HÅB

Hvad vi giver, får vi tilbage igen – men hvornår?

ÅNDSFORLADTE ANSIGTER

I weekenderne tager jeg gerne en tur til Paris via farverige toge og fyldte metroer – et af det moderne samfunds mest ubarmhjertige steder, som skrevet her. Jeg tror ikke, at der findes nogle steder, hvor folk ser mere åndsforladte ud.

Vi sidder alle og kigger uden at se med ansigtet i jævnt opgivende folder. Ind imellem tvivler jeg af den grund også på, om vi er åndsforladte i de øjeblikke; det kan hurtigt komme til at virke sådan.

Der er så mange ansigter, og der sker så meget bag deres fraværende øjne, at det er uoverskueligt og næsten ubærligt at skulle tage stilling til hinanden. Det ville være for overvældende at føle med alle, alligevel ville jeg ønske, at vi følte bare lidt mere med andre.

Læs videre

Bag facaden: Om at få håbet igen

Om præcis en uge er det årets første forårsdag. Så er vinteren officielt overstået, og sikke en mørk vinter i flere henseender. Det har været mørkt udenfor på de i forvejen korte dage, men det har også været mørkt ude i den store verden.

Det ser jeg, når nu jeg igen vender blikket ud – mange tragedier, meget mørke. Et mørke der har sneget sig ind i mit liv, hvorfor jeg også først ser alt det udenfor nu.

Jeg har været optaget af min egen lille boble, for det er begrænset, hvor meget mørke der er plads til i den. Men nu er den heldigvis ved at briste på den gode måde, så jeg igen kan ænse forårssolen gennem sprækkerne.

Læs videre

Min mening: Døden er livets mål

Livet er ventetiden på døden!

Jeg er ikke bange for døden. Jeg frygter den ikke – det tror jeg i hvert fald ikke. Døden er en forfærdelig og grufuld ting, når den rammer de forkerte på alt for tidlige tidspunker, men den kan også være en befrielse for dem, som lider.

Vi dør alle en dag, det er en kendsgerning og heldigvis for det, Jeg ønsker i hvert fald ikke at blive udødelig, men det kommer der snart et andet indlæg om her.

Alle liv ender, og døden er det som slutter dem hver gang – lige meget hvem man er, vil den altid komme. Men det er ikke farligt. Det er helt naturligt – skæbnen ville nogle kalde det.

Lige meget hvilket liv, vi lever, om vi er rige eller fattige, mænd eller kvinder, ender vi alle samme sted. Man lever ikke evigt, fordi man er millionær, og det gør man heller ikke som fattig.

Der er ikke en død som er finere end en anden. Når vi når enden, er alt det lige mege;, vi er alle lige. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Livet gør langt mere ondt end døden!

Jeg ved, at alle ser forskelligt på døden; nogle tror på reinkarnation, andre på intetheden. Nogle tror på himlen og helvede, andre tror på, at folk sidder blandt skyerne og kigger ned.

Nogle tror at folks sjæle lever videre, andre på at alt bare bliver sort. Selv tror jeg på det sidste, eller rettere sagt håber jeg det. Når vi mister nogen, kan tanken, om at de sidder og kigger ned på en, ganske vidst virke betryggende.

Et eller andet sted tror jeg på, at de stadig er her, bare ikke oppe i skyerne. Det, med at folk altid vil være i vores hjerter, virker som en bedre løsning, selvom det lyder forkert at sige.

Hver gang, vi taler om dem, mindes dem og tænker på de gode stunder, så er de der. De er der ikke hverken som sjæl eller krop, men deres aftryk er der.

Det aftryk, de har sat på verdenen, den påvirkning, de haft på deres medmennesker, og mindet om deres personlighed er der, og sådan lever de videre, tror jeg.

Jeg tror, eller rettere sagt håber, ikke, at jeg fortsætter med at svæve rundt, tænke og være til, når jeg først er lagt i graven. Det gjorde jeg nok en gang, men så tænkte jeg på, hvad jeg ønsker, at der sker, når jeg går bort.

Jeg ville ikke kunne bære at skulle tænke videre, at skulle være til som et spøgelse eller noget andet, og heller ikke at blive genfødt; jeg vil bare gerne have fred.

Det handler ikke destinationen men om vejen dertil!

Det er nok det, min holdning skyldes. Den skyldes, hvad jeg håber på, for jeg aner jo ikke, hvad der sker. Jeg tror måske, det er nøglen til at blive afklaret med døden, når det omhandler en selv – at vende den til det man ønsker.

Ønsker I at leve videre i himlen, så skal I tro på det. Ønsker I at blive genfødt, skal I tro på det. Og hvis I ligesom mig ønsker, at det slutter en gang for alle, skal I tro på det. Men det allervigtigste er at lære at acceptere, at døden en dag melder sin ankomst.

Jeg tror de flestes problem er, at de naturligvis ikke vil give afkald på livet og deres relationer. De føler, at døden river dem væk fra livet – og det gør den egentlig også. Vi kan bare håbe på, at det ikke bliver for tidligt.

Vi dør, det gør vi, og når vi lærer at acceptere det, er døden pludselig ikke så skræmmende. Det hele handler om timingen; det er den, som afgør, om døden er en god eller skidt ting.

Dem man elsker, lader man gå!

At sige døden kan være en god ting, lyder i manges ører provokerende og helt absurd. Det er jo sjældent en god ting for de pårørende.

Men når en person lider, har en alvorlig uhelbredelig sygdom, eller når et menneske har set det, som det ville se, så er døden befrielsen.

Når folk ikke ønsker livet mere, ikke på den måde med selvmordstanker og lignende, men når ældre mennesker ikke kan holde kroppen eller sindet samlet mere, så er det et eller andet sted tid.

Mange siger det selv; at de ikke vil mere. Og i uhelbredelige sygdomsperioder, selv blandt børn, ved både den døende og familien, at det er det bedste. Det lyder så hårdt, men en dag er ens rejse på jorden jo slut, og hvis alt bliver sort, så får de døde fred.

Dem vi elsker, går aldrig bort, de går bare i forvejen!

Når liv så afsluttes på uretfærdig vis, er døden det mest brutale, frygtelige, ondskabsfulde og grusomme. Når børn, unge og i det hele taget mennesker dør for tidligt, når nogle bliver myrdet, dør i krig, af sygdom eller noget andet i vores hoveder unaturligt, så er det rædselsfuldt. Jeg ved ikke noget værre.

Det er fordi, jeg tænker på hele det menneskes historie, de mange års liv, alt det arbejde og kærlighed de pårørende har lagt i et barn, og så bliver det bare taget fra dem.

Jeg prøver altid at lade være med at tænke på det, når jeg hører om terror, mord og dødsfald i medierne, men er det egentlig så forfærdeligt for selve den afdøde?

Hvis man, som jeg, tror på, at man efter døden intet mærker, tænker eller savner, så ved man det jo ikke. Den afdøde tænker ikke og ved derfor ikke, hvad der sker på jorden, hvad personen har mistet, eller at personen er død. Det kom jeg til at tænke lidt på.

Det er jo egentlig de pårørende, familen, vennerne og resten af verden, det gør mest ondt på. Det er dem, det er os, som mærker tabet, smerten og savnet. Det er os, som ved, at vi har mistet.

Den smerte er forfærdelig og hjerteskærende, så er det egentlig ikke skævvredet, at vi synes det er synd for den afdøde, når det muligvis er de levende, det gør mest ondt på?

Husk at vi alle har, og har retten til, at have forskellige meninger. Der er intet rigtigt eller forkert, for ingen ved hvad der sker. Husk også at dette kun er en brøkdel af mine tanker, og at det kan misforstås, eftersom I ikke kan se alle tankerne bag.

Jeg håber i hvert fald, at det har sat gang i jeres tanker, og at det vil lægge op til en debat. I dette indlæg har jeg stort set kun skrevet om selve døden, så hvis I ikke synes citaterne stemmer overens med min mening, så følg med på Facebook – der kommer nemlig snart et indlæg om udødelighed lidt tilføjelser til dette.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’

Min mening: Angreb på retten til at elske, hvem man vil

Det kræver blot et enkelt klik, eller i dette tilfælde en hel del, at ændre hele stemningen i hele verden. Endnu engang er verden målløs og i chok, efter endnu en stor uretfærdighed har fundet sted…

Sådan startede jeg dette indlæg den 14. november sidste år, og sådan kan jeg passende starte endnu et. Endnu en gang er verden blevet ramt, hvilket er sket alt for mange gange de sidste par år.

Bare siden jeg skrev min mening om terror sidst, har verden alt for mange gange været overvældet af sorg. Dog har jeg stadig ikke forstået, hvordan bagmændene kan få sig selv til det. Det virker umenneskeligt og yderst uigennemtænkt.

Læs videre

Ved fortsat at bevæge dig rundt på LMinside.dk accepterer du brugen af cookies! Læs mere her

For at give dig den bedste oplevelse her på LMinside, bruger hjemmesiden cookies. Bliver du på LMinside.dk, betragtes det som din accept. Cookies er en lille tekstfil, som gemmes på din computer, mobil eller tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger og udføre statistik, så jeg kan se, hvad der bliver læst. Der indsamles og behandles typisk oplysninger som et unikt ID og tekniske oplysninger om din computer, tablet eller mobiltelefon, dit IP-nummer, geografisk placering, samt hvilke sider du klikker på. I det omfang du selv giver eksplicit samtykke hertil og selv indtaster informationerne behandles desuden navn og e-mail. Websitet indeholder cookies fra tredjeparter, hvilket primært er Google Analytics. I kan se tredjeparter andre websites hyppigt placerer cookies fra her: http://danskemedier.dk/digital/frq3rdparties/ Alle informationerne er naturligvis i sikkerhed og behandles overens med lovgivningen. Du kan til hver en tid slette cookies, eller du kan blokere dem – se vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering. Du er dog nødt til at acceptere for fortsat at læse med på LMinside.dk. Du kan desuden til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger anvendes. Du kan også tilbagekalde dit samtykke til, at der bliver behandlet oplysninger om dig. Hvis de oplysninger, der behandles om dig, er forkerte har du ret til at de bliver rettet eller slettet. Henvendelse herom kan ske til Laura Mikkelsen på kontakt@lminside.dk. Tak for din forståelse & for at læse med. Smil til dig! Laura // LMinside<3

Luk