Jeg er en af de ansigtsløse,
en af statens fodsoldater.
En af dem, de påstår,
de vil hjælpe,
men kun under valgkampen,
indtil de har fået
deres mandater.
De lover os livet
med store ord
i deres taler,
men mellem linjerne
gemmer sig
en degradering
af vores kvaler.
Cafépenge, forkælelse,
kald det,
hvad I vil.
Men husk også,
hvor lidt af huslejen,
de rækker til.
Det er måske
svært at se,
hvad vi sløve,
dovne unge
formår.
Vi bliver curlet af sted,
mens vores tak er
endeløse fjumreår.
Hvad med gælden,
alt det, vi skylder,
alt det, vi har fået?
Men sig mig,
er det jer eller os,
der får fortjenesten
for de år,
der er gået?
Har disse tre år
tilføjet noget til vores liv?
Eller skar i dem
i virkeligheden ud af det
med en lidt for sløv kniv?
For mit sår
bløder stadig.
Jeg kan mærke,
hvor i skar.
I troede,
vi ikke ville opdage det,
men hver gang hukommelsen,
glider hen over årene,
mærker jeg  de ujævne ar.
Det var ikke en gave,
det var ikke en leg.
Ganske vidst var præmien god,
men I glemmer,
hvad den har kostet mig.
Tusinder af tunge skridt
mod kassen,
I har sat mig i.
Bundet til en stol
i alle døgnets lyse timer
med et
længselsfuldt blik
efter at få,
blive
fri.

FÆRDIG

15/5 2019 “Jeg er fucking færdig! Ja undskyld mit ordvalg, men mindre kan simpelthen ikke gøre det. Der er ikke flere lektier, der er ikke mere undervisning, og der er ikke flere afleveringer – ikke desto mindre er deres afleveringsfrister overskredet. Hvorfor vil I forstå, når I har læst dette indlæg til ende, for jeg er færdig.

Jeg er ikke kun færdig med gymnasiet på den anden side af seks eksamener og en masse studenterhejs, jeg er allerede færdig nu – helt færdig. Jeg er så træt helt ind i knoglerne og sjælen. Jeg er udkørt og på sin vis også udslukt; der er ikke så meget mere at give af. Men kan man forvente andet efter tre års gymnasium?

Det spørgsmål bliver ind imellem diskuteret heftigt i den offentlige debat. For er det ikke bare os unge, der blæser det op og diagnosticerer os selv med stress og andre lidelser, blot så vi kan skyde skylden på uddannelsessystemet? Måske. Jeg vil i hvert fald prøve at give et indblik i hverdagen som ung i Danmark i dag, så kan I jo selv tage stilling.

Dette indlæg handler ikke om at male fanden på væggen, endnu mindre om at sætte mig selv i en offerrolle, og på ingen måde om at få medlidenhed. Jeg vil plukke nogle episoder ud fra de sidste par måneder i mit liv, fordi de desværre ikke kun har fundet sted i mit liv, da alt for mange andre vil kunne genkende dem.

Særligt i de sidste uger, har jeg set folk falde på stribe. Vi falder på stribe, og vi ved det godt. Jeg har snakket med adskillelige af mine venner, der som mig selv godt vidste, at de balancerede på kanten, og ganske rigtigt faldt de ned. Ligesom mig, hvorfor de fleste af jer desværre nok også kender flere af de ting, jeg nu vil forsøge at beskrive.”

SELVVALGT

Det handler om træthed, det handler om travlhed, og det handler om et system, der kører os i sænk. Men det handler også om os. Hver gang unge i uddannelsessystemet falder – og det gør de, jeg er overrasket over hvor mange – peger pilen på os selv. Ja, vi er presset af karakterer, afleveringer og arrangementer, men vi har jo selv valgt det.

Hvis vi har valgt at gøre brug af det priviligium, det er, at tage en gratis uddannelse, har vi så ikke selv valgt presset? Det er os selv, der vil præstere perfekt og nå både uddannelsen, jobbet, vennerne og familien; det er ikke desto mindre, hvad vi ofte hører. Men når jeg kigger min kalender igennem, tegner der sig et lidt andet billede – ikke det direkte modsatte, men vi befinder os i en gråzone.

Når jeg slår op i kalenderen på uge 18 i starten af mig, som jo egentlig var en af mine sidste skoleuger, står der Jylland på fem ud af syv dage. I løbet af ugen var rejste jeg frem og tilbage til Jylland tre gange, selvom der jo både var afleveringer og mange skoletimer.

Jeg havde jo vidst længe, at jeg først være hjemme fra skole halv seks mandag, og have travlt med den som altid den uge. Kun en rejse var højst nødvendig, selvom den, ligesom en af de andre, hang sammen med min tutor-rolle ved ATU – hvilket jo egentlig er frivilligt, men skolerelateret.

LIVSGEJST

Var stressen så ikke min egen skyld, når nu jeg planlagde alle de rejser oveni? Det kunne lyde sådan, men sagen er den, at jeg netop prioriterede disse rejser, for at få “slappet af” – minimere stressen. Selvom de betød, jeg var igang 24/7 og knap fik sovet, havde de en positiv effekt på min mentale såvel som fysiske tilstand.

Det er en faktor, jeg tror, at eksperter, politikere og debattører tit glemmer, når det kommer til dette emne. Ja, der er en ubalance mellem belastning og kapacitet, hvis unge får stress, hvorfor det foreslås at skrue ned for nogle ting i kalenderen – fritidsjobs osv. Men hvad nu, hvis det er i arbejdet, man finder sin livslyst, glæden ved livet, energien til at komme igennem studiet?

Da jeg skrev starten af dette indlæg og i hele maj havde jeg intenst fokus på skole. Jeg prioriterede det først i en højere grad end normalt – nok for at give drømmeuddannelsen et sidste forsøg. Jeg ved ikke, om det var det værd. I sidste ende må jeg erkende, at præsterer man bedst, når man har det godt; hvilket det er det færreste, der har, hvis de ikke laver andet end skole.

Det lykkedes mig altså at finde lidt livsgejst i møderne med mine bedste venner i uge 18. Grunden til, at jeg prioriterede det, var dog, at jeg ugen forinden opdagede ovenstående erkendelse. Ganske vidst var travlheden i uge 18 selvvalgt, så der kan politikerne få ret i, at det ikke er systemet, der sætter kravene. Men i uge 17 var travlheden blot deres ramme, jeg skulle passe ind i.

OVERLEVELSE

Ved ugens start stod der 37 klokketimers skole i mit skema, hvoraf nogle af dem lå om lørdagen. Hvem elsker ikke en hel lørdag med matematik? Dertil skal tilføjes, at der fredag aften var en afslutningsmiddag og -fest for alle 3.G’erne, som jo nærmest må siges at være obligatorisk.

Ovenstående angiver naturlivis blot en almindelig uge for en fuldtidsmedarbejder, hvilket kun er fair, når vi læser et fuldtidsstudium. Men hvad når vi lægger de 19 elevtimer, som er den tid, lærerne vurderer, afleveringerne vil tage, oveni?

På trods af matematiklørdagen, kan jeg ikke regne ud, hvor mange timer, der er tilbage til at sove i, overleve i. Men en ting er sikkert, og det er, at der ikke er tid til at leve i sådan en uge; der er kun tale om overlevelse.

MULIGHEDER

Og det er ærgerligt, når det bliver sådan, når glæden bliver taget helt ud af skolegangen, og begejstringen fjernet fra skolearbejdet, for gymnasiet er også godt. Det er store oplevelser, store tanker, store udviklinger.

Foruden en masse frivliigt hejs og studieturen, var jeg eksempelvis så heldig at komme med på udveksling til Italien. Mon ikke en uge ved min søde værtsfamilie har været med til at give mig modet til at flytte til en familie Frankrig om en uge?

Det var en kæmpe og givende oplevelse, og vi danskere, der rejste sammen, har fået sådan et godt sammenhold. Men det er også hårdt at være på og sammen hele tiden for mit sensitive sind. Særligt når man bor to i min lille lejlighed, og skal følge og holde styr på både sin italieners skema og sit eget.

Tænk at få muligheden for at tage på udveksling af sit gymnasium – fantastisk. Men desværre blev oplevelsen præget af, at jeg i ugerne op til at besøge dem og deres besøg var nødt til at lave dobbelt op på afleveringer ved siden af alt det andet. Selvom påvirkningen ikke var nævneværdig.

STRESSTÆRSKLEN

Alligevel nævner jeg udvekslingen i uge 15, fordi det var der, at det gik op for mig, at jeg nærmede mig stresstærsklen – for det er selvfølgelig værd at nævne, jeg ikke har reel stress. Jeg har bare ligget og balanceret lige så fint på kanten dertil gennem de sidste måneder. Og når jeg tænker over det hele året.

Da vi nåede slut juni så jeg allerede i kalenderen, at jeg var fuldt booket to måneder frem. Jeg vidste, at jeg ikke ville få tid eller ro før starten af oktober. Pludselig blev oktober min travleste måned, og så har det ellers fortsat sådan. Lad mig citere dette indlæg fra sidste år:

Jeg har kørt på overlevelsesinstinkt. Ignoreret, hvor hårdt det egentlig har været. Ikke anderkendt det, men benægtet det for ikke at knække sammen. Og så rammer det bare nu – alt det, jeg har skubbet foran. Hele året har tingene hobet sig op, bunken har vokset sig større og større, men jeg har skubbet den foran, for at den ikke skulle vælte ned over mig.”

En uge med terminsprøver og en masse rejseri bevægede sig ind i at ugen, hvor jeg havde min udvekslingsstuderende boende, og beklageligvis bevægede jeg mig ud over grænsen i samme tempo. Også efter min krop sagde stop.

For det gjorde den; kroppen skal sige stop. Det bør vi være glade for, at den gør, selvom det ikke er rart i øjeblikket. Jeg så snittet til at gå hjem og få lavet de afleveringer og lektier, jeg var bagud med – eller måske bare lige være alene og nyde gåturen hjem i fred. Min logerende kunne blive i byen. Det kunne jeg ikke længere.

HJEMTUR

Der var så mange ubearbejdede og overvældende indtryk, som havde hobet sig så meget op, at de gjorde netop det – overvældede mig. Jeg nåede ikke at få lang tid hjemme, da det tog mig mindst lige så lang tid at komme hjem.

Ruten var kun et par kilometer, men jeg nærmede mig vel det dobbelte antal skridt end nødvendigt, fordi jeg slingrede fra side til side på fortovet for hverken at bumpe ind i hækken, mine fingre havde fat i, eller falde ned. Det snurrede, og det var som om, at min krop hellere ville falde sammen end at trække vejret.

Jeg husker egentlig ikke andet fra resten af turen, end synet af stjernehimlen, der dansede gennem tårerne i mine øjne. Men jeg kom sikkert og træt hjem med kvalme og de øvrige symptomer, I måske kender til. Selvom jeg var udkørt, nåede jeg at skrive dem ned som stikord, der i dag er svære at læse. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, det var vigtigt. Ugen efter var mit tøj for stort.

Det er vigtigt at sætte fokus på den her problemstilling, hvilket allerede sker. I den sammenhæng er det også bare nødvendigt, at vi ser bag om den, ser hele den. Jeg håber, at dette indlæg kan hjælpe med det – give et enkelt indblik.

KARAKTERER

Studiestress er et kompliceret og stort emne, og derfor er det svært netop at overskue det hele – hvorfor det også er et langt indlæg. Jeg har jo slet ikke været inde på karakterræset endnu, men jeg skrev engang indlægget 12-tals-tabuet.

Sjovt er det dog at se, hvordan tingene har forandret siden. Hvordan jeg selv er blevet den type, jeg plejede at stille mig uforståelig overfor. Hvorfor dog gå op i karakterer, når det er fuldstændig ligegyldigt? Alle de ord står jeg stadig fuldt og fast ved, men jeg lever ikke rigtig efter dem.

I kraft af at jeg gerne vil læse psykologi, kunne jeg lige så godt forsøge i det mindste at gøre mit bedste, så chancen var større. Skal ens drømme gå i opfyldelse, må man jo arbejde for dem. Mit eget pres var dog hverken større eller værre, end at jeg havde affundet mig med, jeg nok skulle ud i noget kvote 2-ansøgning. Det var okay.

Omvendt var det pres, jeg endte med at føle slet ikke okay. Jeg endte med slet ikke at føle mig okay, og det var til min egen store overraskelse ikke grundet presset for mig selv. Det var nok, fordi jeg for første gang stod over for nogle forventninger, jeg ikke kunne indfri. Fordi at andre ikke ville acceptere, at der er grænser, selv for mit snit. Men alt dette er gentagelse, så lad mig bringe endnu et lidt for ucensureret uddrag af notesbogen.

PRES

25/4 2019 Jeg kan ikke sætte mig til at skrive afleveringen. Presset er alt for stort. Og jeg ved det godt: Det er mit eget, som jeg selv har valgt at lægge på mine skuldre. Og jeg kunne sikkert også godt sige fuck det. Men det føles som om, at min fremtid afgøres af og hviler på hver en lille opgave, jeg laver for tiden. Som om, det er selvforskyldt, hvis jeg ikke kommer ind.

Det er jo et kæmpe pres, som overraskende nok ikke kun kommer fra mig selv. Det kommer til min egen store overraskelse fra andres forventninger. […] Det er så tæt på, og alle påstår, at jeg kan. Så det vil sige, at det er min skyld, hvis jeg dumper, skulle jeg til at sige.

Det viser vel meget godt synet: Intet under 12 er godt nok. Alt under 12 er lig med fejl, mislykket. Og når folk påstår, at jeg kan bestå (læs: komme ind på psykologi), lægger de et ansvar over på mig, jeg ikke kan bære. Snittet på psykologi er latterligt højt, irriterende nok, og de folk ved ingenting om mit.

Jeg kan […] ikke – der er faktisk en del fag, hvor jeg simpelthen ikke kan hæve karaktererne. Det havde jeg affundet mig med og accepteret 100%. Sådan er det jo bare. Men nu føler jeg mig utilstrækkelig, underpræsterende, ikke god nok.

Og så er der på den anden hånd de fag, hvor jeg har kapaciteten (og ikke får tallene derefter). Man kan åbenbart ikke slække på tøjlerne. Så nu skal jeg spænde dem så hårdt for, at jeg er bange for, at de knækker – at jeg brister.

Jeg ved jo godt, at jeg kan, så det irriterer mig, at jeg skal gå op i tallene, og at de skal gå mig på. Men det er […] min fremtid, der afgøres af dem. […] Jeg ville aldrig være en af dem, der sagde sådan, og hør mig nu… Det er hvad kvotienter og karakterer gør, og det skal samfundet nok få at vide. Bare vent. Det her er sygt.”

REAKTIONER

Ja, jeg øver mig i at være ærlig og bramfri (læs: vred) i min notesbog, hvis I skulle være i tvivl, så jeg beklager tonen. Eller det passer ikke. Det er ikke ordene, jeg frygter at dele, men indholdet.

I min egen kerne går jeg ikke op i karakterer, og jeg ved, at mine hverken er noget at klage eller brokke sig over – på ingen måde. Men samtidig forsøger jeg jo også at skabe plads til alles følelser. Nogle bliver skuffede over et ti-tal, andre bliver lykkelige over et fire-tal – alt er okay.

Til gengæld er det ikke okay, at vi har skabt en kultur, hvor vi vil diktere hinandens reaktioner – og da slet ikke hinandens præstationer. En ting er det pres, vi individer lægger på os selv, en anden er det pres, staten påfører os via adgangskvotienter og bonusser, men den dag vi begynder at presse hinanden, så er der lang vej væk fra stresstærsklen.

Ikke desto mindre går de fleste af os igennem denne gymnasietid, og det er med en stor lettelse, at jeg skriver igennem. Så kan det vel ikke være helt galt – eller kan det? Man kan sige at så længe, vi kommer igennem årene, kan vi komme ud og leve i de efterfølgende. Det må være medicinen på ovenstående frustrationer og træthed, som skrevet her.

LIV

14/5 2019 “Lige om lidt er og færdig. Jeg er fucking færdig. Og det begynder lige så stille at gå op for mig og blive virkeligt. Bordene er stillet klar i aulaen, som jeg lige om lidt skal sidde ved og kæmpe mig igennem de skriftlige eksamener. For jeg må nok indse nu, at jeg hverken når at samle kræfter eller motivation sammen forinden – desværre.

Jeg er så træt – i sjælen. Det er ikke en form for træthed, som søvn kan kurere. Jeg er træt i livet, hvis det giver mening – i lysten til det og motivationen. Slidt i bund, helt i bund; jeg mærker det i min krop, helt ind i mine knogler.

Men jeg tror også godt, at jeg ved, hvad der skal til af behandling: Liv. Jeg skal ud at leve, bare for at leve. Jeg skal lette presset og lave de ting, jeg har lyst til. Frihed, det er det, der skal til. Jeg kan allerede mærke det, selvom det er første gang, at jeg har fri.

Det med ikke at skulle noget, ikke have lektier eller afleveringer, det har jeg så meget brug for. Ligesom i går at kunne komme hjem og så bare spille klaver, fordi jeg havde lyst til det. Det med at kunne gøre ting, jeg har lyst til i stedet for hele tiden at tvinge mig selv til det modsatte, at være tvunget fornuftigt, at tvinge mig til at prioritere ting, der dræner mig, først.

Og i modsætning til i går skal jeg kunne gøre det uden skyld og dårlig samvittighed. Ja, lige nu burde jeg måske vaske gulv og være praktisk, men bare det at have friheden til at skrive dette i stedet for er netop det: En frihed. En frihed, som jeg ikke har været indehaver af længe, men som jeg håber, at jeg kan genvinde/-finde.

Jeg trænger til at være fri, slappe af og nyde – leve – livet. Jeg er nødt til igen at leve, for jeg er nødt til at blive glad igen. Og i den mission er netop frihed en afgørende ingrediens. Lige nu føler jeg mig fanget. Bundet i tid og sted af denne lejlighed og gymnasiet.

Så når jeg bliver vemodig, er det ikke, fordi jeg ser afslutningen af gymnasiet som enden på min glæde – tværtimod. Nu kan jeg bruge tid på de ting, der gør mig glad, og jeg kan flytte efter dem – efter de mennesker, jeg elsker.

HÅB

Der er altså masser af håb. Jeg er klar over, at dette må fremstå som et utroligt negativt og i den forstand unuanceret indlæg. Måske jeg endda maler fanden lidt på væggen, men det er jo kun for at tydeliggøre, hvor vigtigt ovenstående er; det at leve.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan vi som samfund kommer problemstillingen her til livs. Dog vil et logisk bud ud fra et kig i min kalender og notesbogen være, at vi skal skabe plads til, at der stadig er plads til at leve og gøre ting, der vækker livsglæde.

Ungdomsuddannelserne får millioner af dansker til at vokse og blive klar til livet; livsgejsten skulle gerne følge med!

20/6 2019Endeligt vil jeg minde jer om, at det her er historien om én, der i dag fik sin hue på i første forsøg og endda kom forholdsvist helskindet igennem de tre år. Jeg har end ikke fingre nok til at tælle, hvor mange af mine venner og nærmeste, der har måtte begynde forfra igen og igen i et forsøg på at passe ind i nogle rammer, der er alt for snævre.

Og ved I, hvorfor jeg klarede den i første hug? Fordi jeg har behandlet mig selv med samme mængde respekt som staten gør det. Jeg har uden respekt for mit eget velvære, trumfet igennem, for at leve op til at være den fodsoldat, de ønsker jeg bliver. Ethvert menneske med respekt for sig selv, ville ikke gøre dette. Jeg ville have været stoppet.

Nu har jeg huen og det […] diplom, så jeg kan komme videre i systemet og livet. Men ærligt talt, tør jeg ikke spørge mig selv, om det var det værd.”

Tilbage i nutiden midt i sommerens få mørke timer tør jeg godt spørge, for jeg ved at svaret er ja. Jeg er ikke sikker på, at jeg er kommet helskindet igennem uddannelsen, eller at jeg gjorde det på den rigtige måde.

Men nu hvor jeg for første gang i to måneder skriver herinde, mærker jeg hvordan livsgivende aktiviteter som denne lige så stille vil hele mig. Så nu vil jeg rejse ud i verden med alle de ting, jeg har lært, og prioritere de ting, som jeg ved, kan lære mig endnu mere.
Må I også få en livslang og lærerig rejse!

Burnout happens when you avoid being human for too long

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’