
Tilbagefald,
jeg falder.
Jeg ved ikke helt
hvorhen.
Jeg falder stille
ud af verden,
ind i sindet,
for angsten har besat det
igen.
Jeg troede,
at jeg var fri,
at jeg kunne flyve,
leve.
Men jeg er bundet fast
til jorden
og det tætteste
jeg kommer på lethed
er i mit åndehul,
er ved at skrive.
Jeg troede,
at jeg stod
på et solidt fundament
af erfaringer,
livets lektioner.
Men hvad fejlene lærte
mig,
har jeg åbenbart
allerede
glemt.
For jeg falder stadig.
jeg braser
igennem trægulve,
splinter.
River mig
på ru beton,
revnet cement
mellem mine minder.
Der går hul i Jorden,
eller faktisk
er der jo kun gået hul i mig.
Et hul der er større
end det,
der ville blive tilbage,
når jeg forsvinder,
når jeg går,
når jeg forlader dig.