Velkommen tilbage til LMinside og til en lille opdatering. Der har været lidt stille siden det sidste indlæg om elskede og hadede eksamenssituationer, som netop var startskuddet på min sommerferie.

Dog føler jeg først, jeg gik rigtigt på ferie efter at have bestået min køreprøve i mandags og flyttet min søster hjem til Ærø i tirsdags. Men hvad skal jeg så lave de næste mange uger, når nu jeg ikke skal arbejde? Lad os se lidt på det i dag.

Restituering efter 2.G

Jeg ved det faktisk ikke helt præcist, for formålet er netop, at der ikke skal se så meget. At jeg skal ned i gear og have tid til, at de sidste par års begivenheder kan synke ind.

Det virker måske fjollet, eftersom jeg ikke syntes 2.G i sig selv var hårdt i øjeblikket, men nu indhenter det mig åbenbart. I hvert fald ud fra denne note, jeg skrev efter min sidste eksamen:

“Nu rammer trætheden fra hele 2.G én. Jeg har kørt på overlevelsesinstinkt. Ignoreret, hvor hårdt det egentlig har været. Ikke anderkendt det, men benægtet det for ikke at knække sammen. Og så rammer det bare nu – alt det, jeg har skubbet foran. Hele året har tingene hobet sig op, bunken har vokset sig større og større, men jeg har skubbet den foran, for at den ikke skulle vælte ned over mig. Egentlig har den bygget sig op oven på alt det fra det sidste halvår af 1.G – for i sommers arbejdede jeg så meget, at jeg ikke nåede at synke det heller.

Læs også: Jeg trænger til tid

Så det er rigtig godt, at jeg har takket nej til at arbejde. Jeg har så meget, der skal indses, anerkendes og bearbejdes. Det kan jeg mærke, jeg skal bruge lidt tid på. At jeg skal starte ud med at give mig selv tid og passe på mig selv. For nej 2.G har måske ikke været så hårdt i sig selv, men nu kan jeg virkelig mærke, hvor hårdt det har været, at opretholde skolen ved siden af alt det andet. Det har været hårdt og svært at skulle klare både en depression og 2.G samtidig – selvfølgelig, hvem har jeg prøvet at narre? Puha, det er faktisk godt klaret, at jeg har kunne jonglere med både depression, angst og terapi sideløbende med skolen. Tænk jeg har klaret den, hvor er jeg alligevel sej.”

Læs også: Depressionen er der… – En del af sandheden

Ja, dette er et meget personligt øjebliksbillede, hvor der var plads til at både at være opgivende men også stolt. Jeg håber, I også giver jer selv et klap på skulderen ind imellem – det fortjener I.

Men formålet med dette brudstykke er bare at minde mig selv om at tage mig tid til at slappe af. Så det er en af førsteprioriteterne denne sommer.

Familie & solskinsvejr på Ærø

Det ovenstående kommer primært til at foregå her hos mine forældre på Ærø sammen med min tvillingesøster. På Ærø kan jeg netop restituere på bedste vis ude i den smukke natur – og det får jeg gjort.

I dette skønne solskinsvejr er det fantastisk blot at kunne tage cyklen ned til stranden og hoppe i havet. Det lyder som en lille ting, hvilket det også er – men det er dem, der tæller, og som der skal være plads til i år.

Læs også: Sådan bliver du lykkelig

Jeg nyder det, og ser frem til flere solskinsdage på stranden. Trænger I også til en dosis saltvand, så husk at følge LMinside på Snapchat og LMoutside på Instagram.

Den næste uge bliver der måske lidt stille, fordi min farfar, faster, onkel, fætter og kusine netop er kommet – men mon ikke I støder på nogle billeder af vores strandture og tenniskampe.

Læs også: Vigtigheden af at være sammen

Mere specifikke planer har vi ikke for ugen, men jeg tror den kommer til at se ud, som da vi var i sommerhus sammen sidste år, hvor jeg skrev dette indlæg om relationer.

Venner & en Aarhus-tur

Det er dog ikke kun mine familiære relationer, jeg skal bruge tid på, men det er også mine venskaber. Jeg forsøger, at få tid til begge dele – hvorfor jeg har været sammen med vennerne de to sidste nætter, så jeg måske kan undvære dem hele denne uge.

Nu er det ikke fordi, vi kun ses om natten – vi skal også have planlagt nogle at mødes om dagen til strandture og så videre. Men det er altid svært at få til at gå op, når man er mange, hvoraf nogle arbejder. Derfor har vi planlagt at rejse til Aarhus sammen.

Læs også: Tankerækken #4 – Sommerhus og venskab

Fem af os seks, der i vinterferien boede i sommerhus på Langeland, lejer en lejlighed i Aarhus sidst i juli. Denne gang rykker vi altså ind til byen, for nu har vi fundet roen i blot at være sammen og i gruppens fine dynamik, som gør at vi fem tryghedsmennesker kan klare at være i en storby.

Og vi glæder os alle afsindigt meget. Jeg synes i hvert fald, det er rart at vide, vi under alle omstændigheder når at ses, inden skoleræset starter op igen. Forhåbentlig når jeg også at se mine andre venner fra folkeskole- og gymnasietiden.

Projekter og personlig udvikling

I kan nok fornemme relationer er et af de store temaer denne sommer – men på en måde lyder det ikke helt som mig. Er I faste læsere, vil I vide, at jeg som introvert og særligt sensitiv lader bedst op ved at være alene.

Derfor er det lidt af en udfordring at bo hjemme igen sommeren over, for det kan blive klaustrofobisk både fysisk og psykisk. Jeg fyldes op af alle de sindstemninger og indtryk, samtidig med der ikke altid er så meget plads til at udvikle sig, når man hele tiden befinder sig i en gammel dynamik og den tilhørende rolle.

Læs også: Den verden kun i, de særligt sensitive, ser

Men der skal være plads til udvikling, og som altid har jeg gang i nogle nye projekter. Jeg er stadig ved at lære mig selv at spille guitar, hvilket er af lyst i modsætning til alle køreturerne – jeg kan stadig ikke fordrage at køre bil, som skrevet her.

Årets største projekt har jeg dog kun taget de første spadestik til, for det kommer til at tage rigtig lang tid. Jeg kan endnu ikke afsløre, hvad det er, for det er nemlig til jer.

Så når der er lidt stille her på domænet i løbet af sommeren, er det skam ikke, fordi jeg har glemt jer – jeg arbejder blot intenst på at få noget andet indhold klart.

Læs også: Derfor handler det hele om prioritering

I kan glæde jer, det gør jeg i hvert fald. Jeg tror på, det bliver en god sommer – jeg vil forsøge at gøre det til en god sommer. Og forhåbentlig bliver jeg ikke for rastløs, når nu jeg er gået i gang med et ret stort projekt.

Men hvis det skulle hænde, hvad kan jeg så finde på? Hvad skal I lave i sommerferien – eller blot sommeren, hvis I ikke har ferie? Uanset hvad svaret er, håber jeg, I får en uforglemmelig sommer.

Almost everything will work again
if you unplug it for a few minutes.
Including you!

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’