke sikkert, at de ikke sårer os, bare fordi det ikke var deres intention. Vi vil blive såret, og vi vil få slag.

Men når vi lukker nogle ind, er det ikke kun vores eget ansvar. Godt nok er det den diskurs og tendens, vi ser i samfundet lige nu. Den ønsker jeg for alles skyld, at vi kommer ud af.

Det gør ikke noget godt for hvert enkelt at stå med alt ansvaret alene. Nok er vi en frigjort generation med verden for vores fødder. Men det er en verden, der er ved at smelte, og vi vil mærke nogle konsekvenser, der ikke kun er resultatet af vores egne valg.

Vi vil alle få nogle slag og stå over for nogle udfordringer, som altså ikke er alene vores ansvar – som samfund såvel som individer. Dem må vi jo finde modet til at se i øjnene. Men det mod finder vi unge altså ikke, hvis vi i øjnenes refleksion kun kan se vores egen skyld, utilstrækkelighed og fejl.

For det var jo vores valg, ik’?

Smil til dig!
Laura // LMinside.dk

Facebook Instagram Bloglovin’