svinger

I dag deler jeg en side af min historie fra det sidste halve år som eksempel på, hvordan vi kan nå ud på kanten af livet – men også om hvordan vi svinger ind og ud over den. Handler unges dalende trivsel virkelig om pres udefra, eller er det bare manglende robusthed?

Hen over sommeren er der her på domænet fokus på suicidalitet, selvskadetrang og selvmordstanker i serien #sorthvidsommer. Som led i aftaburiseringen, vil der ikke blive lagt fingre imellem, og triggere kan derfor forekomme. I bedes altså være opmærksomme på, hvorvidt det er sikkert for jer at læse videre.

ET EKSEMPEL

Jeg har længe gået og overvejet, hvordan jeg ville dele det sidste halve års tid med jer herinde. Når jeg skriver sådan om livets op- og nedture, er det jo oplagt at dele mine. Og når jeg vælger at dele, hvor langt ude jeg har været, giver det mening at se på, hvordan jeg nåede derud.

For hvordan når vi mennesker helt derud, hvor vi ikke orker at være i livet mere? Hvor det gør for ondt? Hvor vi vælger det fra? Det kommer jeg i #sorthvidsommer til at dele mange overvejelser om og bud på, men det skader vel næppe at starte med et konkret eksempel – som her bliver mit.

Nok kan jeg liste fem følelser, der kan føre til selvskade og i værste tilfælde selvmord for nogle skæbner, men det hele bliver hurtigt meget metareflekterende og abstrakt. Derfor får I nu en case, der kan danne bunden for den kommende diskussion. Nogle eksempler på, hvordan de pågældende følelser kan få den styrke og hvorfor. Måske vi så en dag kan gøre noget ved det.

ET MENNESKE

Og jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg skulle dele med jer og hvordan. Af princip inddrager jeg aldrig rigtig andre i mine indlæg, da jeg virkelig ikke ønsker at hænge nogle ud. Det resulterer selvfølgelig i en utrolig selvcentreret blog, hvis refleksioner jeg dog håber, I stadig kan spejle jer i.

Men sagen er den, at kampen denne gang ikke har været mod en af de dæmoner, der igennem tiden er flyttet ind i mig. Den har været med og mod en, jeg flyttede sammen med. Et menneske, jeg ikke ønsker at udlevere eller hænge ud. Og det er ikke vedkommende, historien handler om. I stedet bruger jeg historien som et eksempel på de mange ydre ting, der kan slå os ud af kurs.

I starten ville jeg have sprunget den del over, der indebar andre – holdt det til dette indlæg. Før det blev til et halvt år, kunne jeg have sprunget den over. Men eftersom den følgende historie efterhånden føles, som alt jeg på nuværende tidspunkt er, er den svær at komme udenom.

EN HISTORIE

Begivenhederne, der faldt sammen eller fik mit liv til det, tilbage i februar, har efterhånden fyldt meget. Og de kommer fortsat til at gøre have stor indvirkning. Derfor er mange af jer forvirrede over, hvad jeg laver. Flere vil blive det, når planerne igen vil svinge uforudsigeligt rundt.

Derfor får I her noget af historien om, hvordan jeg endte her, og hvor jeg egentlig er. Og da den indebærer andre, vil jeg igen understrege, at det ikke er dem historien handler om. Det handler ikke om at kritisere nogen, og for en sjælden gang skyld, vil jeg ikke vurdere alting.

Jeg vil fortælle jer, hvad der er sket, og hvad det gjorde ved mig uden at tillægge det anden værdi. For det er jo et af formålene med #sorthvidsommer; at vise vi kan godt kan tale om det svære, og at vi som pårørende ikke nødvendigvis skader den berørte ved at snakke om det – tværtimod.

EN SAMTALE

I de samtaler er der meget at hente og lære for alle parter. Derfor vælger jeg at starte en, der har mig som omdrejningspunkt. Mine tanker har nemlig kredset om selvskade og andre ting i den dur, og jeg er nysgerrig på, hvad vi sammen kan lære af det.

Selvom jeg først nævnte det herinde i sidste indlæg, er det er jo noget, der i perioder har fyldt igennem de sidste ti år. Og særligt her det sidste halve år, har jeg mødt suicidaliteten i mange former og af mange forskellige årsager. Inden I får ondt af mig eller ondt i jer ved den tanke, vil jeg understrege, at jeg er okay med det, og vigtigst af alt at jeg aldrig har skadet mig selv eller forsøgt.

Jeg deler ikke min historie for at få medlidenhed, men for at forsøge i fællesskab at skabe en forståelse for, hvad søren det egentlig handler om. Jeg har sikkert ikke svarene sammen endnu, men måske vi kan skrive os frem til dem.

Så lad os se på, hvordan sucidaliteten har artet sig i denne omgang og finde ud af hvorfor. Og lad ikke mindst dette være en bekræftigelse af, at ikke kun kan den svinge ind i vores alles liv en gang imellem; den vil også svinge væk igen – altid.

svinger

EN ADVARSEL

Jeg har været så heldig at have rigtig lang tid, hvor emnerne i #sorthvidsommer ikke fyldte, men var erstattet af livsglæde, -lyst og -kraft. Særligt har jeg jo været begavet med det fineste halve år i Frankrig op til jul. Men forinden min hjemkomst begyndte trangen til at skære i mig selv, hvilket jeg aldrig har gjort, i forbindelse med telefonsamtaler med en hvis person.

Jeg tænker nu, at det var min krop og sinds advarselssignal, fordi jeg ikke skulle være i den relation. Undervejs foregik der også en manipulation med mit skyldssystem , og som jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg, er skyld en af de følelser, der kan fordre selvskade.

Relationen var farlig, men fordi de ting , der foregik, er usynlige, reagerede min krop, før jeg selv kunne følge med. Og det var det samme, der skete, da jeg i februar flyttede sammen med vedkommende – og som er sket lige siden. Nu er det dog bare kroppen, der ikke kan følge med fornuften.

EN FLYTNING

Allerede ved indflytningen reagerede min krop meget mærkeligt, hvilket den igennem anfald lige siden har prøvet at vise mig skyldtes frygt. Der var sket et skift, og i de sidste par uger op til flytningen tog den psykiske vold til, så nu ved jeg, kroppen reagerede, som om jeg var bange, fordi jeg var det.

Umiddelbart uden grund, men jeg tror bare, det er skræmmende for mig at se og erkende, at de farligste mennesker er dem, der tror, de vil en godt og ikke dem, der bevidst vil skade en. Jeg kommer ikke til at gå yderligere ind i det nu, men jeg har nu lært det, jeg skulle af det; jeg har lært utroligt meget.

Her vil jeg lige tilføje, at jeg ikke bebrejder vedkommende, og at der ikke skal sendes onde tanker den vej. Vi handler alle, som vi kan i nuet, og efter ikke at have forstået det på trods af timevis undervisning i det, skulle jeg lære, at der findes mennesker, der når ud, hvor de ikke kan ændre sig eller behandle andre ordentligt. Når man kommer ud af en relation til den type, er alt det følgende helt naturligt.

EN KROP

Hele foråret har kroppen eller sindet eksempelvis kastet mig tilbage i en håndfuld specifikke situationer fra lejligheden på den måde, I bedst kender beskrevet fra folk med PTSD. Hertil hører dog informationen at jeg allerede på andennatten i lejligheden blev rigtig syg, og jeg mistænker, det er, derfor anfaldene har været så kraftige.

Fordi jeg i de to uger, jeg var i lejligheden, var syg med over 40 i feber, væskemangel, ikke fik nok mad, og havde mistede meget blod på grund af blodnæse, var min krop for afkræftet og ødelagt til, at jeg kunne håndtere det psykiske. Så min krop reagerede, men jeg var for langt væk til at forstå det.

Da jeg blev indlagt på Skejby med kyssesygen anden gang efter et par weekender og fik noget væske og sådan i drop, begyndte jeg at kunne se og stå ved, at det der foregik ikke var acceptabelt. Alligevel tog det til i de følgende uger, hvor jeg blev passet hos mine forældre.

ET SAMMENFALD

Indtil det 1. marts, en måned efter indflytningen kulminerede i et bedrag, der ugen derefter gradvist blev afsløret som værende større og større. På grund af sygdommen kunne jeg dog ikke reagere på det. Ja, en hel måned efter kunne jeg ikke græde, uden infektionen i leveren blussede op. Ligesom hele februar kunne jeg kun ligge magtesløs på grund af sygdommen, imens andre omskrev min livshistorie.

Så der gik en måned, hvor jeg intet kunne gøre. Jeg kunne ikke rigtig stå, slet ikke gå og ej heller køre bil. Det ville jeg dog, men dagen, hvor jeg valgte at ville hente mine ting, holdte Mette Frederiksen et pressemøde, og landet blev lukket ned. Så jeg lå yderligere en måned, og havde nu i endnu højere grad mistet min geografiske frihed.

De tre tings sammenfald førte til den ultimative magtesløshed. Eller den ramte jeg først for nylig, da håbet om hjælp slap om, men det vender vi tilbage til. I hvert fald har ovenstående været krisens kerne, som jeg stadig kæmper med at få ud af min.

EN ULYKKE

Det føles lidt som at vågne fra narkosen på en operationsstue efter et trafikuheld. Først åbner du øjnene på klem og mærker panikken over, hvem du er, og hvad der sker. Chokket runger stadig i din krop, efter sammenstødet med bilen.

Du er diffus, men med tiden vender flere minder tilbage. Ja, faktisk rammer bilen dig igen og igen for dit indre syn, og du mærker knapt, at det ikke længere er virkeligt. Hver gang du prøver at lukke øjnene og hvile, vågner du i panikken og smerten fra, hvad du troede var et mareridt. Som med alt andet, kan du vænne dig til det med tiden.

I takt med genoptræningen og kærligheden, du oplever, fra dine nærmeste, der kommer på besøg, genfinder du din styrke. Du forsøger at lægge det bag dig og fortsætte fra, hvor du er. Du burde jo kunne blive den samme igen; du er i sikkerhed nu. Men nogle gange, når dine nærmeste vil lægge en kærlig hånd på din skulder, mærker du et jag. Der er noget, der gør ondt.

Du ser dig i spejlet og fører hænderne over din krop, hvor de blå mærker engang tegnede mareridtets malerier; hen over arene som solens stråler nu har visket ud i årevis. Og alligevel mærker du nogle huller under huden. Nogle har taget noget fra dig; måske endda lægen du stolede på prøvede at hjælpe dig. Noget i dig er gået i stykker. Du er faktisk stadig lidt ødelagt.

svinger

ET ANFALD

Ovenstående tekststykke beskriver det ret fint. Jeg kæmpede mig videre og op på fode igen. Da det efter to-tre måneder blev muligt at bevæge mig, begyndte jeg stille at gå, og jeg endte med at kunne gå, cykle og være lige så fri som vanligt i en i i selvomsorg genoptrænet krop.

Alligevel har jeg aldrig rigtig fået min krop igen. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men der er ting, jeg ikke selv kunne klare. I to måneder vågnede jeg af at hyperventilere med kvalme og trykken for brystet midt i mareridt, hver eneste gang jeg sov. I en utryghed og med en hjertebanken og åndenød, der stadig følger mig.

Særligt i starten røg jeg ud i føromtalte anfald, hvor mit synsfelt og kroppens fornemmelser erstattes med dem fra lejligheden, så jeg simpelthen bare falder sammen med ringen for ørerne. Ved ikke at lade mine tanker nå triggerne, har jeg heldigvis fået minimeret den slags, men det kan stadig ramme – og så er det svært at skulle leve op til et ansvar eller lignende, når kroppen ikke kan finde op.

EN BEGRÆNSNING

Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg stod over for en udfordring, jeg ikke kunne klare alene. Jeg har sikkert klaret det, der var værre, og jeg kunne være opmærksom på at undgå det depressive og de klassiske symptomer, men der var også så mange nye ting og nye følelser, jeg ikke kendte eller havde lært at håndtere.

Selv da jeg fik styr på den på egen hånd, var og er der også stadig en krop, der ikke vil med videre. Det kom særligt til udtryk ved, at mine ben, selvom jeg havde været tilbage i fin form, pludselig ikke ville gå. Jeg havde selv kæmpet mig ovenpå, og var som resten af tiden fuld af håb, og så stemplede benene ud.

Oprindeligt blev det antaget, at det kunne være psykosomatisk. Altså netop kroppens reaktion på ikke at kunne mere, for det kunne jeg ikke. Og da benene så begrænsede yderligere, hvad jeg kunne gøre, samtidig med at der ikke var mere hjælp at hente, mistede jeg også håbet.

EN PLAN

Håbet, som jo er afsindig vigtigt for ikke at blive depressiv. Under alt det ovenstående havde jeg hele tiden haft det, og jeg ved stadig, at jeg får det bedre. Jeg vidste også, at det ville tage tid, så derfor satte jeg et halvt år af til at blive rask og komme ovenpå igen.

I takt med benenes strejken, har jeg bare kunne se, hvordan også den plan smuldrede for mig. Hvordan jeg det ikke kun ville blive det første halvår, der ville blivetaget fra mig men også det følgende skoleår. Og sådan er det for mange, der bliver ramt af kyssesyge eller lignende.

Det er, derfor jeg deler alt dette. Fordi jeg ved, jeg ikke er alene, selvom det er svært at se. Og derfor kan det også være svært at se, at det svinger. Især når jeg et halvt år har ventet på opsvinget midt i en følelsesløshed og frygttilstand, som også tangerede til det depressive, da benene blev værre.

EN ISOLATION

Det er nemlig sådan, at der er visse ting, man selv kan gøre for ikke at ryge ind i det depressive, som man ellers ofte gør efter psykisk vold. Det skal I egentlig nok få et indlæg om engang, da jeg jo er garvet i den praksis. Men i kraft af, at jeg har ligget i sengen og isolation, har ingen af dem været mulige. Ligesom hjælpen ikke var mulig.

Det var egentlig det, jeg gerne ville diskutere. Men før at vi kunne tage den debat op, var I lidt nødt til at få denne del af historien med. Og jeg ser, at der endnu ikke er nævnt nogen selvskadetrang eller selvmordstanker. Men de skal nok komme, når vi blander systemet ind i det, for de har i hvert fald været der.

Nu her har jeg egentlig bare opsummeret lidt af, hvad der er sket. Alligevel fylder det jo en forfærdelig masse, og derfor er det vidst mere passende at stoppe for i dag. Så kan vi samle op fra, hvor jeg slap, i næste uge. Nemlig i et noget mere vedkommende indlæg med en lidt skarpere samfundskritik og med lidt stærkere suicidalitet.

ET KAPITEL

Ovenstående deler jeg altså, fordi det på sin vis er nødvendigt for at forstå det, jeg vil skrive om næste gang. For at forstå frustrationen og desperationen, og for at forstå svigtet.

For nok giver dagens indlæg eksempler på ydre ting, der fik mig skudt i sænk; på et par af de fem følelser, der tit ligger bag selvskadetanker. Men der skal end større magtesløshed og håbløshed til, før man når helt derud. En jeg mødte sammen med ensomheden, da jeg ikke blev mødt i det system, vi bliver fortalt, er vores sikkerhedsnet.

Alt det vender jeg tilbage til senere på sommeren, nu har i nemlig baggrunden for at tage den snak. Der skal nok være mere værdi at hente i de kommende indlæg, men vi må jo starte et sted. Og stoppe nu, hvis det ikke skal blive en hel roman, så hjælpen må vente.

Forhåbentlig ser I nu, at vi i livet ligesom i en roman vil møde udfordringer. Og forhåbentlig har I nu lidt mere mod på at fortsætte med at skrive livshistorie, selvom dagens kapitel ikke just var opmuntrende.

Jeg håber dog, at I er ved godt mod. Det er jeg nogenlunde for første gang i måneder, så vær ikke bekymrede. Livet skal svinge, hvis vi vil leve det. Vores opgave er at rumme det – nogengange er det alt, vi skal. Jeg er dog nysgerrig. Hvor længe har jeres største nedtur varet?

In order to love who you are,
you cannot hate
the experiences
that shaped you.

Smil til dig!
Laura // LMinside.dk

Facebook Instagram Bloglovin’