Jeg har netop set en tale på Facebook, holdt af en af de mest inspirerende kvinder i mit liv ved hendes bogudgivelse på Ærø, som jeg for øvrigt nævnte i et facebookopslag og mit julegavehaul.
Bogen anmelder jeg snart, men den tilhørende tale var lige, hvad jeg manglede til dette indlæg. Et indlæg om, hvordan og hvorfor vi mon vælger at tage vores barndomsby med os videre.
Barndommen sætter naturligvis fysiske og psykiske spor i os og vores liv, men jeg har længe lagt mærke til, hvordan vi også selv vælger at trække den med ind i vores fremtidige liv – eller i hvert fald hvordan jeg gør det.
Det er ikke så underligt i sig selv, men det undrer mig, at det i så høj grad er barndomsøen, jeg har valgt at tage med. Hver gang jeg har mine venner fra gymnasieklassen med herhjemme, undrer de sig over, at der er ærøting over det hele – for det er der.
Plakater, magneter stofnet, krukker og sågar noget mad er her på kollegieværelset mærket med Ærø. Ikke så underligt taget i betragtning, at jeg er ærøbo helt ind i hjertet.
Som I kan fornemme i dette og dette indlæg er der også kun grund til at være det, og det er ikke specielt mærkværdigt. Men er det ikke lidt underligt, at jeg på den måde har ærøting på næsten hver af mine få kvadratmeter?
Hvorfor har jeg som de andre unge ærøboere, valgt at synliggøre Ærø fysisk i min indretning? Mine fotoalbum og scrapbøger ligger hjemme hos mine forældre, i stedet for er det Ærø jeg har taget med og ser, hver gang jeg åbner øjnene.
