svar

Det er 3 år siden, jeg udgav mit første indlæg. Nu sidder jeg her 230 indlæg senere og hold nu op, hvor er der sket meget på den tid. Jeg har efterhånden været nødt til at opdater siden om mig en del gange. Afslutning af folkeskolen, flytning, gymnasiestart og jeg kunne blive ved.

Derfor tænker jeg i dag må være det oplagte tidspunkt at besvare de spørgsmål, I eventuelt må sidde inde med. Der er dog også tjekket en del ind, da jeg bad om spørgsmål på Instagram, ligesom jeg har fået en håndfuld herindefra.

Omend der ikke har været overvældende mange spørgsmål, har flere af dem lappet ind over hinanden, så jeg har tilladt mig at samle og omformulere dem lidt – der er da ingen, der kan lide gentagelser. Der var også et par, som hvornår jeg laver kage næste gang, eller hvor mange ænder, der kan være i en bus, jeg simpelthen må melde pas på.

Resten af svarene får I dog herunder i tilnærmelsesvise grupperinger. Samtidige har spørgerunden gjort mig opmærksom på, jeg ikke altid får skrevet, havd jeg helt lavpraktisk laver, så nye læsere kan følge med – det skal jeg nok prøve at forbedre. Men lad os komme i gang.

Spørgsmål og svar

Gymnasielivet

Hvilket gymnasie går du på? På hvilken årgang og i hvilken klasse?

Jeg har valgt ikke at dele, hvilket fynske gymnasium jeg går på og i hvilken klasse. Men til gengæld er det ingen hemmelighed, at jeg går på STX i 3.G – I kan læse lidt om at vælge uddannelse her.

Hvad hedder din studieretning, og hvorfor har du valgt den?

Jeg har studiereteningsfagene engelsk A, fransk A og psykologi B, hvilket jeg ikke så underligt valgte, fordi det passer godt med mine interesser. Jeg ville rigtig gerne have en studieretning med psykologi, dog kan jeg i dag godt ærgre mig over, at jeg ikke valgte den samfundsfaglige version.

Er det hårdt at gå i gymnasiet, og hvilket år er hårdest?

Lad mig bare sige, der er en grund til, at et studie har vist, gymnasieelever er lige så stressede som de 20% mest stressede voksne. Hvorvidt det er helt sandt, tør jeg ikke sige, men der er nok noget om det. Man kommer ikke sovende til en studenterhue.

Der var et par, der spurgte hvilket år, der har været hårdest. Eller de spurgte faktisk om 2.G var det hårdeste, for det er der et rygte om. Men lige det her spørgsmål tillod jeg mig at svare på for et par indlæg siden her – det er nemlig lidt indviklet.

At bo alene

Hvorfor bor du alene? Hvorfor flyttede du så tidligt hjemmefra?

Ja, jeg har skrevet så meget om at flytte hjemmefra herinde i bloggens første leveår – så jeg glemmer at nye læsere ikke kender historien. Og ikke mindst glemmer jeg, at det i manges øjne er unormalt at flytte hjemmefra som 15-årig.

For mig og de andre ærøboere er det nemlig noget af det mest naturlige i verden, da vi stort set alle flytter fra øen og vores forældre, når vi skal begynde på en ungdomsuddannelse. Jeg uddybede det lidt her et halvt år inden, jeg skulle flytte.

Hvad er det sværeste ved at flytte hjemmefra?

Det er bestemt ikke første gang, jeg er blevet stillet dette spørgsmål – faktisk indgår det i mit gæsteindlæg med de 5 mest stillede spørgsmål om livet som udeboende. Men lige netop denne formulering, har jeg lidt svært ved at afkode.

Det værste ved at flytte hjemmefra, kan jeg lynhurtigt svare på: Opvask og edderkopper. Det hårdeste, og vel egentlig også det sværeste, er at få tid til alting – tror jeg. Det mest irriterende er til gengæld nok, hvis hjemmeboende brokker sig over, hvad der I vores øjne er små ting.

Hvad er din yndlingsret? Lever du af pasta og pesto?

Størstedelen af aleneboende, jeg kender, laver ikke varm mad til dem selv, men nøjes med lidt rugbrød eller noget andet nemt. Jeg er derimod så heldig, at jeg er meget glad for mad – både at lave og spise det.

Derfor kan jeg for det første ikke udvælge en yndlingsret, men jeg kan til gengæld lave en masse forskellige retter. Særligt prioritere jeg at lave mad, som både er sundt og SU-venligt – hvilket blandt andet indebærer at mindske madspild. Så hvis I mangler inspiration til har jeg et hav af opskrifter og et par madplaner liggende her på domænet

Fritid og fremtid

Hvad laver du i din fritid?

Som nævnt i indlægget om at gå i 3.G, er der ikke rigtig så meget fritid i år – så aktiviteterne er begrænset. 1-3 gange i ugen er jeg afsted fra klokken otte om morgenen til klokken 21-23 om aftenen, fordi jeg er med i noget, der hedder ATU.

Så jeg tager til en masse foredrag, og har jeg overskud til det, har jeg typisk gang i at lære et eller andet nyt herhjemme. Samtidig går der også noget tid med fysioterapi og almindelig terapi i efterdønninger af, hvad dette indlæg handlede om.

Men selvom der er mange skemalagte ting, herunder gymnastik, så er mine venner naturligvis det vigtigste i min hverdag – så de skal også passes. Og når alt det er gjort, og jeg også har haft tid til mig selv, skriver jeg tydeligvis herinde.

Hvad skal du lave efter gymnasiet? Hvad vil du læse?

Uh, det spørgsmål havde jeg håbet at undgå, selvom det naturligvis er kommet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, når jeg bliver student til sommer. Hvor skal jeg bo? Hvad skal jeg lave? Det må tiden vise, lige nu er der så mange muligheder.

De mange muligheder gør for manges vedkommende, at man kan fristes til bare at følge regeringens snorlige vej – så slipper vi for de svære valg. Men jeg er nødt til at have en pause fra skolebænken og få noget livserfaring, hvilket betyder sabbatår.
Heldigvis har jeg en fornemmelse af, hvad jeg vil studere bagefter.


Det var de spørgsmål – som ikke så underligt afspejler bloggens temaer ret fint. Jeg håber, I fik de svar, I søgte. Faktisk tænker jeg, bloggens fødselsdag er en god anledning til selv at søge et par svar. Hvilket indhold kunne I tænke jer i bloggens næste leveår? Ris? Ros? Alt er velkomment.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’