nitten

NITTEN

“Vi vipper” råber den mellemste begejstret, mens hendes greb om min ene hånd og storebrorens om min anden strammes lidt ekstra. Der sidder jeg mellem to oftest søde børn midt i en vuggende båd. Og når jeg løsriver blikket fra dem og stoler på, at jeg griber dem, og at det slet ikke bliver nødvendigt, kigger jeg op.

Den ældste prøver med stort besvær, men også med en stor vedholdenhed, at vende båden ved brug af den ene tunge metalåre, og vinden hjælper til. Den drejer os lige akkurat nok til, at jeg nu sidder gyngende med vind i håret midt i den kilometerlange kanal, og for enden bag springvandet og en turistprikket park ligger verdens måske mest berømte slot.

Det er også en måde at blive nitten på. Ligesom det at danse rundt i cirkel med børnene midt i solen ved kanalens bred også er det. Måske er det lige netop det, det vil sige, at blive nitten: At nu kan jeg med en voksens myndighed og ansvar være barn.

Jeg er ikke længere et barn, og bevæger mig længere og længere ind i voksenlivet, men jeg kan huske, hvordan det var; og det gør hele forskellen. At være nitten år er at være en voksen, der ikke har glemt at være barn.

SIMPLICITET

Vi ligger på trampolinen, og jeg trækker tiden ud. Har I prøvet at hoppe med en bastant toårig på armene? Jeg kan hilse og sige, at det er lidt hårdt. Så nu prøver jeg at få hende til at finde ro i roen.

Det er ren manipulation, sådan er alt med børn, men der skal ikke så meget til. En let begejstring over at kunne se gennem trampolinens kryds-og-tværs, og så gør hun den større. Ved surmuleri skal man blot finde det sjove i situationen.

I dag ved jeg stadig ikke, hvad hun sagde surt. Men skøre gæt på alle ord mellem himmel og jord var alt, der skulle til, før hun også selv glemte det.

Det behøver ikke at være vildt, det må gerne være ganske simpelt — det er faktisk at foretrække. Alt børnene har brug for er den rette stimulation, og det tænker jeg over.

FANTASIFORKLARINGER

Jeg er meget bevidst om forskellen i måden, hvorpå jeg samtaler med børnene. Det har også gjort mig bevidst om min tendens til altid at stille lukkede spørgsmål – ja eller nej. Det er nødvendigt i kommunikationen med den toårige, hvor selv enten/eller kan være for udfordrende.

Hendes ordforråd og verdensrum udvides ved hjælp af forklaringer, fortællinger og ja/nej-spørgsmål, imens det ville begrænse den snart femårige. Han elsker også, ja faktisk mere end nogen anden, historier, forklaringer og forskellige fakta.

De bliver tit taget imod med en rynken på næsen, for er en violinbue virkelig lavet af hestehår og solen af ild? Men han har en nysgerrighed på verden og et verdenssyn, som han er villig til at få udfordret — og det er sådan, han vokser.

Ligesom historierne vokser i de vildeste fantasispind, for hver gang mere bygges på. Svarene på alle hans “Hvad er det?” og “Hvordan bliver det lavet?” bliver viklet ind i skøre forklaringer om balladebakterier og drilledrenge, han kan projicere sin skyld over på.

nittenDet er vel sådan, vi alle gør med viden. Vi lærer om verden omkring os, for derigennem at lære noget om os selv.

 

ERKENDELSE

Det er i hvert fald sådan jeg gør, og det er det, jeg ønsker, med bloggen her. Inden jeg tog en uge til Danmark var jeg motiveret som aldrig før, hvorfor jeg endelig fik taget et kig på LMinside.dk. Der er sket meget, siden jeg købte dette domæne.

Tidligere beskrev jeg formålet med bloggen som værende “at inspirere i alle livets afkroge”, hvilket gennem tiden har ført til mange blandede indlæg. Men for ikke så længe siden stillede jeg her spørgsmålet: “Hvad er det du og kun du kan gøre?”

Og jeg må erkende, at jeg langt fra er særligt kvalificeret til at dele opskrifter på hverken mad eller krea-projekter. Og jeg må også indse, at det ikke længere interesserer mig.

Jeg nød at udvikle opskrifter og kokkerere, men det er ikke længere der, min interesse ligger og derfor heller ikke min energi. Alt dette er ganske naturligt, taget i betragtning at jeg startede disse offentlige skriverier som femtenårig, og jeg i dag har rundet de nitten.

STÅSTEDER

Jeg er ikke den samme, og det er bestemt heller ikke meningen. Formålet med LMinside er at generere udvikling, og at det så er lykkedes at skabe en udvikling i mig er jo kun lig med succes.

Rammerne for skriveriet og mit liv generelt må derfor også følge med udviklingen, for I læsere er jo også i evig forandring. Vi udvikler os alle, og desværre kan vi ikke garantere, at det er i samme retning.

Hvilket naturligvis ikke er “desværre” – kun i den forstand, at LMinside og visse af de trofaste læsere med tiden vil vokse fra hinanden. Men jeg håber, at siden her stadig vil kunne rumme jer alle; og helst endnu flere.

Jeg forsøger at holde både den og skaberen bag i bevægelse, selvom Svend Brinkmann vil fraråde konstant udvikling. Bloggen her er dog ikke resultatet af den omtalte udviklingstvang, selvom jeg ofte prædiker det herinde.

Nej, den handler om at inspirere jer til at finde et sted at stå ved at give indblik i min søgen efter selvsamme. For jeg mener også, at den søgen ikke må gå i stå. Vi skal være villige til at flytte os, når vi har stillet os et forkert sted.
Derfor er visse kategorier herinde nu fortid, men jeg skylder jer et kæmpestort tak for, at I ville følge med.

Smil til dig!
Laura // LMinside<3

Facebook Instagram Bloglovin’